Jeg byder normaltiden velkommen. Jeg har savnet den.
Mit indre ur stiller aldrig om til sommertid, Det er noget værre rod.
Men nu er der orden i tingene igen, og det indre ur stemmer overens med alle de andre ure.
Blog
Jeg byder normaltiden velkommen. Jeg har savnet den.
Mit indre ur stiller aldrig om til sommertid, Det er noget værre rod.
Men nu er der orden i tingene igen, og det indre ur stemmer overens med alle de andre ure.
I dag har jeg modtaget årets gratis reflekser fra TrygFonden.
Igen i år er det et par spøjse figurer. Denne gang er de lidt uhyggelige – men heldigvis på den sjove måde. De passer perfekt til Halloween.
Mens vi boede i skurvognen, bestilte vi nye sofaer til vores stue. De skulle nok have været bestilt noget før, for leveringstiden har været virkelig lang.
Men endelig langt om længe er de blevet leveret her til morgen.
Det er så spændende, om de nu er, som vi har gået og forestillet os. Om farven på læderet er, som vi har regnet med. Vi har kun set den på en lille læderprøve, så det er lidt af en satsning.
Lige om lidt tager vi pappet af, og så må vi se. Jeg tør næsten ikke.
I går fik jeg en dejlig besked fra min niece.
Hun er blevet mor til en lille pige. Hendes første barn. Min brors første barnebarn. Det er stort og fantastisk og rørende, som det altid er, når en lille ny kommer til verden.
Jeg har set billeder og video – hun er bare kær, den lille.
Et lille menneske – et stort mirakel!
Overskriften kunne antyde, at jeg har en historie om den royale familie i ærmet, men det har jeg altså ikke. Den slags overlader vi til ugebladene. Det her handler om noget helt andet.
Ude i Hesede skov ligger forskellige rigtig pæne huse.
Et af husene minder om et hus, jeg boede i, da jeg var barn. Vi boede der ikke meget mere end et års tid, men jeg har rigtig mange barndomsminder fra lige præcis den periode. Jeg fyldte fem år, mens vi boede der. Huset lå midt ude i en skov, og det var fantastisk at bo der og have hele skoven som legeplads.
Jeg kan huske, at vi børn samlede grankogler i skoven i stor stil. Jeg mener, at mine forældre brugte dem til optænding, når der skulle fyres op i komfuret i køkkenet. Jeg kan også huske fra den tid, hvordan jeg sammen med min storesøster gik det pænt lange stykke vej ad grusvejen hen til vores nærmeste nabo og købte mælk ved stalddøren. Jeg kan huske, at jeg var meget benovet over, at min søster kunne svinge spanden hele vejen rundt i luften uden at spilde en eneste dråbe mælk.
Mange af den slags hyggelige minder dukker op, når jeg går forbi huset i Hesede skov.
Huset hedder Kongehuset. Det er et passende navn til sådan et hus. Der bor vist ikke nogen i det, men det ser ud til, at jægerne benytter huset, når der er større jagter.