Blog
Det er vist ingen hemmelighed, at jeg er meget, meget glad for vores japanske kirsebærtræ.
Det er så smukt, når det blomstrer, men jeg synes også, det er smukt en vinterdag som i dag, hvor hver en gren og hver en kvist er tyk af sne.
I det hele taget så der fantastisk ud udenfor i morges med sne i et forskønnende lag over det hele.
Midt i november købte vi en saftpresser. Den blev pakket ud, vasket af og sat ind i skabet. Der stod den åbenbart meget godt, for først i dag har vi fået afprøvet den.
Vi har en del æbler fra haven liggende, som skal bruges til noget fornuftigt, mens de stadig er forholdsvis friske. Så i dag har vi haft gang i saftpresseren og har lavet den dejligste, økologiske æblejuice.
Maskinen fungerer upåklageligt, og juicen smager virkelig dejligt. Endnu en gang kan vi konstatere, at hjemmelavet meget ofte er det bedste.
Vi er således enige om, at den friskpressede juice er besværet værd, men vi er også enige om, at der ikke kommer friskpresset juice på bordet her i huset hver dag, for rengøringen af maskinen er ærligt talt ikke klaret med et snuptag. Det burde egentlig ikke komme bag på nogen, for sådan er det jo næsten altid med de smarte køkkenmaskiner, man lige pludselig synes, at man ikke kan undvære.
Når man er mæt af julemad, godter og familiehygge, er det tid til at lade op i selskab med en god bog.
Jeg glæder mig til at læse Liza Marklunds seneste og angiveligt sidste krimi. Hun skriver jo rasende godt, og det er rigtig ærgerligt, at hun nu har indstillet forfatterkarrieren.
Det går lidt trægt med juleforberedelserne her i huset. Jeg stresser lidt ved tanken om alt det, der ikke er i orden endnu. Energien kører på lidt for lavt blus i øjeblikket, så det hele går ikke så hurtigt, som jeg kunne ønske. Men med små skridt i den rigtige retning går det vel. Det plejer jo altid at blive jul alligevel.
I går bagte jeg småkager. Bare en enkelt slags. Vi er ikke de store småkagespisere, så det må række.
Gaverne er også købt.
Jeg håber, at jeg får fingre i et par økologiske juleænder igen i år. De kan godt være svære at få fat i, men jeg satser på, at det lykkes. Snart går andejagten ind.
For nogle måneder siden læste jeg et sted på nettet om RAM’N – en helt genial ramme til børnetegninger. En virkelig pæn træramme, som man meget nemt kan sætte tegninger i – den ene ovenpå den anden faktisk. Når en ny tegning skal i rammen, trykker man den bare ind ovenpå den forrige. Rammen kan rumme 50 tegninger. Så ved man, hvor de er – virkelig smart.
Jeg blev straks forelsket i rammen. Det var sådan en, jeg gerne ville have haft, dengang mine børn producerede en lind strøm af fine tegninger. Men den fandtes ikke dengang.
Jeg skyndte mig at købe en ramme, for så har jeg den, når mit barnebarn af og til forærer mig en flot tegning, han har lavet.
Lige nu har jeg sat mit fine ark med Christels kravlenisser i rammen. Jeg synes, at det ser ganske hyggeligt ud, og man kan jo sagtens bruge rammen til andet end børns kunstværker.