Blog
Hvis nogen skulle tro, at det er kedeligt at bo i vores lille stationsby på Sydsjælland, så kan de godt tro om igen.
Se bare skriften på væggen i tunnellen under landevejen, der går gennem Holme-Olstrup.
Jeg har længe ønsket mig et cafesæt til at placere omme i vores gård. Der har vi en skyggefuld plet, hvor der lige kan stå sådan et sæt.
For et stykke tid siden fandt jeg et sæt, der så fint ud, på DesignFund.dk. Jeg bestilte og ventede spændt.
Jeg fik lidt bange anelser, da jeg hentede pakken, for den bar præg af at have være håndteret en smule hårdhændet. Om det var derfor, at den ene stol var skæv, vides ikke. Men skæv var den, og sættet levede i det hele taget ikke op til mine forventninger.
Jeg var slet ikke i tvivl om, at det sæt skulle sendes retur, så jeg kiggede på fakturaen, jeg havde fået i min mailbox og fandt ud af, at jeg skulle kontakte Shoppartner.dk – det var nemlig dem, der tog sig af alt det praktiske omkring handlen på webshoppen.
Så jeg sendte en mail til Shoppartner og fik nærmest omgående svar. Svaret fik mig næsten til at falde ned af stolen af overraskelse. I mailen skrev den ene af indehaverne nemlig, at han jævnligt kom forbi her omkring, hvor jeg bor, så hvis det passede mig, ville han dreje forbi og hente cafesættet. Det passede mig fint, og vi aftalte lynhurtigt dag og klokkeslet.
Præcis på det aftalte tidspunkt svingede en bil ind i indkørslen og et øjeblik eftet lå cafesættet i bilens bagagerum. Jeg fik et stort smil og besked om, at pengene, jeg havde betalt for cafesættet, ville blive tilbageført til min konto snarest. Sådan!
Næste morgen stod pengene på min konto.
Jeg må sige, at selv om cafesættet ikke levede op til mine forventninger, så var handlen en positiv oplevelse.
Regnen siler stille ned. Det har den gjort stort set siden engang i nat, og hvis man skal tro vejrudsigten, så vil det forsætte sådan resten af dagen.
Faktisk kan jeg rigtig godt lide sådan en regnvejrsdag. Især når den ikke kommer på tværs af mine planer. Det gør den ikke i dag. Så jeg hygger mig med indendørs sysler, mens jeg kigger ud på regnen.
Sådan en dag er den perfekte bagedag, så jeg rørte en dej sammen i formiddags. Så kan den stå på køkkenbordet og hæve og boble og udvikle skønne smagsnuancer, indtil det passer mig at bage engang henad spisetid. Jeg sværger til tålmodighed og lange hævetider – smagen bliver helt fantastisk.
Jeg behøver jo ikke glo på dejen, mens den hæver, så der har været tid til andre huslige sysler også. Det er som om, de indendørs gøremål glider lettere, når regnen siler ned udenfor vinduerne – måske fordi man ikke går og ærgrer sig over ikke at kunne være ude?
Sander og hans far kom en tur forbi forleden dag. Jeg gik udenfor og fjernede noget ukrudt – ubrudt, som Sander siger. Sander ville gerne hjælpe mig og gik til arbejdet med stor iver – i et minut eller to indtil hans opmærksomhed blev fanget af et fint sneglehus.
Lidt efter fandt han endnu et sneglehus, og før vi havde set os om, havde vi otte små, fine sneglehuse. Sander lagde dem sirligt på rad og række, og vi talte dem omhyggeligt. (Da jeg fotograferede sneglehusene, da Sander var taget hjem, var der kun seks tilbage.)
Sander glemte sine højtelskede solbriller, og han og hans far kom dagen efter for at hente dem. På det tidspunkt var der til Sanders utilfredshed kun fire sneglehuse tilbage i rækken. Det kunne han ikke helt forstå.
I fredags, da vi var til bedsteforældredag i børnehaven, tog Sander os med på en rundtur for at se hele den store legeplads, der hører til børnehuset. Vi skulle se og prøve det hele.
På et tidspunkt skulle vi forcere en stejl skrænt. Det var en høj græsklædt jordvold. Der var trådt en smal og ujævn sti opover skrænten. Jeg har temmelig meget højdeskræk, og vil helst ikke stige op på noget, der er ret meget højere end en stol, så jeg sagde hurtigt, at der troede jeg altså ikke, at jeg kunne klatre op.
Sander og Farfar var allerede et godt stykke oppe og Sander kiggede sig over skulderen og sagde engleblidt:” Prøv, Farmor. Du kan godt!”
Så positive forventninger var jeg selvfølgelig nødt til at leve op til, så jeg skød hjertet op i livet, holdt blikket stift rettet mod stien – så jeg undgik at kigge ned i “afgrunden” – og steg op til de to, der ventede oppe på toppen. Sander sagde glad og anderkendende : ” Det kunne du godt!”
Nu var det jo ikke ligefrem ekstremsport – vi befandt os trods alt på en børhehaves område, men alligevel var det en god følelse, at gøre noget jeg egentlig ikke rigtig turde. Når man nu ikke har hverken B.S. Christiansen eller Chris MacDonald til at coache sig, så er det godt, at man har et barnebarn, der kan klare jobbet.