Blog
Forleden dag kørte vi for Sander og hans far, da Sander skulle i vuggestue.
Vi var heldige at få en parkeringsplads, hvorfra vi kunne se over til institutionens indgangsparti.
Sander og hans far steg ud af bilen, Sander fik sin lille rygsæk på ryggen og så gik de to. Det vil sige, Sander gik to skridt – vendte sig og vinkede til os – gik to skridt – vendte sig og vinkede til os – og sådan fortsatte han hele vejen over til døren.
Åh, hvor var det sødt og rørende.
Jeg er blevet færdig med at læse Astrid & Veronika. Den var fantastisk. Meget rørende. Jeg indrømmer gerne, at mit blik var en kende sløret, da jeg læste de sidste sider i bogen.
Det fik mig til at tænke på dengang omkring 1970, da jeg som meget ung pige var i biografen for at se Love Story. Det var jo en virkelig tåreperser. Og jeg småtudede da også stadig, da jeg kom ud fra biografen.
Min far var kommet for at hente mig og spurgte, hvad der var i vejen. Jeg fortalte ham, at filmen havde været så sørgelig, og at det var derfor jeg snøftede. Min far lod mig vide, at han ikke kunne forstå, at jeg ville bruge penge på at komme til at tude sådan.
Ja, jeg tudede virkelig over den film, og nu sidder jeg og smiler ved mindet om min fars ord.
Her sidder jeg – på Sydsjælland. Udenfor er det tåget og lidt koldt.
I morges fik jeg en hilsen fra Bahamas og nu har jeg lige fået en hilsen fra et sneklædt Østrig.
Sådan nogle hilsner ikke – det smager da lidt af fugl.
Ganske, ganske lidt.
Det er et helt projekt at få iklædt sig alt det nødvendige tøj, når man vil ud og nyde vintervejret. Når jeg skal ud og gå i denne tid, har jeg så meget tøj på, at jeg dårligt nok kan få armene ind til kroppen. Der er jo ikke noget ved at være ude, hvis man fryser, vel?
Der, hvor vi gik i går, var der lige lovlig glat, syntes vi, så vi gik en anden vej i dag. I stedet for at gå på stisystemet og cykelstien gik vi ud, hvor der er marker og frit udsyn. Hvis vi troede, at der var mindre glat, så tog vi godt nok fejl. For glat det var der. Vi gik på en tyk skorpe af is hele vejen. Men det lykkedes heldigvis for os at holde os oprejst hele vejen.
Og selv om vi kom på glatis, så var det en dejlig tur. Sådan nogle snedækkede marker og solen, der får sneen til at lyne, blinke og glitre – det er altså noget, der kan gøre mig blød i knæene. Hvor er det smukt.
To sovemorgener i rap. To dage hvor morgente blev til formiddagste.
En rigtig langsom, afslappet og god start på det nye år. Lige hvad jeg trængte til.
i morgen er det hverdag igen – det er også dejligt.