Jordens salt

jordenssalt

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Jordens salt af Jeanine Cummins, alpha forlag.

Lydia bor i Acapulco i Mexico. Hun driver en boghandel. Hendes mand er journalist. Sammen har de sønnen Luca.

Lydia elsker bøger, og hun har sine personlige favoritter på hylden, selv om de ikke sælger særlig godt. Men en dag kommer en mand ind i butikken og køber hele to af Lydias særlige yndlingsbøger. Han vender jævnligt tilbage til butikken, og han og Lydia taler mere og mere sammen. Først om bøger men efterhånden også om andre, mere personlige emner. De hygger sig i hinandens selskab og udvikler et venskab.

Hvad Lydia ikke ved er, at hendes nye ven er leder af et af landets narkokarteller og en magtfuld og farlig mand. Hun ved heller ikke, at hendes mand er ved at skrive en stor artikel om netop ham.

Artiklen bliver trykt, og det får fatale konsekvenser for Lydia og hendes familie. Lydia er nødt til at flygte. Hun og hendes søn må væk fra Acapulco hurtigst muligt og slutter sig til den strøm af migranter, der søger mod USA.

Læseren følger Lydia og Luca på den farefulde rejse.

Jordens salt er en helt enestående læseoplevelse. Bogen er så fremragende skrevet, at man næsten føler, man er med på rejsen. Jeg har læst med tilbageholdt åndedræt og hårdt bankende hjerte. Det er en skildring af voldsomme begivenheder, der desværre nok ligner virkeligheden alt for meget. Historien er utrolig barsk men også både rørende og smuk. Jordens salt er en roman, jeg aldrig vil glemme. Den har berørt mig dybt, og jeg tror, den måske endda har gjort mig en lille smule klogere.

Jeg vil anbefale alle at læse denne enestående roman.

Læs videre

Rivalen

rivalen

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Rivalen af B.A. Paris, Clare Mackintosh, Holly Brown og Sophie Hannah.

Carolyn, Bronnie, Elise og Kendall er fire vidt forskellige kvinder, der kender hinanden via deres teenagedøtre. Pigerne er alle fire elever på en dramaskole i London og er rigtig gode veninder.

En dag begynder en ny pige på skolen, og det ændrer hele dynamikken i pigegruppen. Der bliver splid og ballade, og pludselig er der ikke nogen, der rigtig stoler på hinanden mere. Man mistænker hinanden på kryds og tværs. Det hele tager en dramatisk drejning, da en af pigerne tilsyneladende bliver udsat for et regulært mordforsøg. Er det den nye pige, der står bag? Eller kan det være en anden?

Mødrene tager naturligvis hændelserne meget alvorligt og sætter alt ind på at passe på deres døtre og finde frem til sandheden. Undervejs er der risiko for, at deres egne hemmeligheder bliver afsløret.

Rivalen er en anderledes thriller. Fuld af intriger. Det, at den er skrevet af fire forfattere og handler om fire mødre og fire døtre, gør den interessant i sig selv. For mig er det ikke selve krimigåden i romanen, der er det mest spændende. Det er derimod de fire mødre og deres forskelligheder, deres hemmeligheder og deres relation til hinanden. Et stykke hen ad vejen havde jeg lidt svært ved at huske, hvem, der var mor til hvem og i det hele taget holde styr på alle bogens karakterer. Men det lykkedes, og jeg var rigtig godt underholdt fra start til slut.

Læs mere om Rivalen hos Gads Forlag.

Læs videre

Datterens fortælling

datterensfortaelling

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Datterens fortælling af Armando Lucas Correa. Romanen bygger på virkelige hændelser.

Amanda og Julius Sternberg bor i Berlin. Han er hjertelæge, hun driver familiens boghandel. De er forældre til to små piger.

Krigen og jødeforfølgelsen  knuser deres drømme for fremtiden. Boghandlen bliver brændt. Julius bliver sendt i koncentrationslejr. Amanda forsøger fortvivlet af redde pigerne.

På et tidspunkt er hun tvunget til at træffe et meget vanskeligt valg, der betyder at hun bliver adskilt fra den ene af sine piger. Det bliver en skæbnesvanger beslutning, der kommer til at plage hende resten af livet.

