Randi Glensbo

Jeg har købt den lille fine notesbog for lang tid siden. Og lagt den ned i en skuffe.

Jeg har noget med sådan nogle bøger. Jeg må bare ha’ dem. Men – – jeg nænner ikke at skrive i dem.

Det var det samme, da jeg var barn. Jeg var lykkelig, når jeg fik et nyt kladdehæfte i skolen. Det var så fint. Jeg var så bange for at komme til at skrive forkert i det, eller krølle hjørnerne på omslaget. For så syntes jeg ikke, at det var fint mere.

Jeg forstår det ikke helt. For et hæfte eller en notesbog er jo ret beset kun interessant i kraft af de ting, der står skrevet på siderne.

Alligevel er jeg fuldstændig fascineret af bøger og hæfter med helt ubeskrevne blade. Jeg må ha’ dem liggende i skuffen.

Jeg ved ikke, hvad det er de repræsenterer. Nogle ukendte muligheder måske?

Den fine notesbog på billedet er nu taget op af skuffen og lagt frem på bordet. Så kan det jo være, at jeg tør skrive i den en eller anden dag?

Indtil da nyder jeg den bare, som den er.

Den senere tids blæsevejr har været hårdt ved mit lille vindspil.

Det hænger omme i gården og minder mig med sine toner om en dejlig dag sammen med min skønne veninde. Det vil sige, det plejede det at gøre. Efter det seneste blæsevejr var det slut med tonerne. Snoren var knækket og solen (der er en måne på den anden side), der hører til vindspillet, lå på jorden og så trist ud.

Hele vindspillet har kendt bedre dage. Det er mærket af vejr og vind.

Men i dag er det blevet fixet. Så håber jeg, det kan holde en sæson mere. Som nævnt har det nemlig symbolværdi. Jeg købte det en dag, min veninde og jeg var på tur. Jeg kan virkelig godt li’ lyden af det, men jeg købte det mest for at ha’ et minde fra dagen.

Og det slår aldrig fejl. Hver gang jeg hører vindspillet, sender jeg min veninde en kærlig tanke.