De første 100 dage

Når en amerikansk præsident har siddet 100 dage i embedet, bliver der altid lavet en status. Man kigger på, hvad præsidenten har præsteret i løbet af disse 100 dage.

Når der skal laves sådan en status over store statsmænds første 100 dage i embedet, så skal der da også gøres status over mit barnebarns resultater i løbet af hans livs første 100 dage. Mindre kan sandelig da ikke gøre det.

Hvad har han så præsteret, den lille Sander? Helt grundlæggende  har han passet sit arbejde med at spise og sove.  Han er vokset godt, han sover igennem om natten. Han kan trille fra mave til ryg. Han smiler og pludrer. Med andre ord – han er lige efter tabellen.

Så langt så godt – men han kan mere endnu. Forleden dag havde han f.eks. indtalt en besked på sin farfars og farmors telefonsvarer. Vi havde været ude at handle, og da vi kom hjem, var der en besked på svareren. Det viste sig at være Sander, der diskede op med den dejligste babypludren. Hold da op, hvor han snakkede. Hele båndet ud. Det var simpelt hen så sødt. Det blev aflyttet flere gange, og vi nænnede næsten ikke at slette det, næste gang vi skulle bruge telefonsvareren. Tænk engang, at den lille trold selv kan lægge en besked – og endda en besked, der er til at forstå. Vi havde ikke vanskeligt ved at opfatte budskabet. Det gik tydeligt igennem, at han sagde : “Jeg har det rigtig, rigtig godt”.

I disse første 100 dage af sit liv har Sander taget tjansen som familiens samlingspunkt og foretrukne samtaleemne. Som første mand af en ny generation i vores lille familie nyder han  temmelig stor opmærksomhed. Han har charmeret os alle med sit rolige væsen og sine kære smil, som han gavmildt deler ud af.

Sammenfattende er der kun at sige, at lille Sander har bidraget med en masse positivt i vores familie i løbet af sine første 100 dage. Vi er allesammen så lykkelige for ham.

Læs videre

Babysitter for en sovetryne

I aftes var Henrik og jeg babysittere. Søn og svigerdatter skulle en tur i biografen, og farfar og farmor ville da hellere end gerne passe lille Sander!

Ja, nu skrev jeg ganske vist, at vi passede ham. Det er på en måde at overdrive lidt. For indsatsen bestod faktisk bare i at give ham sutten et par gange. Det var jo ikke det helt store projekt.

Sander blev lagt i seng af sin mor og far, før de skulle afsted, men han nåede ikke at falde i søvn. Men da han havde ligget og hyggesnakket lidt med sig selv og som nævnt fået sutten, lagde han sig til at sove, og vi hørte ikke mere til ham. I dag har jeg  fået at vide, at han sov igennem, som han plejer.

Er det ikke bare en dygtig dreng, hva’?

Læs videre

Babysnak over telefonen

Hvis ikke jeg var glad for min mobiltelefon før, så er jeg det da i hvert fald nu.

Næsten hver dag indløber der nye fotos af mit dejlige barnebarn på mobilen. Hvis ikke de kommer kvikt nok, rykker jeg for dem.

I dag har vi så startet en helt ny leg, guldklumpen og farmor. Vi har talt i telefon sammen. Han pludrer på livet løs, den lille. Det lyder jo simpelt hen så sødt, så farmor her – og også farfar – bliver helt bløde i knæene.

Læs videre

Dagen derpå

I dag har vi gået og snakket en hel masse om, hvor hyggeligt det var at passe barn i aftes.

Vi er rørende enige om, at det var en dejlig oplevelse og et stort privilegium, at få betroet ansvaret for den dejlige lille dreng for en aften.

Vi er også enige om, at vi gerne stiller op som babysittere igen. Hellere end gerne!

Læs videre

Den gamle babyseng

Vi havde frygtet at vores sønners lille babyseng var blevet ødelagt, da vi sidste år fik konstateret skimmel på vores loft, hvor den var gemt af vejen.

Heldigvis viste det sig, at vi havde pakket sengen så forsvarligt ind i plastik, at den var helt uskadt.

Nu har Henrik haft travlt med at slibe og male sengen, og den er blevet rigtig fin.

Oprindelig var den gul. Den er jo fra de farveglade 70’ere. Dengang var en gul babyseng vældig smart. Det gik stadig an med den gule farve, da vi brugte sengen til vores to yngste i 80’erne.

En gul seng er måske knapt så smart nu i 2009. I hvert fald ville vi gerne friske den lidt op.

Nu er sengen hvid og helt klar til at blive taget i brug af vores lille barnebarn. Forhåbentlig kommer der flere børnebørn efterhånden, som også kan putte i den lille seng, når de er hjemme hos farfar og farmor.

Læs videre