Det muntre køkken

Hold da op! Jeg havde et mindre uheld under madlavningen her til aften.

Det er ikke så længe siden, jeg fik ny ovn. Jeg har ikke helt vænnet mig til den endnu. Den har sådan et system med et sæt skinner, hvor rist/bageplade/bradepande kan skubbes ind i – eller trækkes ud af – ovnen. Det system har irriteret mig lige fra den første dag, og faktisk har det fået mig til at fortryde købet af den ellers udmærkede ovn.

Her til aften gik det så galt. Jeg havde ikke fået sat risten rigtigt  på den der dumme skinne. Så da jeg trak skinnen med risten ud skete katastrofen. På risten stod et ildfast lågfad indeholdende fire brandvarme, nystegte, økologiske svinekoteletter med dertil hørende steghedt fedtstof. Da jeg trak risten ud, vippede den – fordi jeg jo havde sat den forkert. Det ildfaste glasfad røg med stort rabalder ned på klinkegulvet og knustes i en million splinter. Eller mere. Koteletter, glassplinter og fedtstof spredtes på et ukendt antal kvadratmeter køkkengulv. Jeg skreg op.

Og så blev der ellers helt stille, mens jeg sammen med 1 stk. tililende, målløs ægtemand tog skaderne i øjesyn.

Heldigvis havde jeg hverken brændt eller skåret mig. Så langt så godt! Skaderne  var altså udelukkende af materiel karakter.

To af kotelleterne var landet på ovnlågen og havde ingen skade taget, så de kunne godt spises og grøntsager var der også til, så det var sådan set i orden. Aftensmaden var så nogenlunde reddet. De andre to koteletter  – som vi skulle ha’ spist en anden dag – lå på gulvet dekorativt garneret med glassplinter af varierende størrelse og form. Hm… ikke særlig indbydende.

Oprydningen bagefter tog sin tid. Det var noget af en fedtet affære. Som om det ikke var nok, fik vi vrisset lidt vi ad hinanden, inden vi blev færdige med at slette sporene.

Nå, men nu er det overstået – og næsten glemt. Alligevel vil jeg undersøge, om de der skinner i ovnen ikke kan fjernes en gang for alle. Dem bliver jeg vist aldrig rigtig venner med.

Læs videre

For fuld udrykning

I går da jeg passede mit barnebarn, havde vi en lille “episode”.

Jeg havde puttet drengen i barnevognen og gik en lille tur for at lulle ham i søvn. Han lå nede i vognen og pludrede og alt var godt. Så jeg gik og gik.

Da vi var kommet et stykke vej hjemmefra begyndte han at græde. Jeg tilbød ham hans sut, men den ville han i hvert fald ikke ha’. Jeg prøvede at berolige ham, men der var ikke rigtig noget, der hjalp. Så der var ikke andet at gøre end at vende næsen hjemad.

Hvor kan vejen – og tiden – føles lang, når en baby græder helt utrøsteligt. Nå, jeg satte det lange ben foran, så vi kunne komme hjem og jeg kunne tage ham op og trøste ham.

Undervejs gik der et par damer foran os på fortovet. “Vi må vist hellere flytte os” sagde den ene, da hun hun hørte “sirenen”. (Muligvis havde hun også bemærket mit lettere desperate ansigtsudtryk :-)) Jeg undskyldte, at vi kørte med fuld udrykning og skyndte mig hjem med den lille.

Endelig kunne jeg tage ham op af barnevognen. Vi svedte begge to – han af at græde og jeg af at løbe så stærkt (og vistnok også lidt af stress). Det viste sig, at den arme dreng havde en stor bøvs siddende på tværs. Den slap ud, da han kom op på armen, og så var han glad igen og roen genoprettet. Et øjeblik  senere sov han sødeligt i sin barnevogn.

Læs videre

Skildpadden på væggen

I dag da jeg passede mit barnebarn brugte vi noget tid på sammen at kigge på de søde wallstickers, der pynter på hans værelse. Han har en væg, der er udsmykket med “alt godt fra havet”.

Mit barnebarn viste især interesse for et skib i klare farver. Min favorit er skildpadden på billedet.

Læs videre

En glad smiley

Billedet af mit barnebarns sut illustrerer rigtig godt, hvad det har været for en dag i dag. Det har nemlig været en dag med masser af smil.

Søn og svigerdatter havde indkaldt nogle ekstra sæt hænder til hjælp i dag. Deres have skulle nemlig ha’ en over nakken. Jeg var så heldig at blive tilbudt tjansen med at passe på den lille ind imellem hans måltider, hvor hans mor er uundværlig.

Nej, hvor har vi hygget os. Jeg har simpelt hen fået så mange fuldstændig uimodståelige smil. Der er blevet pludret og snakket. Der er blevet sunget og nusset. Vi har trillet ture med barnevognen. Kort sagt – det har været en rigtig super-søndag.

Læs videre

Fart på

Altså undskyld mig – men hvad sker der med tiden? Den farer afsted.

Da jeg var barn, var en kedelig søndag eftermiddag så lang, at det næsten ikke var til at holde ud. Sommerferien var så lang, at man kedede sig til bevidstløshed og savnede skolen i hvert fald de sidste to uger. For slet ikke at tale om den tid, der skulle gå fra 1. juledag og til det blev juleaften næste gang. Det var så lang tid, at det var helt uoverskueligt og næsten uudholdeligt.

I mellemtiden har tiden accelereret helt vildt.

Jeg har en mistanke om, at der sker noget med tidens hastighed, når man får børn. Det var i hver fald på det tidspunkt i mit liv, at tiden begyndte at speede lige lovlig meget op. Og den er blevet oppe i det høje gear lige siden.

For et lille øjeblik siden blev jeg farmor – i næste uge er guldklumpen tre måneder gammel. T r e  m å n e d e r ! Jamen altså, det er jo ikke til at fatte.

En eller anden form for hastighedsbegrænsning kunne være på sin plads.

Læs videre