Onsdag formiddag

For lidt siden, da jeg var ude for at tømme postkassen, hørte jeg en summen af stemmer og latter.

Lyden kom oppe fra petanquebanen, som ligger for enden af vores vej. Hver onsdag formiddag spiller Holme-Olstrup Senior Petanque Klub.

Jeg er tit gået forbi banen, når seniorerne er i gang. Det foregår i højt humør, så vidt jeg kan vurdere. Der spilles, snakkes og grines på livet løs,

Jeg har også set, at termokanderne kommer frem og hele holdet sidder ved bordene og holder kaffepause.

Her i sommer har holdet spillet iført friske røde kasketter til værn mod den skarpe sol.

Det ser så hyggeligt ud. Jeg bliver glad, hver gang jeg hører og ser denne flok af ældre, glade og aktive mennesker. Det er dejligt livsbekræftende.

Læs videre

Babysitter for en sovetryne

I aftes var Henrik og jeg babysittere. Søn og svigerdatter skulle en tur i biografen, og farfar og farmor ville da hellere end gerne passe lille Sander!

Ja, nu skrev jeg ganske vist, at vi passede ham. Det er på en måde at overdrive lidt. For indsatsen bestod faktisk bare i at give ham sutten et par gange. Det var jo ikke det helt store projekt.

Sander blev lagt i seng af sin mor og far, før de skulle afsted, men han nåede ikke at falde i søvn. Men da han havde ligget og hyggesnakket lidt med sig selv og som nævnt fået sutten, lagde han sig til at sove, og vi hørte ikke mere til ham. I dag har jeg  fået at vide, at han sov igennem, som han plejer.

Er det ikke bare en dygtig dreng, hva’?

Læs videre

Sensommer, søndag og solsikker

Vi benyttede det skønne sensommervejr til at trave en dejlig søndagstur i skoven her i eftermiddag.

I vores yndlingsskov – Hesede skov –  ligger der nogle huse, som er de rene perler. Det er den rene idyl. Smukke gamle huse med stråtag og bindingsværk og med en beliggenhed der er helt uovertruffen.

Ved et af disse huse stod de smukkeste solsikker.

Blå himmel, smuk skov, skønt sommervejr – og så solsikker. Så er det svært ikke at komme i godt humør!

Læs videre

Se lige….

Se lige her, hvad der lå i min postkasse i dag,

Er det ikke bare det sødeste kort? Det er fra min søster. Hun er så flittig til at “fodre” min postkasse – og min opslagstavle. Det er jeg meget taknemmelig over.

Den lille fyr på kortet er rigtig på vej ud i verden. Min søster mener, at nogenlunde sådan kan jeg godt forberede mig på, at mit barnebarn vil storme afsted næste sommer. Det skal nok komme til at passe.

I hvert fald er jeg meget glad for kortet!

Læs videre

Tudemarie

Da jeg var barn, havde jeg en bog, der hed Tudemarie. Den handlede om Marie, der havde let til tårer, og derfor altid blev kaldt Tudemarie. Jeg var meget glad for den bog. Så vidt jeg husker, fik jeg den i jule- eller fødselsdagsgave af min faster.

Jeg har desværre ikke bogen mere. Faktisk ved jeg ikke, hvad der blev af den.

Grunden til at jeg er kommet i tanke om bogen er, at jeg selv er blevet lidt af en Tudemarie.

Det er noget, der er kommet i forbindelse med, at jeg er blevet farmor.

Når jeg kigger på mit lille barnebarn, sker det den ene gang efter den anden, at jeg får tårer i øjnene. Jeg synes jo, at han er så dejlig. Ja, og så bliver jeg vel lidt rørt. I hvert fald løber øjnene i vand.

I dag skete det igen. Min søn sad med den lille på skødet overfor mig. Jeg sad selvfølgelig og snakkede lidt med guldklumpen og pludselig stak han mig det allerkæreste smil. Ja, så sprøjtede tårerne ud af øjnene igen. Resten af familien drillede mig lidt, og så var det, at jeg kom i tanke om bogen om Tudemarie.

Læs videre