I går da jeg passede mit barnebarn, havde vi en lille “episode”.
Jeg havde puttet drengen i barnevognen og gik en lille tur for at lulle ham i søvn. Han lå nede i vognen og pludrede og alt var godt. Så jeg gik og gik.
Da vi var kommet et stykke vej hjemmefra begyndte han at græde. Jeg tilbød ham hans sut, men den ville han i hvert fald ikke ha’. Jeg prøvede at berolige ham, men der var ikke rigtig noget, der hjalp. Så der var ikke andet at gøre end at vende næsen hjemad.
Hvor kan vejen – og tiden – føles lang, når en baby græder helt utrøsteligt. Nå, jeg satte det lange ben foran, så vi kunne komme hjem og jeg kunne tage ham op og trøste ham.
Undervejs gik der et par damer foran os på fortovet. “Vi må vist hellere flytte os” sagde den ene, da hun hun hørte “sirenen”. (Muligvis havde hun også bemærket mit lettere desperate ansigtsudtryk :-)) Jeg undskyldte, at vi kørte med fuld udrykning og skyndte mig hjem med den lille.
Endelig kunne jeg tage ham op af barnevognen. Vi svedte begge to – han af at græde og jeg af at løbe så stærkt (og vistnok også lidt af stress). Det viste sig, at den arme dreng havde en stor bøvs siddende på tværs. Den slap ud, da han kom op på armen, og så var han glad igen og roen genoprettet. Et øjeblik senere sov han sødeligt i sin barnevogn.
