Randi Glensbo

Forleden dag mødte jeg på min gåtur en kvinde med fire-fem småbørn. En af børnene sagde (om mig) : “Det’ Tims mor”. Han fik at vide, at det var det altså ikke. Hans spurgte: “Hvem er det så”, og jeg hørte, at han fik at vide, at “Det er en dame”.

Næste dag da jeg gik tur igen, lød der pludselig en lille stemme bag mig: “Du er Tims mor”. Det var ham den lille fyr fra dagen før. Jeg fortalte ham, at jeg altså ikke er Tims mor. Han svarede: “Det troede jeg”. Han spurgte, hvad jeg hed og fik at vide, at jeg hedder Randi. Jeg spurgte så, hvad han hed. Han hed Malthe.

I dag traf jeg så kvinden, som Malthe fulgtes med den første gang, vi mødtes – jeg går ud fra, at hun er dagplejemor. Vi vekslede lige en bemærkning om Malthe. Vi syntes jo, det var lidt sjovt, at han blev ved med at forveksle mig med ham der Tims mor. Jeg nævnte, at Tims mor jo ellers måtte være betydeligt yngre end jeg – og fik at vide, at hun er 37.

Se, det tager jeg som en kompliment! At tænke sig, at blive forvekslet – endda to gange – med en kvinde på 37!

Tak lille Malthe, du har reddet min dag!!

Her til morgen var det første punkt på dagsordenen en tur til Centrallaboratoriet på Næstved Sygehus for at få taget et par rutinemæssige blodprøver.

Jeg kommer der regelmæssigt med ret korte mellemrum, så jeg er temmelig vant til det. Alligevel hader jeg det af et godt hjerte. De er ellers søde og flinke derinde – personalet. Jeg er heller ikke spor bange for at få taget prøverne, det regner jeg ikke for noget.

Det, der er nedtrykkende og gør, at jeg har sådan en ulyst til at møde op på laboratoriet, er mødet med de  mange alvorligt syge mennesker. Man sidder der i venteværelset sammen med en masse mennesker, hvoraf mange skal videre til de forskellige afdelinger på sygehuset for at få behandling. Der kommer mange for at få taget blodprøver, før de senere på formiddagen skal i kemo-behandling.

Selv om faktisk alle i venteværelset for det meste tager det hele med tilsyneladende godt humør, kan det gøre mig meget forstemt at se og tænke på al den sygdom. Den følelse sidder i mig hele dagen hver gang, der har været blodprøver på programmet.

Sådan en tur på sygehuset giver stof til eftertanke. Besøget derinde sætter fokus på, hvor skrøbelige  vi mennesker egentlig er og hvor meget man skal huske at værdsætte det, hvis man har et bare nogenlunde  godt helbred.