Blog
Da jeg stod og strøg noget tøj forleden dag, fik jeg tilfældigvis fat i en lidt speciel gammel bøjle.
Det, der gør bøjlen til noget særligt i mine øjne, er den lidt særprægede dekoration.
Vores mellemste søn fik, da han var omkring tre år, fat i bøjlen og et stempel i et ubevogtet øjeblik. Resultatet af den kombination ses på billedet. Heldigvis havde han ikke stemplet på andre ting.
Sådan kan man pludselig huske 30 år tilbage midt i strygetøjet.
Da jeg var ude at gå i formiddags, gik jeg med næsen i sky. Jeg kunne nemlig ikke lade være med at gå og kigge op, for himlen var så flot.
Den var blå og med de smukkeste snehvide skyer.
En rask gåtur under sådan en smuk himmel – og så endda med sol på kinderne – er en af de gratis hverdagsglæder, der giver mit humør et nøk opad.
Det gælder om at få noget ud af tiden. Også ventetiden.
Lige nu glæder jeg mig over, at der trods alt kom noget godt ud af, at jeg brugte min dag på at vente rigtig, rigtig længe på en opringning.
Som jeg fortalte tidligere på dagen, nåede jeg en masse rengøring.
Så huset er rent, og jeg har lige taget nybagte boller ud af ovnen. Jeg rørte dejen sammen i formiddags, mens jeg stadig regnede med, at ventetiden ikke blev så lang. Jeg tænkte, at jeg nok lige kunne nå at røre en dej. Det kunne jeg sagtens. Det og meget mere.
Så nu har jeg både et rent hjem og nybagte boller. Ikke helt dårligt.
Øjenlægen ringede endda også – klokken 16.15, så ventetiden var trods alt ikke forgæves.
Mit helbred driller mig lige lovlig meget for tiden, så der er ikke overskud til ret meget.
Heldigvis var der tidligere på dagen overskud nok til at tage en tur i skoven. Når jeg går derude, glemmer jeg det, der driller, og overgiver mig til bare at nyde naturen. Det er godt for humøret, og når humøret bliver bedre, bliver alting bedre.
Så afsted med os. Vi travede en rask tur på de isglatte stier i skoven og nød den friske luft og det blege solskin.
Billedet viser den store hængebøg ved indgangen til Paradishaven.
Glatte veje er jo som regel ikke noget, man er særlig glad for, når man er nødt til at begive sig ud i trafikken.
Jeg var da heller ikke særlig vild med det, da jeg listede mig forsigtigt af sted i mørke og glat føre på vej til Næstved Sygehus her til morgen.
Jeg skulle en tur ind på sygehusets centrallaboratorium og have taget nogle rutinemæssige blodprøver.
Da jeg nåede frem, viste det sig, at snevejret og de glatte veje også kunne være en temmelig stor fordel. For i det venteværelse, der plejer at være stuvende fuldt, allerede når laboratoriet åbner, var der næsten ikke et øje. Der må nok være nogen, der er blevet enige med sig selv om at udsætte laboratoriebesøget til en anden dag.
Der var stort set ingen ventetid, så i løbet af nul komma fem havde jeg fået taget mine prøver og kunne begive mig ud i trafikken igen. Denne gang med næsen vendt hjemad.
Det passede mig storartet, at jeg ikke skulle tilbringe ret mange minutter på laboratoriet, det er nemlig ikke ligefrem mit yndlingssted. Jeg har ikke noget imod at få taget blodprøverne, det er selve stedet, der gør mig i dårligt humør.
Der er ikke noget, der er så galt, at det ikke er godt for noget.