Sanders billedbog

For et stykke tid siden fik jeg en forespørgsel fra Pixum, om jeg kunne tænke mig at teste en af deres fotobøger.

Jeg må indrømme, at siden vi har fået digitalkameraer, har der ikke været meget styr på alle de mange billeder, vi tager her i huset. Det er jo lidt ærgerligt, at de mange pletskud aldrig når længere end til billedarkivet på computeren.

Når vores sønner er på besøg, kommer de gamle fotoalbummer tit frem. Så fortaber vi os i minder og snakker om dengang, de forskellige billeder blev taget. Det er rigtig hyggeligt, og det bliver jo ikke det samme at sidde ved computeren og kigge billeder igennem.

Med den tanke i baghovedet var jeg hurtig til at sige ja tak til at prøve at lave en fotobog.

Jeg bestemte mig for at lave en bog med billeder af Sander.

Desværre gik det sådan, at tanken om fotobogen gled lidt i baggrunden i forbindelse med almindelig hverdagstravlhed, og pludselig skulle jeg bare se at få den lavet. Jeg havde nemlig en deadline, der skulle overholdes.

Nu havde jeg altså travlt, og der var ikke ligefrem sirlig orden i mit billedarkiv.

Det tog en hulens tid at få sorteret de billeder fra, som skulle med i bogen. Derfor var der til sidst ikke rigtig tid til at eksperimentere så meget med alle de forskellige valgmuligheder, Pixum tilbyder i forhold til design, tekst, format, papirkvalitet, indbinding, layout osv..

Næste gang, jeg skal lave en fotobog, vil jeg sørge for at have masser af tid til at afprøve de forskellige muligheder, før jeg beslutter mig. For der er virkelig mange valgmuligheder, og det kan godt gøre processen vanskelig og tidskrævende for en ubeslutsom sjæl som mig.

Heldigvis havde jeg Henrik til at hjælpe mig med at lave fotobogen, og vi nåede det til tiden. Selv om fotobogen blev bestilt i pinsedagene, blev den alligevel leveret i postkassen indenfor en uge. Den er blevet rigtig fin, og den næste fotobog, jeg skal lave, bliver endnu flottere takket være de erfaringer, jeg har gjort mig i dette første forsøg.

Læs videre

Duften af ny bil

I tirsdags var jeg inviteret ind i Aller Huset hos Aller Media til et arrangement, der skulle sætte fokus på en fiks lille bil, Nissan Micra ELLE.

Nissans facebookside har jeg efterfølgende læst, at arrangementet var “en event for modemagasiner og fashion bloggere”. Spørg mig ikke, hvordan jeg lige passer ind der – men jeg var i hvert fald blevet inviteret.

Nu går jeg ikke rundt med aktuelle planer om at skifte bilen ud, men da indbydelsen lokkede med, at  Christine Feldthaus ville komme og tale om Work Life Balance ved arrangementet, besluttede jeg mig lige på stedet for at møde op. Hende har jeg nemlig oplevet for fuld udblæsning en gang før, og lige siden har jeg været lidt vild med hende. Hun er både skarp, rapkæftet, sjov og ikke mindst mægtig underholdende.

Så af sted med mig.

Det var en oplevelse i sig selv at se en lille flig af det imponerende hus, der ligger så flot der på Havneholmen lige ved Bryggebroen.

Det var et par gode timer. Både Feldthaus og den anden taler, Christian Grau – livsstilsekspert og kendt fra tv – der fortalte om bilens udstyr og finesser, var underholdende og fik både smil og latter frem. Der blev også disket op med både vådt og tørt, og der var goodiebags til alle.

Og så var der jo bilen. Jeg kan ikke sige mig fri for at være tiltrukket af duften af ny bil. Så jeg tog mig et par forsvarlige indåndinger.

Det, der duperede mig mest ved køretøjet var, at det er udstyret med en intelligent nøgle. Tænk jer lige, bare man har nøglen på sig, når man går tæt på bilen, så låser den selv op. Ikke noget med at rode desperat i lommer og dametaske efter bilnøglen, mens man forsøger at undgå at give slip på indkøbsposer, børn og hvad man ellers slæber på. Det er da smart.

Der var også en fotograf til stede, der sørgede for, at vi hver især havde mulighed for at blive foreviget sammen med den rappe, lille bil.

Derfor er der i dag helt undtagelsesvis lejlighed til at se giraffen.

Efter besøget hos Aller Media ventede en hyggelig snak med yngste søn på en nærliggende cafe. Dejligt! Så kan man næsten ikke være bekendt at ønske sig mere af en ganske almindelig tirsdag i november.

Læs videre

Dejligt, dejligt brev

Jeg har fået det skønneste brev i dag.

Prøv lige at se den konvolut. Bare at finde sådan en lækker konvolut i postkassen er rigeligt til at gøre mig glad. Af håndskriften på brevet kunne jeg med det samme se, at det var fra min søster. Det er sandt at sige også hende, der er afsender af de fleste af de personlige breve, der lander i min postkasse.

Jeg elsker altid min søsters breve, men det her var alligevel i særklasse. Og ikke bare på grund af konvolutten. Der var nemlig nogle skønne gamle familiefotos indeni. Nogle af dem kan jeg ikke erindre at have set nogensinde før. Der var blandt andet et af min far og min morfar. Og så var der et ungdomsbillede af mig sammen med en af mine nevøer. Min nevø og gudsøn som desværre ikke lever mere.

Jo, han lever i hjertet på alle os, der har kendt ham.

Jeg blev så glad så glad for det billede. Også for de andre billeder og for selve brevet – men lige præcis det billede var det allerbedste.

Læs videre

Close up

Det var min mening at tage nogle billeder af Sander, da vi passede ham forleden dag.

Det skulle bare vise sig at blive lidt besværligt. For det første stormede Sander hen og ville pille ved mit kamera, så snart jeg var klar til at skyde det første billede. Det blev lige lovlig close up. For det andet viste det sig, at batteriet i kameraet var fladt.

Nå, men så kunne jeg vel bare tage et par billeder med mobilen.

Det var lettere sagt end gjort. For Sander kender udmærket sådan en mobilos og ved, at man kan kigge billeder på sådan en. Så når jeg forsøgte at snige mig til at tage et billede af ham, kom han susende og forlangte at se billeder. Svært at fotografere med en mobiltelefon, der nærmest bliver taget ud af hånden på én af den, der skulle udgøre motivet 🙂

Så det blev til to billeder –  et hvor man ser guldklumpen bagfra og et, hvor han er fotograferet nærmest i profil – og på temmelig lang afstand.

Jeg håber på bedre held næste gang.

Læs videre
1 3 4 5