Blog
Så er julemåneden her.
Hvis jeg skulle have været i tvivl om, at december var på vej, så kunne jeg bare kaste et blik på bloggens besøgsstatistik. Det mest læste indlæg de senere uger er det gamle indlæg om juleklip fra firserne skarpt forfulgt af indlægget om mere juleklip fra firserne.
Det er hyggeligt, at de gamle indlæg stadig bliver læst, og at nogen måske finder inspiration i det gamle juleklip.
Lige for tiden er det gamle indlæg om den lille nissepige fra firserne et af de mest læste indlæg på min blog.
Jeg er selvfølgelig glad for, at historien om nissepigen bliver læst, og kvitterer for interessen ved også at lægge et billede af hendes tvillingebror på bloggen. Selv om han er en gammel nissedreng efterhånden, er han da stadig ret sød.
Jeg har lige læst en lidt sjov artikel med overskriften Pålægsmaskinen – hvor blev den af? Artiklen er en del af en hel serie om “forsvundne” ting og sager på Bolius.dk.
Brød- og pålægsmaskinen fra EVA blev ifølge artiklen produceret fra 1953 til 1988.
Jeg har haft sådan en brødmaskine siden 1979. Eller – det er faktisk ikke min. Henrik havde den med sig, da vi flyttede sammen. Han havde fået den af sin mor, da han flyttede hjemmefra i 1972.
Vi har skåret mange, mange rugbrød i skiver på den maskine i årenes løb. Og vi skærer stadig vores rugbrød på den. Der er ingen slinger i valsen. Brødmaskinen skærer lige så fint, som den altid har gjort.
Der står i artiklen, at brødmaskinen er med på retrobølgen og bliver solgt/købt på DBA for mellem 100 og 350 kroner. Vi ville ikke sælge vores for nogen pris.
Vi ville slet ikke kunne undvære den.
Sander har fået en retro lampe til sit værelse. Det er lampen fra hans fars gamle børneværelse.
Vi købte lampen til sønnikes værelse, allerede inden han blev født. Det var dengang, der gerne måtte være farver på alting og dengang, man godt kunne finde på at hænge en rød lampe op i børneværelset, selv om man ikke vidste, om det var en pige eller en dreng, man ventede.
Da vi senere flyttede til nyt hus, fulgte lampen med og kom til at hænge i sønnikes nye værelse.
Lampen blev aldrig skiftet ud, så den hang der stadigvæk, da værelset ikke længere var et decideret børneværelse men et teenageværelse. Den hang der endnu, da ungerne var fløjet fra reden, og værelset var blevet til gæsteværelse.
Vi skiftede først lampen ud i forbindelse med, at vi satte huset i stand. Vi nænnede ikke at smide den ud. Det er jo ingen hemmelighed, at jeg har svært ved at smide mine børns aflagte ting ud, og desuden er den slags lamper jo blevet moderne igen.
Nu får lampen nyt liv i Sanders nye værelse. Det er da genbrug på den allerbedste måde.
Det er lidt sjovt, når man opdager, at ting, man har haft siden man var barn eller ung, pludselig bliver smarte igen. De er gammeldags på den fede måde og bliver kaldt retro.
Igennem nogen tid er bøjler som de tre på billedet dukket op rundt omkring. Folk køber dem åbenbart på loppemarkeder og i genbrugsbutikker og synes, at de er sjove eller pæne.
Jeg fik de tre bøjler af min mor, allerede da jeg var barn. Vi havde rigtig mange af den slags bøjler derhjemme dengang. De blev nemlig sammen med mange andre fine ting lavet i ergoterapien på det psykiatriske plejehospital, hvor begge mine forældre arbejdede, og kunne erhverves for en billig penge.
Som barn syntes jeg, at bøjlerne var rigtig flotte. Jeg kunne godt lide de forskellige farver og mønstre. Siden synes jeg vist nok, at de var grimme, men heldigvis tog jeg dem med, da jeg flyttede hjemmefra. På et tidspunkt begyndte jeg at værdsætte dem igen, fordi de er et minde fra barndommen.
Nu er de så blevet retro.