Læst i februar 2023

laestifebruar2023

I løbet af februar har jeg læst de seks bøger på billedet. Det er som altid vidt forskellige genrer – sådan kan jeg godt lide at læse.

Den tavse kvinde af Trude Teige. Bogen er fjerde selvstændige bind i den norske krimiserie om journalisten Kajsa Coren.

Kajsa holder stadigvæk orlov fra jobbet på Kanal 4. Familiens hverdag er mærket af eftervirkningerne af den voldsomme afslutning på sagen om tyskerdrabet i Losvika, hvor de bor.

Da en lokal kvinde findes dræbt, bliver Kajsa opfordret til at dække sagen for en avis, og det tilbud kan hun ikke modstå.

Jeg bliver mere og mere glad for denne serie. Den tavse kvinde er virkelig spændende, og tager desuden fat på flere forskellige alvorlige og vedkommende temaer.

Patienten af Trude Teige. Bogen er femte selvstændige bind i serien om Kajsa Coren.

En patient på et psykiatrisk hospital hvisker kort før sin død i 1993 til sin søster: “De dræber folk her.”

Patienten, der blev kaldt Krøsus, havde været indlagt på stedet i over 50 år. En af de få, der lærte ham at kende, var en niårig pige. Hun hed Julia og var datter af en af sygehusets psykiatere. Ni år senere forsvandt Julia sporløst og blev aldrig fundet.

Patienten er – præcis som seriens andre bøger – rigtig spændende. Det er en sammensat historie, og forbrydelserne står i kø. Som altid sker der en hel masse i Kajsa Corens liv – både professionelt og privat – og endnu en gang kommer hun under stort pres.

Emmas bog af Katrine Wessel. Bogen er 9. bind i den dejlige serie om Winther-dynastiet fra Trondhjem.

Frederik Winther og Emma Moen er begge flyttet til Kristiania. Emma forsøger at komme på afstand af ting i hendes fortid, der tynger hende. Frederik har et ønske om at slippe væk fra de tunge forpligtelser, der hviler på hans skuldre. Begge ønsker at starte på en frisk, men da de mødes igen, blusser kærligheden imellem dem op endnu en gang.

Det er ingen hemmelighed, at jeg er rigtig glad for serien om Winther-familien. Jeg glæder mig til hver ny bog i serien, og er indtil videre ikke blevet skuffet. Emmas bog er som de andre bøger i serien fuld af romantik, drama og intriger.

Fem år senere af Rebecca Serle.

Dannie har styr på alting. Hun lægger planer for alt – og fører dem ud i livet. Hun er advokat, og i overensstemmelse med de omhyggelige planer sikrer hun sig drømmejobbet. Samme dag bliver hun forlovet med David.

Aftenen efter forlovelsen falder Dannie i søvn og drømmer en mærkelig drøm. Faktisk føles det slet ikke som en drøm. Det føles virkeligt – men bare fem år ude i fremtiden.

Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal mene om denne her roman. På den ene side set tror jeg ikke ret meget på den slags historier, hvor folk angiveligt får et smugkig ind i fremtiden. På den anden side set …

I hvert fald synes jeg, at Fem år senere er en meget, meget fin fortælling om ægte venskab.

Den italienske sommer af Rebecca Serle.

Da Katy mister sin mor, Carol, går hun helt i sort. Hendes mor var hendes bedste ven. De havde planlagt at rejse sammen til Positano i Italien. Carol havde tilbragt en dejlig sommer der som ung og ville gerne vise sin datter byen.

Katy beslutter sig for at tage afsted alene for at se det sted, som hendes mor holdt så meget af.

Jeg er lidt splittet, når jeg skal give udtryk for min mening om romanen. For jeg kan ikke rigtig overgive mig til magien og tro på, at Katy kunne møde en ung og levende udgave af sin afdøde mor. På den anden side set forstår jeg selvfølgelig hensigten med fortællingen. Og hvis man kan lade sig rive med af magien, er det en meget fin fortælling fuld af kærlighed.

De bedste familier af Kim Blæsbjerg.

I 1953 flytter Cheminova sin fabrik fra Sjælland til Vestjylland. Ingeniøren Jørn og hans kone Karin og deres lille datter flytter med og tager hul på et nyt kapitel i livet.

Niels har tidligere arbejdet i landbruget, men bliver nu ansat på den nye fabrik. Han og hans kone Margrethe drømmer om en større og bedre lejlighed og i det hele taget en tryggere og bedre tilværelse for dem selv og deres tre børn.

De to familiers veje krydser hinanden via fabrikken, og de to kvinder lærer hinanden at kende og bliver efterhånden veninder.

I begyndelsen er der ingen, der rigtig forholder sig til det kemiske affald, som fabrikken leder direkte ud i havet. Ej heller ikke til de forgiftninger, som arbejderne jævnligt oplever. Efterhånden bliver de skadelige effekter af giftstofferne dog så tydelige, at de ikke længere kan bortforklares.

