Blog
Se lige engang, hvor fin en gave jeg har fået med posten. Jeg har været så heldig at vinde to gulternede viskestykker i en GiveAway hos Eva.
Viskestykkerne er i sig selv pæne – men se så lige hvor meget, der er gjort ud af at gøre gaven ekstra indbydende. De små træklemmer er da bare så søde. Det er lige til at blive i godt humør af at få sådan en gave. Tusind tak til Eva!
I dag er vinterjakken alt, alt for varm.
Solen skinner, og soldyrkerne sidder med lukkede øjne og opadvendte ansigter. Jeg har set en ung mand i Cabriolet med cool ansigtsudtryk og vind i håret. Jeg har observeret en stor flok motorcyklister på landevejen. De var måske på vej til Bakken?
Nu tror jeg på det – foråret!
I starten af firserne havde Henrik og jeg hvert sit job, to små børn og en noget anstrengt økonomi. Det med økonomien ville vi gerne forsøge at rette lidt op på, så vi fik noget hjemmearbejde. Så kunne vi bruge vores sparsomme fritid på at prøve at tjene lidt ekstra håndører.
Vi syede JacoForm sko. De var meget, meget populære i 70’erne og 80’erne. Måske især blandt pædagoger og folkeskolelærere?
Vi var på besøg på fabrikken en eftermiddag, hvor vi blev instrueret i, hvordan skoene skulle syes. Og så fik vi ellers 100 par med hjem. Vi havde en måned, så skulle de være færdige. Så vi syede i hvert ledigt minut. Det var hårdt ved fingrene at sy i det kraftige læder. Begyndelsen og afslutningen på syningen var lidt speciel. Den kunne jeg ikke rigtig hitte ud af at lave. Men det kunne Henrik. Så det blev hans del af arbejde, så syede jeg det ind imellem.
Da vi havde syet de 100 par mørkebrune fodformede sko, havde vi tjent godt og vel trehundrede kroner. Og vi havde brugt mange timer. Så vi indså, at det nok ikke var noget, der kunne hænge sammen i det lange løb. Men vi fik afleveret skoene, og de blev godkendt. Og vi var en erfaring rigere. De følgende år kunne vi ikke se et par mørkebrune JacoForm sko uden at smile lidt ved tanken om, at det måske var et par, vi havde syet.
Nu bliver skoene ikke syet i Danmark længere. Det arbejde er vistnok flyttet til Polen. Man ser ikke den klassiske fodformede JacoForm model så meget i gadebilledet længere, men man ser den da. For et par år siden var de endda ved at blive lidt kultagtige og blev lavet i forskellige fancy farver. Jeg ved ikke, om den fornyede interesse har lagt sig igen, eller der stadig er lidt retromode over skoene?
Bedst som man lige var begyndt at tro på lun vind og forårssol, så blev det gråvejr og snuskregn. Men lidt regn og pytter er da i orden, for det giver mig nemlig lejlighed til at lufte en af mine små Christel tegninger.
Er hun ikke bare sød? Jo hun er, og det er min søster også, for det er hende, der har sendt mig kortet med tegningen.
Som jeg fortalte i går, står der erantis og vintergækker og lyser op ude i haven.
Vi har fået dem af min far. Han døde for næsten ni år siden. Men hvert forår, når vores erantis og vintergækker kommer frem, opfatter jeg dem som en kærlig hilsen fra far. Jeg kan se ham for mig, som han så ud den forårsdag, da han energisk greb en spade og gravede de små forårsbebudere op ude i sin egen have for at give dem til os.
De blomster, vi fik dengang, er blevet til mange flere i årenes løb, så nu er der et helt blomsterflor, der under æbletræet. Den smukkeste, kærlige hilsen fra min far. En hilsen, jeg glæder mig til hvert forår.