I mit barndomshjem blev der altid sagt at: “Det er godt at ha’ noget til gode – bare det ikke er øretæver”.
Det er sikkert ikke fordi jeg har hørt den bemærkning rigtig tit, men jeg har en forkærlighed for at ha’ noget til gode. Altså sådan at forstå, at jeg ynder at gå og gemme lidt på ting, at glæde mig til dem. Et eksempel kan være, at jeg køber en bog, jeg ønsker mig. Jeg begynder bare ikke at læse den lige med det samme, men går og hygger mig lidt med forventningens glæde. Den – forventningens glæde – skal man iøvrigt ikke kimse af, den er sommetider den eneste man får! Nå, men sådan har jeg altså en tilbøjelighed til at gå og varme mig ved tanken om at at have noget godt i vente.
Nogen gange tager det overhånd. For eksempel når jeg går rundt med et gavekort til Interflora i tasken i et halvt år. Det har jeg lige præsteret. Netop i dag har jeg indløst et blomster-gavekort, jeg fik til min fødselsdag. Og jeg havde fødselsdag i februar. Og jo, jeg har skam købt blomster i mellemtiden.
Jeg ved ikke rigtig, hvorfor jeg har det på den måde – sådan at gå og gemme på sådan et gavekort for eksempel. Jeg tror det er noget med, at jeg på den måde føler, at jeg strækker glæden. Opsparer en lille glædeskapital.
I dag var så dagen, hvor jeg indløste mit gavekort og hjembragte de smukkeste roser i den sarteste blegrosa nuance. Åh, hvor er de smukke. De var værd at vente på.