Blog
Egentlig synes jeg jo, at jeg lige er blevet farmor for fem minutter siden. Alligevel er Sander allerede otte måneder. En dejlig og glad krudtugle på næsten ti kilo og med to tænder i undermunden.
Jeg fatter ikke, hvor tiden bliver af.
Flere bloggere har hjulpet mig med at gøre opmærksom på min indsamling til jordskælvsofrene på Haiti, det er jeg meget taknemmelig for.
Tusind tak til jer, der har omtalt indsamlingen på egen blog og tusind tak til jer, der har givet et beløb til indsamlingen!
Og så lige en lille status: Indsamlingsresultatet er lige nu 650 kroner. Mit erklærede mål er at indsamle 2000kr. – så der er et stykke vej endnu, men vi er godt på vej!
Jeg har startet en indsamling via Dansk Røde Kors til støtte for ofrene for jordskælvet på Haiti.
Min indsamling hedder BLOGGERE HJÆLPER HAITI.
Jeg håber, at I vil gå ind på indsamlingssiden og støtte min indsamlig – eller en af de andre. Der er så forfærdelig hårdt brug for hjælpen.
Nu må det snart være nok. Jeg kan ikke holde til mere lige nu.
Hver gang man ser/hører/læser nyheder, så bliver man nærmest blæst helt omkuld af tragedier, ulykker, katastrofer, vold og brutalitet. Nu trænger jeg til en lille nyhedspause.
Resten af dagen vil jeg gøre alt, hvad jeg kan for ikke at opsøge nyheder af negativ karakter. Jeg orker ikke høre om det, hvis der sker noget uheldigt, ulykkeligt eller uudholdeligt noget som helst sted i verden. Den kvote må snart være brugt op.
Jeg vil meget hellere (gen)se mit nyeste videoklip med Sander. På det lille videoklip sidder Den Søde Dreng i sin stol og pludrer på livet løs. Jeg kan ikke blive træt af at lytte til de søde og sjove pludrelyde og studere hans skiftende ansigtsudtryk. Det kalder smilet frem!
Efter en god gåtur i det smukke men kolde vejr fik jeg en uimodståelig trang til at bage. Så jeg fandt ingredienserne til en plade boller frem og kom i sving. Elvis lå stadig i CD-afspilleren, så han fik en snurretur mere. Så jeg kunne ælte bolledej, mens jeg skrålede med på Return To Sender og Always On My Mind.
I mellemtiden var der indløbet et par nye fotos af Sander på min telefon. Det er altid kærkomment. Nu er billederne blevet studeret meget nøje og Henrik og jeg har haft den sædvanlige snak om, hvem drengen ligner mest på det ene og det andet billede. Det ene øjeblik synes vi, at han ligner sin mor mest, men i næste øjeblik får vi et nyt billede, hvor vi synes, at han ligner sin far mest. En ting er helt sikker – i vores øjne er han bare den sødeste lille dreng, man kan tænke sig. Det kunne da også bare mangle andet. Man synes jo altid inderst inde, at “éns egne” er de sødeste, kønneste og dejligste. På det punkt adskiller vi os vist ikke fra andre bedsteforældre eller forældre for den sags skyld. Min mor brugte et særligt udtryk for det: ” Hver so synes bedst om sine grise”