I New York i 2015 modtager firsårige, franske Elise Duval en besked fra fortiden. Det er breve skrevet på tysk og med hendes mors håndskrift. Gamle hemmeligheder kommer omsider frem i dagens lys.

Datterens fortælling er en barsk beretning fra et sort kapitel i historien. Alligevel blev jeg ikke for alvor grebet af den. Jeg kunne ikke rigtig mærke bogens karakterer – især Amanda havde jeg svært ved for alvor at komme ind under huden på. Jeg havde glædet mig til at læse bogen, for jeg har læst en del bøger med samme tema og været dybt berørt. Der var derfor høje forventninger, som ikke helt blev indfriet.

Læs mere om Datterens fortælling hos Politikens Forlag.

Læs videre

Næste!

naeste

Reklame – bog modtaget som anmeldereksemplar fra Bog&idé. Indlægget indeholder reklamelinks.

Jeg har læst Næste! af Nina Lykke.

Elin er praktiserende læge. Hun er midaldrende. Børnene er flyttet hjemmefra. Moderen på plejehjem. Ægteskabet med Aksel kører noget på rutinen. Det er egentlig lidt småkedeligt det hele.

Elin drikker lidt for meget. Og ser lidt for mange tv-serier. Hun følger ikke helt de gode råd om sund levevis, som hun giver sine patienter i konsultationen.

En dag får hun kontakt med sin ungdomskæreste, Bjørn. Ham hun var kæreste med, før hun mødte Aksel.

Det går hverken værre eller bedre, end at Elin ender med at bo på klinikken, hvor hun arbejder. Plastikskelettet Tore har stærke meninger om Elins gøren og laden og tvinger hende til at se på sine handlinger udefra.

Næste! er en lægeroman. En ganske og aldeles anderledes lægeroman. Blottet for romantik. Den handler om midtlivskrise og utroskab. Den handler også om tidens jagt på det perfekte liv. Alt skal være perfekt – eller i det mindste se perfekt ud på Instagram. Forfatteren spidder alle vores små vaner og uvaner meget præcist, og de fleste vil nok kunne genkende et eller andet fra deres eget liv. Altså det virkelige liv. Ikke det på Instagram og Facebook.

Det har været en kæmpe fornøjelse at læse denne roman. Den er så velskrevet og rammer så mange ting, der er typiske for den tid, vi lever i. Det hele bliver serveret på en måde, så det af og til virker tragikomisk, men det er absolut  ikke sjov det hele. Nina Lykke tager i romanen fat på temmelig mange ret alvorlige emner, men humor får det hele til at glide lidt lettere ned. En skøn samtidsroman, som jeg vil anbefale alle at læse.

Læs videre

Den som søger skal finde

densomsoegerskalfinde

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Den som søger skal finde af Lars Thomassen.

Bogen er tredje bind i Vesterlund-trilogien.

Det er lidt svært at fortælle en hel masse om dette tredje bind i trilogien uden at risikere at ødelægge læseoplevelsen for dem, der måske endnu har de to første bind til gode. Men jeg kan i hvert fald fortælle, at læseren igen møder den pensionerede politimand Kaj Brønds, som vi mødte allerede i første bind. Det samme gør sig gældende for Jake Vesterlund.

Det er omkring ti år siden, vi sidst hørte nyt om de to venners gøren og laden.

Efter at have levet i frygt for seriemorderen Ditlev Rosenkilde har de to omsider fået deres liv tilbage på skinner. De har det rigtig godt. Men som sædvanlig vokser træerne ikke ind i himlen.

Præcis som i trilogiens første to bind er der højt tempo, dramatik og masser af spænding i historien.

Lars Thomassen har sin helt egen fortællestil – man mærker fortælleglæden , og man fornemmer en forfatter, der er ved at koge over af ideer. Den som søger skal finde er en krimi med alt, hvad dertil hører af mord, drama og ondskab. Men den er også en rigtig røverhistorie fuld af humor, bramfri udtryk og sprogblomster. Bogen er både spændende, underholdende, sjov og fuldstændig upoleret.

Jeg har tidligere anmeldt trilogiens to første bind og Han kender det som er i mørket og Lad de døde begrave de døde.

Læs videre