Så træt som et alderdomshjem…

Nej, hvor er jeg bare træt. Det har været en anstrengende dag i dag.

Min morbror er død, og blev bisat i dag. Det er altid trist, når man er samlet for at tage afsked med et familiemedlem. Bagefter – ved kaffen – kom nogle af os til at snakke om, at det er temmelig sørgeligt, at vi fætre og kusiner faktisk kun ses  ved netop den slags anledninger som i dag.

Efterhånden som mange af vores forældres generation ikke lever mere, er der ikke rigtig nogen naturlige samlingspunkter, som der var før.

Vi snakkede lidt om at arrangere en fætter/kusine-fest for at mødes i en mere munter ramme. Inden jeg fik set mig om, havde nogen vedtaget, at det er mig, der skal  komme med et udspil i  forhold til sådan en sammenkomst. Øh?

Nå, men det vil jeg da også gerne. Det bliver bare ikke sådan lige pronto.

Lige nu, hvor jeg er så træt, kan jeg slet ikke overskue overhovedet bare at forestille mig, at jeg nogensinde skal arrangere noget som helst.

Her til aften syntes jeg, at jeg trængte til en kop kakao. Det er lidt omstændeligt, når jeg skal ha’ kakao. Jeg er jo allergisk overfor mælk. Så kakaoen skal laves på rismælk. Så først skal jeg koge rismælk. Når den er kogt, skal den blendes. Og lige præcis da jeg nåede dertil, gik det helt galt. Jeg var nok lige lovlig utålmodig. Rismælken skulle nok lige ha’ kølet af et par minutter mere. I hvert fald sprang blenderglasset, da jeg havde fyldt den varme rismælk i. Og jeg havde nået at putte både sukker og fedtstof i. Så det var noget af en klistret omgang, der væltede ud over køkkenbordet, ned i en skuffe og et underskab og ned på gulvet. Dejligt, når nu man var træt og trængte allermest til lidt ro og en kop kakao! Det tog lang tid at gøre rent efter den seance, og kakao kunne jeg jo kigge i vejviseren efter.

Men man skal jo ikke græde over spildt mælk – heller ikke rismælk.

I morgen skal jeg nok ud og se på en ny blender. Hvis jeg orker?

Læs videre

Barnedåb

I går – d. 6. september 2009 blev mit lille barnebarn døbt. Farmor her var både rørt og stolt, da præsten sagde: “Sander Glensbo, jeg døber dig i ……..” osv.

Det var en dejlig dag. Dåbsbarnet var kæk og kær i det fineste matrostøj. Et rigtig godt valg til Sander. Han er nemlig – sine kun treogenhalv måned til trods – pænt stor. Han har allerede fordoblet sin fødselsvægt og vejer altså 7,2 kilo. Så det passede virkelig godt til ham at være klædt i matrostøj.

Sander var sød og tålmodig i kirken. Selve dåben gik fint. Der var et barn mere, der skulle døbes i går – en lille pige – og hun tog også det hele i stiv arm. Så alting gik, som det skulle.

Bagefter var familie og venner samlet hjemme hos Sander og hans far og mor til en dejlig fest med god mad, snak og hygge. En rigtig dejlig dag!

Læs videre

De første 100 dage

Når en amerikansk præsident har siddet 100 dage i embedet, bliver der altid lavet en status. Man kigger på, hvad præsidenten har præsteret i løbet af disse 100 dage.

Når der skal laves sådan en status over store statsmænds første 100 dage i embedet, så skal der da også gøres status over mit barnebarns resultater i løbet af hans livs første 100 dage. Mindre kan sandelig da ikke gøre det.

Hvad har han så præsteret, den lille Sander? Helt grundlæggende  har han passet sit arbejde med at spise og sove.  Han er vokset godt, han sover igennem om natten. Han kan trille fra mave til ryg. Han smiler og pludrer. Med andre ord – han er lige efter tabellen.

Så langt så godt – men han kan mere endnu. Forleden dag havde han f.eks. indtalt en besked på sin farfars og farmors telefonsvarer. Vi havde været ude at handle, og da vi kom hjem, var der en besked på svareren. Det viste sig at være Sander, der diskede op med den dejligste babypludren. Hold da op, hvor han snakkede. Hele båndet ud. Det var simpelt hen så sødt. Det blev aflyttet flere gange, og vi nænnede næsten ikke at slette det, næste gang vi skulle bruge telefonsvareren. Tænk engang, at den lille trold selv kan lægge en besked – og endda en besked, der er til at forstå. Vi havde ikke vanskeligt ved at opfatte budskabet. Det gik tydeligt igennem, at han sagde : “Jeg har det rigtig, rigtig godt”.

I disse første 100 dage af sit liv har Sander taget tjansen som familiens samlingspunkt og foretrukne samtaleemne. Som første mand af en ny generation i vores lille familie nyder han  temmelig stor opmærksomhed. Han har charmeret os alle med sit rolige væsen og sine kære smil, som han gavmildt deler ud af.

Sammenfattende er der kun at sige, at lille Sander har bidraget med en masse positivt i vores familie i løbet af sine første 100 dage. Vi er allesammen så lykkelige for ham.

Læs videre

Nips

Alle, der kender mig, ved, at jeg ikke er ret vild med nips.

Jeg bryder mig ikke så meget om at have nipsting stående. Jeg elsker kønne ting, men de skal helst ha’ en funktion. Jeg er ikke til figurer og den slags, der bare står og “ser ud”.

Da alle ved det – og respekterer det – er jeg sædvanligvis forskånet for at få nips til jul og fødselsdag.

Sidste år oplevede jeg så undtagelsen, der bekræfter reglen.

Vi – Henrik og jeg – fik lige pludselig en dag hver en pakke af vores søn og svigerdatter.

Vi pakkede op  –  og kiggede glade på hinanden. Der skulle nemlig ikke meget fantasi til at regne ud, hvad indholdet af de to pakker betød.

To glascylindere med fyrfadslys i toppen. De er jo temmelig almindelige. Men indholdet!

Tja, indholdet betød selvfølgelig, at der var et barnebarn på vej. Så pludselig kunne jeg alligevel godt blive glad for en nipsting.

Stik imod alle mine “principper” står de to små bamsefiduser stadig her på skrivebordet. De gik jo hen og blev symboler på en meget lykkelig begivenhed i vores familie.

Læs videre

Musik for flere generationer

I aftes sad jeg og så tv-transmissionen fra mindehøjtideligheden for Michael Jackson i Los Angeles.

Michael Jacksons musik er kendt og elsket af flere generationer. Selv om jeg aldrig selv ligefrem har købt en Jackson CD, så kender jeg jo meget af hans musik og kan nynne med på det. I øvrigt kan jeg rigtig godt li’ mange af hans sange. Hvem elsker f.eks. ikke We are The World eller Billie Jean?

Mine sønner kender selvfølgelig også Jacksons musik – meget bedre end jeg. De er jo nærmest vokset op med hans musik i radio, på tv, her, der og alle vegne.

Jeg er overbevist om, at næste generation også vil komme til at kende Michael Jackson og hans musik. Selv om vores lille barnebarn var ganske spæd, da King of Pop døde, vil musikken blive en del af hans liv også.

Michael Jackson’s musik vil leve langt ind i fremtiden.

Læs videre
1 76 77 78