Mit juletræstæppe er temmelig gammelt.
Faktisk har jeg haft det i præcis 50 år. Jeg fik det nemlig, da jeg var bare 12 år gammel. Jeg fik det af min storesøsters kærestes mor. Hun havde fået nogle juleduge, juletræstæpper og den slags, der ikke kunne sælges, fordi de havde forskellige småfejl. Og så var hun altså så sød at forære mig et juletræstæppe.
De første mange år blev juletræstæppet brugt i mit barndomshjem, men da jeg selv fik børn og begyndte at holde juleaften i mit eget hjem, huskede min mor, at det egentlig var mit og sørgede for, at det kom hjem til mig. Dermed blev det også en fast del af mine børns jul. Gennem alle årene har deres julegaver ligget på lige præcis det tæppe under juletræet.
Jeg kan slet ikke forstille mig, at vores juletræ ikke skulle stå på det tæppe. Det er nemlig ikke bare et gammelt juletræstæppe af hessian og med en hvid streg, der slet ikke skulle have været der – for mig er det det eneste rigtige juletræstæppe.