Test af ny udgave af gammel kending

exomegacontrol

Jeg har modtaget produkterne som gave fra Pierre Fabre.

Lad det være sagt med det samme – jeg bryder mig ikke om, når hudplejeprodukter, jeg er glad for, bliver lavet om. Så tænker jeg, if it ain’t broke, don’t fix it.

Når jeg så finder ud af, at de nye produkter faktisk er ekstra naturlige og alle fås i steril tube, så man helt undgår konserveringsmidler, så bliver jeg alligevel interesseret.

Jeg har i en del år i perioder brugt produkterne fra Exomega-serien til atopisk hud fra A-Derma og været glad for dem. Efter råd fra en hudlæge veksler jeg mellem forskellige hudplejeprodukter, og Exomega-serien har længe været en af mine favoritter.

Nu er produkterne i serien blevet omformuleret. Serien hedder nu Exomega Control. Produkterne er udviklet til atopisk hud men er også rigtig gode, hvis man bare har lidt tør hud, der trænger til lidt ekstra pleje.

Exomega Control produkterne beskrives som så effektive, at en enkelt daglig påsmøring er nok. Det vil det måske også være for de fleste, men min knastørre, eksemplagede hud kan ikke klare sig med det – i hvert fald ikke på denne tid af året. Her må jeg nok vælge seriens lidt federe creme, hvis en daglig påsmøring skal række.

Jeg synes ikke, at jeg kan sætte fingeren på nogen markant forskel på produkterne før og efter omformuleringen, men måske viser der sig en forskel ved længere tids brug. Det vigtigste er, at produkterne stadig er gode og behagelige at bruge. Dog synes jeg, at de nye produkter lugter en lille smule anderledes end de gamle. Jeg er meget følsom overfor den slags, og har ved flere lejligheder droppet hudplejeprodukter, fordi jeg ikke brød mig om lugten af dem. Produkter uden parfume kan let lugte en lille smule “kemisk”, og jeg foretrækker absolut produkter, der har en helt neutral “duft”. Folk, der er mindre følsomme overfor duft/lugt end jeg, vil sikkert ikke bemærke noget.

Læs videre

Mig og min mobiltelefon

ANNONCE / Samarbejde med Mobilcovers.dk.

Det er ingen hemmelighed, at jeg har et ret afslappet forhold til min mobiltelefon. Det skal forstås på den måde, at jeg ikke nødvendigvis altid har min mobiltelefon på mig, når jeg forlader hjemmet. I mange situationer gider jeg ikke blive forstyrret af en kimende telefon, og så er det nemmest bare at lade den blive hjemme. F.eks har  jeg næsten aldrig min telefon med, når jeg er ude at gå tur. Jeg går primært for at få motion, men også for at få lidt tid helt uforstyrret i mine egne tanker. Der kan selvfølgelig være situationer, hvor jeg venter et opkald, og så tager jeg naturligvis telefonen med. Og lige præcis der, har jeg haft et problem. Om sommeren, når man er udendørs uden overtøj, hvor skal man så gøre af telefonen? Der er meget af mit sommertøj, der ikke er lommer i, og hvor gør jeg så af min telefon – eller mit kamera og mine nøgler for den sags skyld? Det problem er løst nu.

For nogle uger siden blev jeg kontaktet af Mobilcovers.dk med et tilbud om at teste nogle af deres produkter. Jeg kastede et blik på webshoppen og opdagede en masse tilbehør til mobiltelefoner, som jeg ikke anede, man kunne få. F.eks fandt jeg et løbebælte, hvor man kan opbevare sin telefon, mens man løber – eller går. Det er et smalt bælte, der næsten ikke fylder noget. Der er to lommer i bæltet, så man også kan medbringe sine nøgler, uden at de ridser mobilen. Det er da smart. Det varer lidt, før sommertøjet skal på igen, men jeg nyder allerede tanken om at være blevet det lille irritationsmoment med manglende lomme til telefonen kvit.

En anden ting, jeg faktisk har manglet til min telefon, er en holder. Min telefon plejer at ligge lidt rundt omkring, hvor jeg lige får lagt den. Derfor er det også sket af og til, at jeg har rendt og ledt efter den, fordi jeg har glemt, hvor jeg har lagt den. Flere gange har jeg lagt den ned i en skuffe og glemt alt om det. Det er ikke så smart. Jeg har kigget efter mobilholdere rundt omkring, men har ikke kunnet finde en, der både var pæn og til at betale. Men hos Mobilcovers.dk fandt jeg en fiks lille holder i træ. Jeg har haft holderen nogle uger nu, og jeg er rigtig glad for den. Den er pæn at se på, synes jeg, og min telefon har nu fået en fast plads, så jeg altid nemt kan finde den. Det er meget nemmere at få fat i telefonen, når den står i holderen, end når den ligger fladt på bordet. Meget praktisk kan telefonen også oplades, mens den ligger i holderen.

