Blog
Mandag igen.
En ny uge med nye planer, nye gøremål og nye forhåbninger og drømme om, hvad der kan presses ind i sådan en uge.
En uge, der er skudt i gang med solskin og mild forårsluft. Opgaver der allerede er taget fat på.
Godt begyndt er halvt fuldendt.
Påskedagene er gået alt for hurtigt. Sådan en række fridage er jo dejlige, og næsten ikke til at give slip på igen.
Vi har ikke nogen egentlige påsketraditioner i vores familie. Vi ser fra år til år, hvad vi vil bruge påskedagene til og nyder, at der ikke er fastlagte planer eller forventninger at leve op til. Sidste år samlede vi hele banden til påskefrokost, det har vi ikke gjort i år.
I går tog vi en tur til Fyn og besøgte vores ældste søn og nød det i fulde drag.
Jeg nyder rigtig meget at have alle mine børn samlet engang imellem. Det er så hyggeligt. Jeg nyder lige så meget, at være sammen med børnene enkeltvis. Det er nemlig også så hyggeligt.
Se lige engang, hvor fin en gave jeg har fået med posten. Jeg har været så heldig at vinde to gulternede viskestykker i en GiveAway hos Eva.
Viskestykkerne er i sig selv pæne – men se så lige hvor meget, der er gjort ud af at gøre gaven ekstra indbydende. De små træklemmer er da bare så søde. Det er lige til at blive i godt humør af at få sådan en gave. Tusind tak til Eva!
I dag er vinterjakken alt, alt for varm.
Solen skinner, og soldyrkerne sidder med lukkede øjne og opadvendte ansigter. Jeg har set en ung mand i Cabriolet med cool ansigtsudtryk og vind i håret. Jeg har observeret en stor flok motorcyklister på landevejen. De var måske på vej til Bakken?
Nu tror jeg på det – foråret!
I starten af firserne havde Henrik og jeg hvert sit job, to små børn og en noget anstrengt økonomi. Det med økonomien ville vi gerne forsøge at rette lidt op på, så vi fik noget hjemmearbejde. Så kunne vi bruge vores sparsomme fritid på at prøve at tjene lidt ekstra håndører.
Vi syede JacoForm sko. De var meget, meget populære i 70’erne og 80’erne. Måske især blandt pædagoger og folkeskolelærere?
Vi var på besøg på fabrikken en eftermiddag, hvor vi blev instrueret i, hvordan skoene skulle syes. Og så fik vi ellers 100 par med hjem. Vi havde en måned, så skulle de være færdige. Så vi syede i hvert ledigt minut. Det var hårdt ved fingrene at sy i det kraftige læder. Begyndelsen og afslutningen på syningen var lidt speciel. Den kunne jeg ikke rigtig hitte ud af at lave. Men det kunne Henrik. Så det blev hans del af arbejde, så syede jeg det ind imellem.
Da vi havde syet de 100 par mørkebrune fodformede sko, havde vi tjent godt og vel trehundrede kroner. Og vi havde brugt mange timer. Så vi indså, at det nok ikke var noget, der kunne hænge sammen i det lange løb. Men vi fik afleveret skoene, og de blev godkendt. Og vi var en erfaring rigere. De følgende år kunne vi ikke se et par mørkebrune JacoForm sko uden at smile lidt ved tanken om, at det måske var et par, vi havde syet.
Nu bliver skoene ikke syet i Danmark længere. Det arbejde er vistnok flyttet til Polen. Man ser ikke den klassiske fodformede JacoForm model så meget i gadebilledet længere, men man ser den da. For et par år siden var de endda ved at blive lidt kultagtige og blev lavet i forskellige fancy farver. Jeg ved ikke, om den fornyede interesse har lagt sig igen, eller der stadig er lidt retromode over skoene?