Blog
I dag blev min nye Wall+Mesh opslagstavle fra Don’t Go Out leveret. Den skal selvfølgelig op at hænge på væggen, men lige nu står den på skænken i køkkenet.
De første opslag er på plads, for jeg kunne slet ikke vente med at se, hvor fint det blev.
Opslagstavlen er så pæn i sig selv. Den er i egetræ og passer perfekt i vores køkken, hvor vi har spisebord og stole i samme træsort. Jeg er så glad for den.
Det er dejligt med lidt nyt til hjemmet. Somme tider er det bare en lille ting, der skal til.
Indtil 1975 tænkte jeg ikke så meget over Luciadagen. Jeg havde da set Luciaoptog på skolen som barn, men havde ikke rigtig bidt mærke i, hvilken dato det var Luciadag.
Den 13. december 1975 blev min ældste søn født, og siden har jeg været helt klar over, at netop den dag er Luciadag.
Jeg glemmer aldrig Luciaoptoget på barselsgangen på Roskilde Sygehus den eftermiddag for 41 år siden. Når man lige er blevet mor, er de store følelser i spil. Det er sikkert derfor, at optoget og sangen den dag gjorde så stort indtryk på mig. Det blev et ekstra smukt og stemningsfuldt minde fra en i forvejen stor og lykkelig dag.
I dag har jeg også set Luciaoptog. Sanders klasse, 1.T gik Luciaoptog på skolen, og de var så søde og dygtige.
Indlægget er sponsoreret.
Somme tider bliver man overrasket. Det blev jeg forleden dag. Jeg ledte efter en dispenser til pakketape. Pakketape kan være svært at håndtere, synes jeg. Det klæber fast på de forkerte steder. Det klæber fast på de forkerte tidspunkter. Det klæber fast til sig selv og er ikke til at filtre ud igen. I det hele taget driller det bare. Jeg har et værre hyr med det, hver gang jeg skal bruge det, og har egentlig længe ønsket mig sådan en smart hånddispenser, som man let og elegant kan sætter tape på med, når man skal sende en pakke, eller lukke en flyttekasse. Jeg troede faktisk, at sådan en fætter var dyr, men det skulle vise sig, at man ret billigt kan erhverve sig en hånddispenser hos Engelbert Strauss. Det var en positiv overraskelse – og snart kan pakketapen bare komme an.
Der var flere overraskelser, da jeg kiggede mig lidt omkring i webshoppen. Egentlig troede jeg bare, at jeg ville finde alt muligt til gør det selv-folket og så ellers arbejdstøj, sikkerhedssko og den slags. Det var der skam også det hele. Og meget mere. Jeg var slet ikke på udkig efter tøj, men blev jo nysgerrig efter at se, hvad der var. Og så viste det sig, at der var både undertøj og t-shirts i økologisk bomuld. Det var jo noget, der kunne få sådan en som mig til at kigge en ekstra gang, og der var da også en T-shirt, som nok snart lander hjemme hos mig. Jeg så mig lidt lun på den i gammelrosa(her), der er en af mine yndlingsfarver. Jeg har i øvrigt også fundet lækre T-shirts i økologisk bomuld her.
Nu har jeg jo berettet om min flyskræk her på bloggen, så nu må det være på sin plads at fortælle, at jeg trods alt også har oplevet noget ret sjovt i forbindelse med en flyvetur.
Vi var på vej hjem fra Madeira. Mellemlandede i Lissabon. Vi var lige landet og skulle med en bus ind til terminalen. Bussen var propfuld, så der var nogle stykker, der stod op. Det var to-tre unge mænd. Af en eller anden grund var der helt stille i bussen, mens vi ventede på at komme afsted. Pludselig hørte vi en høj, klirrende lyd. Alle kigge selvfølgelig derhen, hvor lyden kom fra.
Lyden kom fra en af de unge mænd, der stod i midtergangen. Det, der havde klirret, lå nu ved hans fødder, hvor vi allesammen kunne se det. Det var et helt sæt bestik.
Den unge mand havde åbenbart haft lyst til at få en souvenir med hjem fra ferien, og hans valg var faldet på flybestikket. Han har nok lige haft stukket det indenfor jakken. I hvert fald afsløredes hans udåd der i bussen. Han blev knaldrød i kinderne, men grinede selv med, da et latterbrøl rullede gennem bussen.
Kendisbloggerne har for alvor indtaget blogland de senere år. Er man kendt – eller gift med en, der er – har man potentiale til lynhurtigt at kunne stable en populær og velbesøgt blog på benene. Jeg har studeret fænomenet det seneste års tid og har fundet ud af, at det ikke er så afgørende, om man kan skrive eller ej. Det er slet ikke det, det handler om. Det handler om, at læserne åbenbart hungrer helt vildt efter små detaljer fra de kendtes privatliv. Alt det man før i tiden kun fik indblik i, hvis man købte de såkaldte sladderblade.
De penge kan man godt spare i dag. Hvis man vil vide noget om de kendte og knapt så kendte, kan man bare læse kendisblogs.
Næsten dagligt kan man læse “nyheder” i avisernes internetudgaver, som er hentet direkte fra de kendtes blogs, eller Instagram-/Facebookprofiler. Sladderjournalisterne og paparazzierne behøver ikke længere at ligge på lur bag hækken og holde øje med kendisserne. De behøver bare at følge dem på de sociale medier, så får de nyhederne serveret både i tekst og billeder.
Heldigvis er der også stadig mange rigtig gode blogs skrevet af helt almindelige mennesker, der har noget på hjerte – og der dukker hele tiden nye op. Jeg har fornylig opdateret min liste over blogs, jeg selv følger fast. De får allesammen mine bedste anbefalinger.