Randi Glensbo

Vi har skudt hverdagen i gang ved at tage morgentørnen med Sander.

Begge forældre skulle hjemmefra før den tid, hvor Sander kan afleveres i vuggestuen. Så vi fik en glad morgen sammen med en veloplagt og klarøjet lille dreng.

Vi var lidt spændte på, hvad Sander ville sige til at blive afleveret i vuggestuen efter en lang påskeferie.

Vi havde ikke behøvet at bekymre os, for der var slet ingen problemer. Vi kunne roligt vinke til ham og gå vores vej. Da vi kom ud, kunne vi se gennem vinduet, at han allerede var i fuld gang med legetøjet på gulvet.

Forleden dag kom posten med en pakke til mig. Den var fra min søster, og den var fuld af ren og skær forkælelse.

Bliver man nogensinde for gammel til at føle en helt barnlig og uforfalsket fryd over at blive fuldstændig møgforkælet? Jeg gør ikke!

Så skal vi til det igen. Urene skal stilles en time frem.

Jeg siger det, som det er – jeg bryder mig ikke om det. Mit indre ur kan ikke finde ud at det.

Det næste halve år kommer jeg for sent i seng – og sikkert også for sent op. Jeg bliver forvirret og irriteret, når lyset udenfor ikke harmonerer med det tidpunkt, uret viser. Jeg kommer til at føle mig i klemme mellem uret og døgnets normale gang.

Jeg vil gerne bede om normaltid, tak.