Min niece havde selv lavet bordkortene til barnedåben i søndags.
Jeg synes, at de er så fine.
Blog
Det mindste af mine uundværlige dejfade blev smadret ved et lille uheld i går. Jeg har et stort dejfad til hvedebrødsdej og et kæmpestort til rugbrødsdej.
Det var altså det mindste, der gik i stykker. Det havde et par små skår i forvejen, så jeg var ikke for alvor ked af, at jeg nu var nødt til at få et nyt. Det skulle bare være samme slags som det gamle.
Så i dag var det afsted til Isabella Smiths butik på Hesede Hovedgård, hvor jeg har købt dejfadene Der var heldigvis adskillige eksemplarer af den ønskede størrelse på hylden, så der kan stadig bages i det lille hjem.
Jeg har siddet og kigget lidt på mine billeder fra vores tur til Grønland forrige sommer.
Billedet herover er taget på gaden i Nuuk. Et amerikansk filmhold var på besøg i byen i forbindelse med optagelserne af 2. sæson af realityserien Ice Cold Gold. Et par stykker fra filmholdet bliver interviewet til et indslag på en grønlandsk tv-kanal.
Ice Cold Gold er blevet vist på Animal Planet. Jeg har ikke set serien, men det var en pudsig oplevelse pludselig at støde på sådan et par guldgravertyper på gaden.
Som jeg fortalte fornylig, har jeg besluttet, at jeg skal se at få læst nogle flere bøger.
Jeg er i fuld gang og læser på livet løs.
Lige nu læser jeg Fruen kommer i dag – hvor Cecilie Frøkjær interviewer Lise Nørgaard. Ellen anbefalede bogen fornylig, og jeg lovede mig selv at læse den snarest. Det var en god beslutning, for bogen er både velskrevet, god og virkelig underholdende.
Jeg læser bogen som e-bog. Mofibo kører en kampagne, hvor man kan læse gratis i 14 dage. Efter prøveperioden koster abonnementet 99 kroner om måneden. Nu snupper jeg i første omgang de 14 dages gratis læsning, og så må vi se.
Foreløbig glæder jeg mig til at læse videre i Fruen kommer i dag.
Sne er jo dejligt. Når man så kan få sne og sol samtidig, så er det da bare tiptop.
Vi gik en god tur i formiddags og nød både sne og sol i fulde drag.
Det gælder bare om at være hurtig og komme ud og nyde sneen, mens den er der, for den er sikkert snart væk igen. Det drypper allerede fra hver en gren derude, men jeg satser på at snøre støvlerne og gå en tur i sneen igen i løbet af eftermiddagen.