Hvad skal man tro – om overtro

Her til morgen, da jeg gik min morgentur, løb en sort kat over stien foran mig. Helt automatisk formede mine læber et stille 7-9-13, og jeg drejede hovedet og antydede et spyt over venstre skulder.

Jeg banker også under bordet. Hvis jeg spilder salt, kaster jeg lidt af det over venstre skulder. Jeg går ikke under stiger. Jeg er heller ikke glad, når jeg får knust et spejl, men jeg har vist baldret så mange, at det rækker til det meste af et liv. Og sådan er der så meget.

Det er en lille smule flovt, men jeg tør ikke rigtig lade være med at udføre de der små manøvrer, der angiveligt skal afværge ulykker. Jeg gør det “for en sikkerheds skyld.” Man skal jo ikke udfordre hverken skæbnen eller Nemesis, vel?

Selv om det er en anelse flovt at være lidt overtroisk er det på en måde også hyggeligt, for det er jo noget, man har med hjemmefra. Jeg kan da tydeligt huske, at især min mor altid gjorde opmærksom på de ting,  man skulle vare sig for. Når jeg synger i brusebadet om morgenen, kan jeg somme tider høre hendes stemme for mig, når hun sagde: ” Den, der synger fra morgenstunden, græder inden aften.”

Jeg vil ikke betegne mig selv som meget overtroisk, men jeg kan ikke nægte, at der ligger lidt af det på rygmarven.  Det er en del af min bagage fra barndommen.

Læs videre

Længsel efter nyudsprungne bøgetræer

I eftermiddags fik jeg et akut behov for at komme en tur i skoven. Jeg måtte bare ud og kigge på nogle nyudsprungne bøgetræer. Nyudsprungen bøgeskov er noget af det smukkeste, jeg ved.

Så vi smed, hvad vi havde i hænderne og kørte til Hesede Skov. Og godt det samme, for der var helt fantastisk skønt derude.

Vi gik en god lang tur og sugede forårsstemningen, fuglesangen og solskinnet til os.

Indtil jeg var omkring ti år, boede jeg helt tæt på skov. Så tæt, at vi børn uden videre kunne rende over i skoven og lege, når det passede os. Vi tilbragte meget tid i skoven.

I dag, da vi gik i Hesede Skov, kunnne jeg pludselig fornemme en flig af stemningen fra barndommens færden i skoven. Jeg kom til at tænke på, at vi børn havde en stor frihed dengang. Meget af tiden var vores egen. Vi var ikke konstant under opsyn af voksne, men lærte at passe på os selv og hinanden. Jeg er taknemmelig over at have den slags dejlige minder fra min barndom.

Læs videre

Påskeminde fra barndommen

Da jeg var barn, fik jeg et år til påske en lille gul høne. Den var lavet af noget hård plastik af en slags. Når man trykkede den på ryggen, lagde den et æg – et lille likøræg.

Det er mange år siden, jeg har set sådan en høne. Mon man stadig kan finde sådan én et eller andet sted?

Læs videre

At æde sig en pukkel til

I dag, da jeg var i gang med at spise ribs – mange ribs, kom jeg til at tænke på et udtryk, min mor tit brugte. At æde sig en pukkel til.

Uvist af hvilken grund kunne jeg  – med munden fuld af ribs – pludselig næsten høre min mors stemme sige: “Pas nu på, du ikke æder dig en pukkel til”.

Jeg er glad for ribs, og mon ikke man kan indtage temmelig mange uden ligefrem at æde sig en pukkel til?

Læs videre

Jeg glæder mig

En klog kvinde – jeg kan desværre ikke huske hvem – har sagt, at det eneste, man skal tage på forskud, er glæderne.

Det falder godt i tråd med noget, min mor altid sagde. Hun sagde, at forventningens glæde er den største. På en dårlig dag, kunne hun finde på at tilføje, at somme tider er den endda, den eneste man får.

Men jeg går altså og hygger mig med forventningens glæde. Der en nemlig købt billetter til noget, som jeg glæder mig rigtig meget til.

Så nu bliver der taget forskud på glæden!

Læs videre