Gem

Gem

Gem

Gem

Gem

Læs videre

Mod forventning er jeg blevet glad for vaskeolie

Alle, der læser med her ved jo, at jeg har problemer med min hud. Eksem.

I et godt stykke tid har eksemet været ret pænt under kontrol undtagen på hænderne. Ingen af de plejeprodukter, jeg har prøvet det seneste års tid, har for alvor hjulpet på mine hænder.

Heldigvis giver jeg ikke så let op. Jeg bliver ved med at lede og prøve nye produkter.

For nogen tid siden fik jeg lejlighed til at teste en vaskeolie, og en fugtighedscreme, XeraCalm A.D. fra Avéne. Produkterne er beroligende og kløedæmpende, samtidig med, at de hæmmer inflammation og styrker hudbarrieren. Alt det eksemhud har brug for.

Da eksemet egentlig var i ro undtagen på hænderne, besluttede jeg mig for kun at bruge de nye produkter på hænderne.

Det var lidt af en overvindelse for mig at begynde at bruge en vaskeolie til mine hænder i stedet for almindelig fast sæbe. Jeg sværger nemlig til fast sæbe, og har tidligere prøvet en vaskeolie, som jeg bestemt ikke brød mig om at bruge. Men jeg blev positivt overrasket. Vaskeolien er virkelig mild og dejlig at bruge.

Fugtighedscremen er også rigtig god. Lige så god som de 2-3 andre foretrukne mærker, jeg skifter imellem.

Resultatet efter en lille måneds test af de to produkter er, at huden på hænderne har fået det bedre. Jeg har stadig eksem på hænderne, men mindre end før, og jeg er blevet så glad for vaskeolien, at den helt sikkert vil være at finde på mit badeværelse fremover.

Læs videre

Status efter et par ugers brug af Bioderma Atoderm Intensive

Nu har jeg brugt Bioderma Atoderm Intensive creme i godt og vel to uger, og det er på tide at gøre status over testens resultater.

Status er, at mit eksem på kroppen er reduceret en hel del. Flere steder er det faktisk helt væk. Det betyder, at mit forbrug af stærk hormoncreme til behandling af eksemet også er reduceret. Det er virkelig godt.

Mit eksem er værst i ansigtet og på halsen,  og der har cremen ikke gjort den store forskel – endnu. Jeg er fortsat optimistisk, for når huden er så medtaget af eksem, som min ansigtshud er, tager det selvfølgelig tid at ændre situationen.

Når man har haft eksem så længe, som jeg har, er man godt klar over, at der ikke findes mirakelkure, og at intet kan kurere eksemet med et snuptag. Så jeg væbner mig med tålmodighed og håber, at cremen efterhånden vil bedre min huds tilstand – også i ansigtet.

Faktisk er jeg ikke helt glad for at bruge cremen i ansigtet. Jeg synes ikke, at den føles helt så behagelig i brug, som den creme, jeg plejer at bruge. Men jeg har tit svært ved at vænne mig til nye plejeprodukter, og da cremen har haft så god effekt på huden på kroppen, ville det være dumt ikke at fortsætte med den.

Så jeg fortsætter. Jeg er rigtig, rigtig glad for de resultater, jeg allerede har opnået og er spændt på, hvad cremen kan gøre for min hud på længere sigt.

Læs videre

Spændende test af ny creme til tør/atopisk hud

Jeg har jo haft atopisk eksem hele livet. Der har været gode perioder, hvor jeg næsten ikke har mærket noget til eksemet, og der har været dårlige perioder, hvor eksemet har fyldt alt, alt for meget i hverdagen.

De senere år har eksemet været slemt og uden pauser. Somme tider har jeg været ved at blive desperat. Egentlig har jeg jo for mange år siden accepteret, at jeg har eksem, men jeg kommer nok aldrig til at acceptere at have det så dårligt, som jeg har det i de værste perioder.

Da jeg var ung, prøvede jeg mange forskellige former for alternativ behandling for at blive eksemet kvit, men intet hjalp. Så i stedet for har jeg i mange år brugt mine kræfter – og penge – på at behandle eksemet så effektivt som muligt med de gængse behandlingsmetoder, men i de senere år er der altså ikke rigtig noget, der for alvor har hjulpet.

Jeg er altid på udkig efter nye hudplejeprodukter, der er beregnet til eksem og sart hud og er aldrig bleg for at prøve nye produkter. Så da jeg nu har fået mulighed for at teste en creme, som jeg ikke har prøvet før, kaster jeg mig glad og gerne ud i forsøget.

Cremen er ret ny på det danske marked. Den er fra Bioderma og hedder Atoderm Intensive. Jeg har læst om en anden med svær eksem, der har haft virkelig god gavn af  cremen, så jeg krydser fingre for, at den også kan hjælpe mig. Belært af tidligere erfaringer forsøger jeg at lade være med at lade de positive forventninger løbe helt af med mig, men jeg glæder mig faktisk ret meget til denne her test.

Foreløbig har jeg testet, om min hud i det hele taget kan tolerere cremen – og det kan den godt.

Læs videre