Det værste og det bedste

Det værste, der skete i går, var, at vaskemaskinen nægtede at bestille noget. Den slog HFI-relæet, hver gang jeg prøvede at få den til at arbejde.

Er der noget, der kan få mig helt op i det røde felt, så er det, når vaskemaskinen ikke virker. Jeg går helt i panik.

Derfor er det bedste, der indtil videre er sket i dag, at jeg er blevet lovet, at der kommer en tekniker og kigger på vaskemaskinen senere på dagen.

Det kan nok lige være, at den besked løftede mit humør ganske betragteligt!

Læs videre

I nattens løb …

Vi passede Sander i aftes, og kom ret sent hjem. Det var begyndt at sne lidt, da vi kørte hjem.

Da vi var kommet noget sent i seng, sov vi for en gangs skyld lidt længere i morges, end vi plejer. Og sikke et syn der mødte os, da vi stod op og kiggede ud.

Vores efterårstriste have var i nattens løb blevet forvandlet til det smukkeste snelandskab.

Jeg er lige begejstret hvert år, når den første sne falder. Hvor er det bare smukt!

Læs videre

Kold redningsaktion

Jeg har lige været i gang med en redningsaktion.

Jeg skulle tage noget op af fryseren, og lige da jeg vippede låget til fryseren op, så jeg en lille mariehøne dratte ned i kulden.

Mariehønen er sikkert kommet ind sammen med nogle æbler, jeg hentede i kassen i carporten i går. Der gemmer sig nemlig en del mariehøns, har jeg lagt mærke til. Jeg bilder mig ind, at vi har så mange mariehøns i vores have, fordi vi dyrker den økologisk.

Nu kan jeg godt lide mariehøns, så jeg nænnede ikke, at den skulle ende sit liv i fryseren.

Den var svær at finde igen mellem poser med frosne jordbær, ærter og andet godt. Men jeg fandt den til sidst og fik den bragt i sikkerhed. Nu trisser den rundt på køkkenbordet.

Om lidt, når vi begge to har fået varmen igen, bærer jeg den udenfor. Der er ganske vist også koldt, men dog alligevel bedre at opholde sig end i en kummefryser.

Så må Marie Marie Marolle klare sig selv for resten.

 

Læs videre

Rigtige kanelsnegle og gamle billeder

Kanelsneglene, som Henrik bagte i går, var virkelig gode. Det syntes Sander også. Han kigggede beundrende på den første, han fik over på sin tallerken  – også nedenunder – og sagde glad: “I har lavet rigtige kanelsnegle!” Og så gik han ellers til den og spiste to snegle, som han havde sagt, at han ville.

Mens vi hyggede os med kaffen og sneglene, kom vi til at snakke om en af de ferier, vi var på i gamle dage.  Vi måtte lige have de gamle feriebilleder frem og kigge lidt på dem.

Mens vi voksne sad og kiggede på de gamle billeder, legede Sander lidt for sig selv, men han kom af og til og kiggede lidt med i albummet. To gange pegede han på 20-25 år gamle billeder af sin farfar og sagde: “Det er Far.” Da han fik at vide, at det var Farfar, troede han overhovedet ikke på det. Han var sikker på, at vi lavede sjov med ham. Det varer nok lidt endnu, før han forstår, at den er god nok.

Læs videre

Pot og pande

Vi hentede Sander i børnehaven i går. Hans stue var tom, da vi kom, så vi fortsatte ud i fællesrummet. Der stod vi lidt og kiggede os omkring for at lokalisere krudtuglen.

Sander og jeg fik øje på hinanden, og han kom blæsende hen til mig, hægtede sig fast på mit ene ben og sagde: “Hej Farmor. Hvor er Farfar?” Jeg pegede på Farfar, som Sander var løbet lige forbi uden at ænse. Sander fløj i armene på ham med ordene: “Hej Farfar. Jeg er glad for at se dig!”

De to er pot og pande.

I dag er Sander treogethalvt år. Hvor tiden dog flyver.

Læs videre