De bedste familier er en stor og meget stærk læseoplevelse. Bogen er velskrevet og karaktererne står så skarpt og troværdigt, at man næsten synes, at man kender dem personligt, når man vender de sidste sider i bogen. Efter endt læsning har jeg svært ved at slippe romanens personer. Jeg ville gerne vide, hvordan det gik dem videre frem. En stor og tankevækkende roman, der angår os alle.

Læs videre

Læst i januar 2023

laestijanuar2023

I løbet af januar har jeg læst bøgerne på billedet. Som sædvanlig har jeg bevæget mig lidt rundt i forskellige genrer.

Fix din fordøjelse af Tine Jørgensen og Jane Faerber. Forskellige fordøjelsesproblemer kræver forskellige løsninger. I denne bog får man hjælp til at identificere årsagen til netop sine problemer – og en konkret handlingsplan til at løse dem, så man ikke bliver slave af sin mave. Med afsæt i både videnskaben og sine erfaringer med at udrede hundredvis af klienter gennemgår Tine Jørgensen i letforståeligt sprog og med en befriende humor de hyppigste fordøjelsesproblemer og præsenterer en skræddersyet 3-trins plan til dem hver.

Glem alt om kedelig skånekost uden smag og struktur. Opskrifterne er udviklet af den kendte kogebogsforfatter og madblogger Jane Faerber, som har fået maksimal velsmag ud de tarmvenlige principper.

Gå godt af Mikael Kamber handler om, hvordan vi kan genfinde gangtempoet. Både i hverdagslivet og i en større sammenhæng, og gåture i selskab med inkarnerede fodgængere som blandt andre Bente Klarlund, Tor Nørretranders og Rane Willerslev føjer nye og overraskende perspektiver til vigtigheden af at gå.

Det var fint at få bekræftet, hvor godt det er for et menneske at gå. Det gavner både kroppen og sindet. Bogen er spækket med fakta om, hvad gåturene gør for den, der går. Den emmer af godt humør og gåpåmod.

De dødes sommer af Trude Teige er tredje, selvstændige bind i krimiserien om tv-journalisten Kajsa Coren.

Kajsa holder fri fra jobbet på Kanal 4 og er taget hjem til sin barndomsby Losvika for at arbejde på en bog, hun har planer om at skrive. Bogen skal handle om, hvad der skete med nogle af de unge kvinder fra lokalsamfundet under Anden Verdenskrig. Kajsa er i gang med sin research, da et drab ryster det lille bysamfund. En ældre mand findes død i en båd, der driver rundt i fjorden.

Jeg kan godt lide Kajsa Coren og serien om hende, ligesom jeg også synes rigtig godt om Trude Teiges fortællestil.

Den forsvundne søster af Lorna Cook. Handlingen foregår i to tidsspor.

Da øen Guernsey i 1940 invaderes af nazisterne, er to søstre fast besluttet på at gøre oprør på enhver tænkelig måde. Men da de bliver tvunget til at tage imod en tysk soldat, er de chokerede over at finde et kendt ansigt på deres dørtrin – en barndomsven, som nu er blevet deres fjende.

To generationer senere i 2016 vender Lucy tilbage til Guernsey efter en fjern kusines død. Mens hun gør det gamle familiehus klar til salg, opdager Lucy en kasse med håndskrevne sedler, hvor ét ord skiller sig ud: modstand.

Jeg synes tit rigtig godt om fortællinger i to tidsspor, og i dette tilfælde er fortælleformen lykkedes virkelig godt. Begge spor fangede mig, og undervejs lærte jeg nyt om tiden under anden verdenskrig.

Et godt nyt år af Malin Stehn.

Nytårsaften forsvinder 17-årige Jennifer. Uvidende om det mareridt, der venter hende i det nye år, skåler hendes mor Lollo nytåret ind med sine gamle venner, Nina og Malena.

Da forældrene vågner med både moralske og fysiske tømmermænd er deres værste mareridt blevet til virkelighed.

Hold da helt op – sikke et brag af en spændingsroman. Jeg var fuldstændig opslugt, mens jeg læste den. Bogen er virkelig godt skrevet og karaktererne meget troværdige. Tempoet er højt.

Inde i husene af Grit Niklasson er en novellesamling. Novellerne tegner fine små portrætter af mere eller mindre almindelige mennesker – på godt og ondt. Novellerne fletter sig lidt ind i hinanden, da beboerne i rækkehusene naturligvis interagerer mere eller mindre med hinanden. Det giver en rigtig fin sammenhæng i læsningen. En tankevækkende lille bog, som jeg har hygget mig med at læse.

