Der er mange ting, jeg ikke forstår.
En af dem er, hvordan det kan gå til, at man kan sætte sig i stolen hos frisøren, kigge hendes spejlbillede dybt i øjnene og sige, at håret skal klippes, så det lige “slipper skuldrene” – det skal stadig have så meget længde, at det kan samles i nakken – for så fyrre minutter senere at gå ud af døren med hår, der kun godt og vel dækker ørerne.
Kender I det? Jeg gør. Og det skyldes altså ikke noget med nogle usædvanligt lange øreflipper – for det har jeg ikke.
