Randi Glensbo

Vi har lige fået monteret nye rullegardiner i hele huset.

De er pæne. De er enkle. De er hvide.

Da de blev monteret, fik jeg mig noget af en overraskelse. I nederste, højre hjørne på hvert gardin sad et logoklistermærke. Mærket var sort. Det så virkelig ikke pænt ud på de nye, jomfrueligt hvide gardiner.

Jeg gik i flæsket på forhandleren/montøren. Jeg spurgte ham først og fremmest, om mærkerne kunne fjernes uden at efterlade mærker eller limrester, der over tid ville gulne og give grimme mærker. Det kunne han sandelig ikke garantere, for han havde oplevet hos en anden kunde, at mærkerne ikke kunne fjernes uden kedelige konsekvenser. Og han ville i hvert fald ikke tage ansvar for, at mærkerne blev fjernet. Han endte med at sige, at jeg måtte tage diskussionen med producenten.

Jeg ringede omgående til producenten og forelagde problemet og fik den besked, at den diskussion måttte jeg tage med forhandleren!

Efter en masse snak frem og tilbage aftvang jeg kundeservice i gardinfirmaet et løfte (som senere blev gentaget overfor forhandleren) om, at hvis der indenfor fem år kommer mærker på gardinerne som følge af fjernelse af klistermærkerne, vil jeg få dem byttet til nye.

I dag har jeg modtaget en mail fra en person i gardinfirmaet, der belærer mig om, at jeg har “investeret i et brand og ikke i et tilfældigt no name-produkt.”  Han mener, at jeg bør være stolt af mine gardiner og deres logolabels.

Jeg har bare ikke noget behov for at gøre mit hjem til en reklamesøjle for et gardinfirma – brand eller ej. Jeg har ikke behov for at signalere, at mine gardiner er et brand. Jeg vil helt enkelt bare gerne have pæne gardiner. Gardiner der ikke hænger og råber reklamebudskaber ud fra hvert eneste vindue i hele huset.

Er det for meget forlangt?

Vi har selvfølgelig fjernet alle klistermærkerne.

Umiddelbart er der ikke noget at se, der hvor de har siddet, men hvis der er limrester tilbage, der f.eks. ved udsættelse for sollys gulner og laver mærker, så bliver der ballade.

(I virkeligheden så det værre ud end på billedet, hvor gardinet ser lidt gråt ud. Det er altså hvidt – og logoet kulsort.)

Der har været mange lastbiler forbi med materialer til vores hus de seneste to måneder.

I dag kom en af de leverancer, jeg har set allermest frem til. Mit nye køkken.

Hvor jeg dog glæder mig til det køkken.

Det var en skam, at naboens lille dreng ikke var hjemme, da køkkenet blev leveret, for han er simpelthen så optaget af alle de store lastbiler.

Allerede sidste år var jeg til lagersalg hos Kähler med det formål at købe en af deres skønne Love Song vaser. Vaserne var desværre udsolgt, før jeg nåede at få fingre i en.

I torsdags prøvede jeg igen. Jeg ankom til lagersalget tre timer efter, at dørene var blevet slået op. Der var så lang kø udenfor, at man skulle tro, det var løgn. Så lange køer har jeg slet ikke temperament til, så jeg gik med uforrettet sag.

I dag smuttede jeg forbi lagersalget igen, da jeg alligevel skulle ud at handle.

Der var ikke voldsomt lang kø. Vaserne var ikke udsolgt.

Endelig er jeg den glade ejer af en Love Song vase.

Der står forår i kalenderen.

Jeg er klar med nye, forårsfarvede sko. (Billedet gengiver ikke farven korrekt. Skoene er i virkeligheden sådan lidt grågrønne)

Nu håber jeg, at min “nye” lilletå kan holde de nye sko ud. Tåen er nemlig aldrig blevet sit gode, gamle jeg, efter jeg bankede den ind i dørkarmen før nytår. Det er som om, tåen stritter lidt mere ud til siden og i det hele taget fylder lidt mere end før. Så jeg gætter på, at den nok har været brækket. Jeg er begyndt at få vabler på tåen, når jeg går i noget af mit gamle fodtøj, som aldrig har givet vabler før. Irriterende!

Jeg satser på, at der ikke bliver ballade med tåen, når jeg springer ud i foråret i de nye sko.