Der skal ikke så meget til

Vi passede Sander et par timer i går eftermiddag.

Det var dejligt vejr, og guldklumpen elsker at lege ude. Så vi havde forberedt os på en eftermiddag ude i den friske luft.

Vi har ikke ret meget legetøj til udendørs brug. Faktisk har vi kun den lille røde trehjulede cykel, som har holdt en pause på sådan cirka 20 år, siden vores yngste søn holdt op med at bruge den. Og så købte vi en bold i går for dog at have lidt at beskæftige den lille gut med.

Sander er så glad for den lille cykel. Han bruger den som gåcykel, og det går i fuld fart over stok og sten. Vi havde lagt den nye bold på cyklens lad, og den vakte glæde. “Fodbold” konstaterede Sander glad,  og så cyklede han ellers rundt med bolden på ladet det meste af eftermiddagen. Bolden forlod kun cykelladet, når den skulle bæres lidt rundt eller vi lige spillede lidt fodbold på græsplænen.

Vi havde en skøn eftermiddag. Der skal såmænd ikke så meget til for at gøre en knapt to-årig glad.

Du vil måske også synes om

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *