Blog
Som jeg tidligere har fortalt, samlede jeg på Christel tegninger som barn.
Tegningen her er ikke fra dengang, men et genoptryk lavet som kort. Det er min søde søster, der har fundet kortet og sendt det til mig. Jeg kan slet ikke blive færdig med at kigge på det. Jeg er stadig vild med Christel’s tegninger.
Som fødevareallergiker er jeg nødt til at lave stort set al min mad fra bunden. Jeg kan blandt andet ikke tåle mælkeprodukter og bruger derfor tit rismælk, som jeg foretrækker at lave selv. Derfor er jeg nødt til at have en ordentlig blender. Jeg har gennem årene testet mig igennem en hel del blendere af forskellige mærker. Nogle har jeg haft i rigtig lang tid, andre i rigtig kort tid. Den seneste holdt kun i godt og vel tre måneder. Så var den utæt. Og for at det ikke skulle være løgn, var der samtidig en halv lille pakning/dims i min rismælk. Havde der så bare været en hel pakning, så havde jeg da været sikker på, at jeg ikke havde fortæret den anden halvdel. Det er lidt ligesom at finde en halv orm i et æble.
Nå, men jeg har selvfølgelig reklameret over blenderen og også fået en anden. På den nye model jeg fik, var der lavet lidt om på knivdelen, så måske holder den bedre end den gamle. Man har da lov at håbe.
Men nu skal det være slut. Inden den nye blender her står af, skal jeg have researchet ordentligt og fundet frem til verdens bedste blender. Koste hvad det vil. Det må da være muligt at finde en, der både kan blende ordentligt og holde mere end et par måneder – også ved dagligt brug.
Hvis nogen ved hvilken blender, der er markedets bedste, så vil jeg være glad for at få et tip.
I vores lille familie var juleaften i år meget anderledes, end den plejer at være.
For det første var det jo Sanders første juleaften. For det andet var det – på opfordring af et par af de unge i familien – blevet besluttet at ændre vores julekoncept. Det nye koncept dikterede, at der kun var gaver til børnene. Det vil sige til Sander. Nogle af os har haft betænkeligheder ved den nye aftale. Der kan jo være mange argumenter både for og imod. Men da alle jo gerne skulle kunne nyde julen, aftalte vi at prøve den nye julefacon.
Altså var der kun gaver til Sander, alligevel var der fyldt godt op under træet.
Sander – der i dagens anledning var fint klædt på i nissekostume – var virkelig julens midtpunkt – og højdepunktet kom, da han skulle åbne sine gaver. Han var så sød og glad. Han sad der helt klar og koncentreret og kæmpede for at åbne sine pakker. Papir og bånd var et hit. Med lidt hjælp fik han åbnet gaverne og det var virkelig en fryd at give ham gaver. For han kiggede så glad og interesseret på alle tingene og gav sig med stor iver i kast med at undersøge de nye fine legesager, der gemte sig under papiret.
I det hele taget var Sander en glad og mild lille julenisse, der gik fra favn til favn. Der var ikke mangel på arme, der rakte ud efter ham. Det var en glæde at opleve hans første juleaften sammen med ham!
For nogle dage siden mødte jeg en dame, der bor her på vejen. Hun var i selskab med sit knapt treårige barnebarn. Hun ved godt, at jeg har et barnebarn på et halvt år. Hun nikkede hen imod sit eget barnebarn og sagde til mig: “I har noget at glæde jet til, når jeres bliver så stor”.
Den bemærkning har jeg gået og tygget lidt på. Det var absolut venligt ment, og jeg har heller ikke ondt nogen steder over det, der blev sagt. For der er jo netop så meget, man kan gå og glæde sig til. Jeg har da også af og til taget mig selv i at gå og fable om, at det bliver sjovt, når vi kan opleve dit og dat med Sander.
Der er bare det ved det, at jeg meget hellere vil koncentrere mig om at nyde ham præcis, som han er lige nu. Der er jo en udvikling i gang, der i forvejen går så lynende stærkt. Så hvis man også hele tiden er et skridt foran og glæder sig til det næste og det næste, så risikerer man da bare at miste fokus på det, der er at opleve og nyde lige her og lige nu.
I dag har jeg hængt min julekortholder op. Årets første julekort lå nemlig i postkassen. Kortet var fra to mennesker, som vi deler noget meget, meget dyrebart med – vores fælles barnebarn. Kortet var fra Sanders mormor og morfar, og nu hænger det og pynter på væggen i vores køkken.