Dejlig eftermiddag i BonBon-Land

I denne weekend, kan børn invitere deres bedsteforældre med i BonBon-Land. Hvert barn med billet eller sæsonkort kan invitere en af deres bedsteforældre gratis med på sjov

Sander og jeg har været så heldige, at BonBon-Land har inviteret os til deltage i løjerne. Vi fik endda en ekstra billet. Den gik til Farfar, for han skulle selvfølgelig også med.

Det var et veloplagt og forventningsfuldt trekløver, der stillede op i køen ved indgangen.

Det var Sanders første tur i BonBon-Land. Henrik og jeg har været der før, men det er temmelig længe siden.

Vi havde en virkelig dejlig eftermiddag. Sander fik selvfølgelig lov til at bestemme, hvad vi skulle foretage os. Han valgte fortrinsvis ting, hvor han kunne være aktiv, så han kørte i mooncar, klatrede, balancerede, rutsjede og blev helt svedt. Vi prøvede selvfølgelig også nogle af “de rigtige” forlystelser og kiggede på dem, som vi ikke turde prøve.

Der er mange ting, man kan more sig med i BonBon-Land, og vi nåede slet ikke det hele – men vi havde det sjovt.

Læs videre

Opera i det fri

I går var vi til Opera i det fri i Akademihaven i Sorø.

Vi havde nok ikke været opmærksomme på arrangementet, hvis ikke det var, fordi vores bank havde skrevet til os og lokket med både vin, vand og snacks, hvis vi dukkede op. Indlånsrenten er jo til at græde over, så vi øjnede en chance for at få  en smule del i bankens overskud på anden måde.

Det var en oplevelse at høre solisterne fra Den Kongelige Opera i de dejlige omgivelser.

Vi havde ikke set Akademihaven før,  men vi vil helt sikkert vende tilbage og gå en tur der en anden dag. Det er en virkelig flot park lige ned til Sorø Sø. Absolut et gensyn værd.

Vi fik ellers lidt af et chok, lige da vi var ankommet til det sted i parken, hvor arrangementet fandt sted. Pludselig lød et højt brag. Det var en meget stor gren, der var knækket af et af parkens kæmpestore træer og braget til jorden. Selv om der var virkelig mange mennesker i parken, var der heldigvis ingen under eller i umiddelbar nærhed af træet, da grenen faldt.

Læs videre

Helt enkelt

I lørdags, da jeg passede Sander, legede vi med den snurredims, jeg for nylig lavede til ham af en knap og en snor.

Sander syntes, at den var sjov. Han kunne godt selv få den til at snurre lidt.

Rigtig sjovt blev det, da Henrik kom hjem. Han kunne nemlig få knappen til at spinne virkelig længe og kunne også noget med at få knappen til at køre fra side til side på snoren. Sander blev meget optaget af det og fandt ud af, at hvis han forsigtigt rørte knappen – mens den snurrede – med en lille plastikdims han havde fundet – så kom der en sjov lyd.

Der blev leget så meget med snurredimsen, at snoren blev slidt over og måtte udskiftes.

Da Sander skulle hjem, spurgte han, om han måtte få knappen med hjem. Det måtte han selvfølgelig gerne. Det var lidt sjovt, for han har aldrig før bedt om at få nogen af legesagerne med hjem.

Det var helt rart at opleve, at børn, der er vant til iPad og alt muligt  avanceret legetøj,  også kan  blive optaget af en simpel leg.

Nu må jeg se  at finde en egnet (genbrugs)knap og en snor og lave en ny snurredims,  så vi har lidt at more os med næste gang Sander kommer hjem til os. En stort set gratis fornøjelse.

Læs videre