Godt at lave mad sammen

Der er ingen tvivl om, at de fleste børn – i hvert fald de mindre – godt kan lide at få lov til at hjælpe til med madlavningen. Der er heller ikke tvivl om, at det er vigtigt,  at både børn og voksne får noget sundt at spise, og at det at tilberede og spise et godt måltid mad sammen er noget centralt i en familie.

Mine børn ville gerne være med til at lave mad, da de var små. Senere kneb det lidt mere. Jeg var vist ikke særlig god til at inddrage og motivere dem. Men snart er der hjælp at hente til andre i samme situation.

McDonalds står nemlig bag et projekt, der skal give både små og store i familien lyst til at kokkerere sammen. Man kan i øjeblikket deltage i en  konkurrence  om 10 gavekort på hver 500 kr. til Irmatorvet. dk. Man deltager i lodtrækningen om gavekortene ved at indsende sin bedste opskrift. De allerbedste opskrifter kommer med i en ny kogebog –  Din og Min Kogebog – der skal inspirere børnefamilierne til at gå i køkkenet  sammen og lave sund, nem og ernæringsrigtig mad til hverdag.

 

Læs videre

Gode gaver

I går henad aften var vi hjemme hos Sander for at se efter ham et par timer.

Vi hyggede os rigtig med at lege sammen alle tre med alle hans nye legesager, som han fik til sin fødselsdag. Han har fået nogle rigtig gode gaver, og det var dejligt at se, at han er glad for dem allesammen.

Læs videre

Tre år

I dag har mit dejlige barnebarn fødseldag. Allerede tre år. Det er slet ikke til at forstå.

Fødselsdagen blev holdt i går. Det var en rigtig dejlig dag. Vejret var skønt, og vi kunne tilbringe en stor del af tiden udendørs til fødseldagsbarnets store fornøjelse.

Dagens lille hovedperson var så sød og glad. Det var sjovt at se ham pakke gaver ud. Hver pakke blev pakket ud med iver og begejstring – og det tog sin tid, for tingene skulle jo både kigges på, beundres, vises frem og undersøges nærmere. Nogle af tingene skulle samles, men det var ikke noget problem, for der var masser af flittige og ferme hænder til at klare opgaven.

Jeg er sikker på, at Sander nød dagen. Det gjorde vi andre også.

Læs videre

Børn, blomster og bedsteforældre

I dag løb bedsteforældredagen i Sanders vuggestue af stablen.

Traditionen tro medbragte alle vi bedsteforældre blomster, som vi plantede sammen med vores børnebørn. I år var Sander meget interesseret i at være med. Faktisk ville han gerne selv plante blomsten og gik til den med graveske, vandkande, krum hals og sidevind. Han var rigtig dygtig og skulle kun have en lille smule hjælp.

Det var lidt koldt udenfor, men alligevel var vi ude en god del af tiden. Sander elsker nemlig at være ude og ville rigtig gerne vise os, hvor hurtigt han kan fræse afsted på balancecykel ude på legepladsen.

Der blev også tid til at spise boller og kage, lege med noget af legetøjet indendørs og ikke mindst til at kigge i Sanders fotomappe.

Hvert barn har sin egen mappe med en masse billeder i  og med et billede af barnet udenpå. Forrest i mappen er der billeder af barnets forældre, bedsteforældre og andre nære familiemedlemmer. Det er selvfølgelig billeder, som forældrene er blevet bedt om at bidrage med til barnets mappe. Personalet i vuggestuen har så løbende fotograferet børnene i hverdagen og sat flere billeder i mappen. Der var så mange skønne billeder fra udflugter, fra fødselsdage og fra hverdagens forskellige aktiviteter. Mappen fortæller i tekst og billeder om hele barnets tid i vuggestuen. Det har været et stort arbejde at sætte alle de billeder ind i børnenes mapper, skrive tekster og gøre ved. Det er virkelig godt gjort.  Sådan en mappe er guld værd.

Læs videre

Sender min farmor en tanke

Når jeg ser en blå hortensia, kommer jeg altid til at tænke på min farmor.

Fra min barndom husker jeg nemlig, at min far plejede at give min farmor en blå hortensia til Mors Dag. I virkeligheden var det sikkert slet ikke sådan hvert eneste år  – men det er sådan, jeg husker det. Det må nok have været hendes yndlingsblomt, tænker jeg. Min farmors hortensiaer var potteplanter til vindueskarmen.

Jeg er selv vild med hortensiaer, men jeg plejer at holde mig til de lyserøde og pink nuancer. Mine hortensiaer står i krukker på terrassen bortset fra et par stykker, der  er vokset ud af krukkerne og  nu er plantet i et hjørne af haven.

I går købte jeg mig for første gang en blå hortensia.  Lige pludselig skulle det bare være en blå. Nu står den på terrassen og får mig til at tænke på min farmor. Dejligt!

Læs videre