Om at vælge halvt i blinde

I sidste uge var jeg hos optikeren. Mine briller har længe trængt til at blive skiftet ud, og nu syntes jeg ikke, at jeg kunne trække den længere.

Det tog lang tid hos optikeren. Øjnene blev fotograferet, og der blev målt tryk. Så skulle jeg selvfølgelig synstestes for at finde frem til den rigtige styrke på de nye brilleglas. Der er også en bygningsfejl på det ene øje, der skal tages hensyn til. Så alt i alt tog det en rum tid, før vi nåede frem til de optimale glas.

Det var den nemme del.

Nu skulle der vælges brillestel.

Hjemmefra havde jeg via nettet forelsket mig i et bestemt stel. Det havde man selvfølgelig ikke hjemme. Efter lang tids søgen fandt optikeren et stel, der i størrelse og udformning var sammenligneligt med det, jeg havde udset mig. Det kunne ikke bruges. Det var for stort til mit ansigt. Øv.

Så begyndte vi forfra. Jeg prøvede mange stel. Virkelig mange. Og langt om længe fik jeg udvalgt de to, som jeg syntes nogenlunde om – kun nogenlunde, for jeg havde ikke glemt det stel, som jeg oprindelig ønskede mig.

Nu er der gået lidt over en uge, og jeg har så småt glemt, hvordan de nye briller helt præcist ser ud. Jeg er spændt på at se dem, og spændt på, om jeg også synes om dem, når jeg kan se ordentligt. De blev sådan set valgt halvt i blinde, for man kan jo ikke have de briller på, man skal bruge for at se tydeligt, mens man prøver nye briller.

Jeg satser på, at optikerens gode råd kombineret med det, jeg trods alt kunne se, har resulteret i et nogenlunde fornuftigt valg.

Læs videre