Elven af Rosa Liksom er en barsk og gribende fortælling om at være barn og på flugt – og være adskilt fra sin familie. Historien fortælles af den knapt fjortenårige pige og er kendetegnet ved nøgterne observationer og beskrivelser af både mennesker, omgivelser og hændelser. Der tegnes et billede af en pige, der tager meget ansvar og på nogle områder er blevet tidligt voksen. Men også af en klog, stærk og handlekraftig pige på tærsklen til voksenlivet.

Læs videre

Fra en bogbloggers hverdag #16

fraenbogbloggershverdag#16

Den seneste uges tid har jeg været ramt af svimmelhed og kvalme og har slet ikke kunnet være oppe. Så jeg har tilbragt de fleste af dagens timer liggende på sofaen. Det har desværre været umuligt for mig at benytte mig af tiden på sofaen til at få læst en masse. For så snart jeg har taget læsebrillerne på, er svimmelhed og kvalme blevet endnu værre. Til gengæld har jeg fået kigget rigtig meget ud gennem vinduet og set, at havens småfugle har meget travlt med at tjekke redekassen i vores japanske kirsebærtræ ud. Det milde vintervejr må have givet dem forårsfornemmelser i utide.

Først nu kan jeg så småt læse en lille smule igen og arbejde lidt ved computeren. Desværre kun kort tid ad gangen. Men lidt er bedre end ingenting. Alt i alt er det er en noget vingeskudt bogblogger, der skriver her i dag. Men jeg håber, at det snart bliver meget bedre, så jeg kan få læst og anmeldt en masse bøger igen.

Læs videre

Læst i december 2022

laestidecember2022

Der har ikke været så meget tid til læsning i løbet af december. Men fire bøger er det da blevet til:

En ny begyndelse af Sue Moorcroft.

Juletiden vækker altid den lille landsby Middledip til live, og Georgine elsker julen. Men siden hendes ekskæreste forlod hende – og ikke nok med det, men også overlod hende en altoverskyggende gæld – har Georgine kæmpet for at få enderne til at mødes.

For at holde tankerne  væk fra bekymringerne kaster hun sig ud i at arrangere juleforestillingen på den lokale musikskole.

En ny begyndelse er en rigtig sød, charmerende og underholdende fortælling. Tonen er let og uhøjtidelig.

Udsigt fra en malkeskammel af Frank Erichsen i samarbejde med Susanne Sayers. Bogen er illustreret af Theresa Maria Jessing, der er gift med Frank Erichsen.

I Udsigt fra en malkeskammel deler Frank Erichsen personligt og usentimentalt sine tanker om, hvordan en radikalt anderledes tilgang til livet ikke bare er nødvendig for planeten, men måske også for os selv. Den grønne omstilling kommer nemlig til at kræve forandringer overalt i samfundet, men det begynder og slutter hos os selv.

Jeg har virkelig nydt at læse Udsigt fra en malkeskammel. Jeg er stor fan af tv-programmerne om Frank og Kastaniegaarden, og bogen falder fint i tråd med programmerne. I bogen uddyber Frank sine holdninger til selvforsyning, forbrug og bæredygtighed. Hans begejstring for de ting, han beskæftiger sig med, skinner som altid klart igennem, og det gør ham til en suveræn formidler.

Kære Kabul af Simi Jan.

Da Taliban indtager Kabul i august 2021, og reportere og indbyggere flygter ud af landet, vælger Simi Jan at rejse den modsatte vej.

Hun er drevet af dyb kærlighed til et land og dets folk, hvis historie er vævet sammen med hendes egen.

Korrespondent Simi Jan skriver sig i bogen helt ind under huden på læseren. Hun rapporterer ikke bare om en verdenshistorisk begivenhed. Hun fortæller med hjertet om et land og et folk, hun personligt er stærkt knyttet til. Hun fortæller om sit eget liv og hvordan, privatlivet påvirkes af hendes arbejde. Læseren får indblik i, hvad det er, der driver hende til gang på gang at forlade sit trygge liv i Danmark, sin mand og sine børn for at rejse til verdens brændpunkter og fortælle os andre, hvad der virkelig sker.

En rigtig dame af Heidi Kølle Andersen. Novellesamlingen byder på 15 korte fortællinger om kvinder i alle aldre.

Sproget er blomstrende, let og uhøjtideligt. Karaktererne er både troværdige og genkendelige og de korte fortællinger tankevækkende. Novellerne slynger sig elegant ind i hinanden, og der serveres overraskelser undervejs.

En rigtig dame er en fin lille bogperle, som jeg varmt vil anbefale.

Læs videre

Fra en bogbloggers hverdag #15

fraenbogbloggershverdag#15

Selv om min blog i de senere år er blevet en decideret bogblog, er der i denne tid nogle andre indlæg end boganmeldelserne, der også tiltrækker rigtig mange læsere.

På bloggen ligger der nemlig nogle gamle indlæg om juleklip fra firserne, og de to indlæg er hvert år op mod jul meget populære. Hvis du også er interesseret i juleklip fra firserne, finder du de to indlæg her og her.

Læs videre