Blog
Det plejer ikke at være nogen særlig stor fornøjelse at ordne vaske- og strygetøj.
Men i dag har jeg været i gang med at vaske og stryge babysengetøj. Det var ikke en sur pligt, men faktisk rigtig, rigtig hyggeligt.
Det var en god følelse igen at have mine sønners små babylagner og -dynebetræk i hænderne. Nu er det klar, så mit lille barnebarn kan prøve at sove i det, næste gang han kommer hjem til farfar og farmor.
I aftes sad jeg og så tv-transmissionen fra mindehøjtideligheden for Michael Jackson i Los Angeles.
Michael Jacksons musik er kendt og elsket af flere generationer. Selv om jeg aldrig selv ligefrem har købt en Jackson CD, så kender jeg jo meget af hans musik og kan nynne med på det. I øvrigt kan jeg rigtig godt li’ mange af hans sange. Hvem elsker f.eks. ikke We are The World eller Billie Jean?
Mine sønner kender selvfølgelig også Jacksons musik – meget bedre end jeg. De er jo nærmest vokset op med hans musik i radio, på tv, her, der og alle vegne.
Jeg er overbevist om, at næste generation også vil komme til at kende Michael Jackson og hans musik. Selv om vores lille barnebarn var ganske spæd, da King of Pop døde, vil musikken blive en del af hans liv også.
Michael Jackson’s musik vil leve langt ind i fremtiden.
Som jeg tidligere har været inde på, er der jo noget, der kaldes mormor-mad. Det er alle de der gode gamle, danske retter. Mad som de fleste af os rigtig godt kan li’.
Men der er ikke noget, der bliver kaldt farmor-mad. Og i mit tilfælde er det måske også godt det samme – jeg er i hvert fald ikke nogen ørn ved kødgryderne. Det er der jo retfærdigvis nok en hel masse andre farmødre der er – man skal jo ikke skære alle over én kam. Jeg kan kun tale for mig selv,
Nå, men nu skal det alligevel være slut.
Nu har jeg besluttet mig for at kalde mine gode grahamsboller – efter egen opskrift – for Farmors Grahamsboller.
Sådan! Fra nu af er der altså noget, der hedder farmor-bagværk.
Vi havde besøg af vores søn, svigerdatter og lille barnebarn i søndags.
Vi er selvfølgelig helt fjollede med den lille, og kan sidde i timevis med ham i armene og bare kigge på ham.
Efter besøget snakkede vi om, at det er helt utroligt, så mange minder den lille baby får frem i vores hukommelse, når vi sidder der og betragter ham.
Vi kommer selvfølgelig til at tænke på vores egne tre drenge, da de var små. Det virker som om, det ikke er ret længe siden.
I den forbindelse kommer jeg til at tænke på en stump af en sang, jeg har hørt så tit: “Hvor er tiden, der ta’r os – stjæler ungdommen fra os?” Kunne ikke lige huske, hvem det var, der sang den. Der måtte lidt research til, og det viser sig, at det var Inside The Whale.
Tja, hvor er tiden, der ta’r os?
Jeg må indrømme, at jeg aldrig har kunnet fordrage udtrykket kvalitetstid.
Jeg har altid ment, at det er et begreb, der blev opfundet af folk, der var for lidt sammen med deres børn og derfor havde brug for at bilde sig selv og andre ind, at den smule tid, de tilbragte i selskab med ungerne, var eksta god og meningsfuld.
Kvalitetstid.
Men i dag har jeg alligevel lyst til selv at bruge ordet som overskrift på mit blogindlæg.
Kvalitetstid – det er faktisk lige det perfekte ord til at beskrive min eftermiddag i dag. Jeg har nemlig brugt eftermiddagen på at beundre og nusse mit lille, dejlige barnebarn.