Godt selskab

Jeg nyder at lade mig opsluge af en rigtig god bog. Bare sådan en halv time af og til. Eller meget gerne mere, hvis der er tid.

I øjeblikket læser jeg andet bind af Stieg Larsson’s trilogi – Pigen der legede med ilden. Nøjagtig som første bind er den nervepirrende spændende.

Jeg læste første bind sidste år. For at strække den gode oplevelse med de tre bøger Larsson har skrevet, har jeg ventet så længe, jeg overhovedet kunne, med at begynde på andet bind. Forventningens glæde skal man ikke kimse af. Alligevel er jeg ikke helt sikker på, at jeg kan vente lige så længe, før jeg går i gang med tredie bind.

Man er i godt selskab, når man er fuldstændig opslugt af en bog. Man glemmer alt sit eget og er helt til stede i bogens univers. Skønt!

Læs videre

Nips

Alle, der kender mig, ved, at jeg ikke er ret vild med nips.

Jeg bryder mig ikke så meget om at have nipsting stående. Jeg elsker kønne ting, men de skal helst ha’ en funktion. Jeg er ikke til figurer og den slags, der bare står og “ser ud”.

Da alle ved det – og respekterer det – er jeg sædvanligvis forskånet for at få nips til jul og fødselsdag.

Sidste år oplevede jeg så undtagelsen, der bekræfter reglen.

Vi – Henrik og jeg – fik lige pludselig en dag hver en pakke af vores søn og svigerdatter.

Vi pakkede op  –  og kiggede glade på hinanden. Der skulle nemlig ikke meget fantasi til at regne ud, hvad indholdet af de to pakker betød.

To glascylindere med fyrfadslys i toppen. De er jo temmelig almindelige. Men indholdet!

Tja, indholdet betød selvfølgelig, at der var et barnebarn på vej. Så pludselig kunne jeg alligevel godt blive glad for en nipsting.

Stik imod alle mine “principper” står de to små bamsefiduser stadig her på skrivebordet. De gik jo hen og blev symboler på en meget lykkelig begivenhed i vores familie.

Læs videre

Sæsonens sidste

I aftes kom min søde mand ind fra haven med sæsonens sidste jordbær fra eget jordbærbed. Dem havde han plukket til mig.

De blev nydt med andagt på en af husets kønneste tallerkener.

Jordbærrene var lidt små i det, som de tit er sidst på sæsonen, men som de dog smagte!

Måske var det, fordi det var årets sidste, at de smagte så godt? Lidt ligesom den sidste lakrids i posen – den er også altid den bedste af dem allesammen.

Nå, men selv om de her jordbær smagte “efter mere”, så er der altså ikke flere i denne omgang.

Der har været mange i år, så vi skal absolut ikke klage.

Læs videre

Fra min opslagstavle

Mens jeg gik og ventede spændt på at blive farmor, sendte min søster mig dette helt pragtfulde kort.

Konen på kortet er en rigtig bedstemor, som bedstemødre så ud, da jeg var barn. Jeg synes, hun er skøn.

Jeg ved ikke, om man kan se det på billedet, men der hvor der står: DET SVINGER – har min søster tilføjet: – FOR FARMOR I HOLME-OLSTRUP.

Jeg blev så glad for det kort. Jeg fryder mig stadig over det, hver gang jeg kigger på min opslagstavle.

Læs videre

Til minde om ….

I vores have har vi nogle forskellige planter, som vi har fået af den ene og den anden. Sådan er det vist for de fleste haveejere. Man får en stikling her og en håndfuld frø der.

Alle de planter, vi har fået forærende, har en særlig betydning for os. Vi kan gå rundt i vores have og kigge og udpege de enkelte gaver, vi har fået.

Særlig stor betydning for mig har nogle syrenbuske i vores have. Dem fik vi som nogle ganske små aflæggere hjemme fra mine forældres have for mange år siden. Nu er de små aflæggere blevet til et par enorme buske, og mine forældre har jeg  desværre ikke længere. Netop nu i år har vores mellemste søn fået aflæggere fra de selvsamme syrener til hans have, som han er ved at anlægge. Vi blev så glade for, at han havde lyst til at få aflæggere fra netop de syrener, som oprindelig kom hjemme fra hans mormor’s og morfar’s have.

Et andet sted i vores have myldrer det hvert forår  med erantis. Når de kommer frem, tænker jeg på dem som en kærlig hilsen fra min far.  Det var nemlig ham, der gravede nogle op hjemme i sin egen have og forærede mig. Siden er de blevet til rigtig mange.

Et andet sted i haven står en høstanemone, som vi også passer ekstra godt på. Den er en aflægger, vi har fået af min svigerfar, som heller ikke lever længere.

Når vi glæder os over – og værner om – de planter (eller noget andet), vi har fået af mennesker, vi har mistet – så synes jeg, det er en anerkendelse af det, de mennesker betød for os.

Planterne bliver på den måde et smukt symbol på, at vi stadig har dem, vi mistede, med os videre frem i livet.

Læs videre