Jeg er blevet færdig med at læse Astrid & Veronika. Den var fantastisk. Meget rørende. Jeg indrømmer gerne, at mit blik var en kende sløret, da jeg læste de sidste sider i bogen.
Det fik mig til at tænke på dengang omkring 1970, da jeg som meget ung pige var i biografen for at se Love Story. Det var jo en virkelig tåreperser. Og jeg småtudede da også stadig, da jeg kom ud fra biografen.
Min far var kommet for at hente mig og spurgte, hvad der var i vejen. Jeg fortalte ham, at filmen havde været så sørgelig, og at det var derfor jeg snøftede. Min far lod mig vide, at han ikke kunne forstå, at jeg ville bruge penge på at komme til at tude sådan.
Ja, jeg tudede virkelig over den film, og nu sidder jeg og smiler ved mindet om min fars ord.
