Vingården for Vilde Drømme

vingaardenforvildedroemme

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Vingården for Vilde Drømme af Caroline Säfstrand.

Erica er ramt af en stor sorg og kan slet ikke se nogen lyspunkter i livet. Helt spontant tager hun en pause fra hverdag, job og mand. Hun tager afsted fra hjemmet i Stockholm uden at vide, hvor hun skal tage hen. Hun trænger bare til at komme væk.

I den lille fiskerby Arild 600 km væk sætter Marcus et skilt op, hvor der står “Værelse til leje” i et forsøg på at tjene lidt penge for at redde den vingård, han driver sammen med sin gamle farfar, Johannes.

På samme tid sidder Lillian i sin lejlighed i Helsingborg som tilskuer til det liv, der udspiller sig uden for hendes vinduer. Hun ved ikke, at en kvinde fra Stockholm netop har forladt sit hjem, og at det vil forandre både hendes eget og flere andre menneskers liv – også Lillians.

Det har været en fin oplevelse at læse Vingården for Vilde Drømme. Det er en rigtig feel good roman med en handling fuld af både hjerte og smerte. En skøn roman om tab og hemmeligheder, venskab og drømme. Bogen er oplagt ferielæsning – den er fuld af stemning og giver smil på læben.

Jeg har tidligere anmeldt Villa Havbrise  og Klubben for Lykkelige Slutninger af Caroline Säfstrand her på bloggen.

Læs mere om Vingården for Vilde Drømme hos Alpha Forlag.

Læs videre

Den nat hun forsvandt

dennathunforsvandt

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Den nat hun forsvandt af Lisa Jewell.

En sommernat forsvinder 19-årige Tallulah og hendes jævnaldrende kæreste sporløst efter en bytur. Hjemme venter Tallulahs mor, Kim. Hun er babysitter for de to unges lille søn, Noah. Da Kim stadig ikke har hørt fra Tallulah næste dag, kontakter hun hendes venner, for at høre, om de ved noget. Det viser sig, at det unge par sidst er set til en fest på en stor, gammel luksusejendom uden for byen.

To år senere, er de to unge mennesker fortsat som forsvundet fra jordens overflade. Men da en kvindelig krimiforfatter flytter til området og en dag finder noget mystisk i sin have, dukker der nye spor op i sagen. Kim begynder at nære et spinkelt håb om, at Tallulah stadig lever.

Jeg har været fuldstændig opslugt under læsningen af Den nat hun forsvandt. Det er en virkelig velskrevet og superspændende roman. Lisa Jewell har en utrolig evne til at fastholde sine læsere fra første til sidste side i sine krimier. Det gør sig også gældende for Den nat hun forsvandt. Persongalleriet er både interessant, originalt og troværdigt. Historien tager fat på temaer som moderskab, parforhold, manipulation og seksualitet. Det hele udgør tilsammen en meget spændende og nervepirrende læseoplevelse. Den nat hun forsvandt er efter min mening forfatterens hidtil bedste spændingsroman og i det hele taget en meget medrivende og anbefalelsesværdig bog.

Jeg har tidligere anmeldt Den fremmede Gæst, Og så var hun væk, Huset i Chelsea og Den usynlige pige af Lisa Jewell her på bloggen.

Læs mere om Den nat hun forsvandt hos Gads Forlag.

Læs videre

Kryb

kryb

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Kryb af Julie Hastrup. Bogen er niende selvstændige bind i krimiserien om drabsefterforsker Rebekka Holm.

Gro bor på Ungdomsøen uden for Københavns Havn sammen med en flok andre unge. De arrangerer events på øen, og en dag skal der holdes et arrangement for et politisk parti. Gros veninde Frida er på øen for at hjælpe til. Næste morgen er Frida ikke til at finde, og Gro aner ikke, om hun har taget færgen tilbage til København, eller hvor hun er blevet af. Hun har ikke ladet høre fra sig.

Da man senere finder Frida død på øen, er det drabsefterforsker Rebekka Holm, der bliver kaldt ud. Rebekka prøver at komme sig, efter hendes kæreste har gjort det forbi imellem dem. Så det passer hende godt at fordybe sig i en efterforskning og slippe for at tænke på sine egne problemer. Da chefen vil lukke sagen om Frida som et ulykkeligt selvmord, kæmper Rebekka imod og med hjælp fra en dygtig retsmediciner kommer hun snart på sporet af noget, der peger i en helt anden retning. Snart leder Rebekka og hendes makker efter en kynisk gerningsmand kaldet Diabolus.

Kryb er en uhyggeligt aktuel roman om magt, misbrug og sårbarhed.

Som læsere af min blog nok ved, et jeg stor fan af Julie Hastrups krimier om Rebekka Holm. Alle seriens bøger er spændende og velskrevne. Kryb lever fuldt ud op til kvaliteten af seriens foregående bind. Som altid er beskrivelser af personer og miljøer skarpe og troværdige. Kryb er en virkelig spændende krimi, der tager udgangspunkt i en aktuel og meget alvorlig og skræmmende form for kriminalitet.

Jeg har tidligere anmeldt t Blodspor og Mirakelmanden og Vildskud – andre bind i serien om Rebekka Holm.

Læs mere om Kryb hos Politikens Forlag.

Læs videre

Den glemte landsby

denglemtelandsby

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Den glemte landsby af Lorna Cook. Bogen er inspireret af historien om Tyneham i Dorset, der i 1943 blev beslaglagt af den britiske hær. Handlingen udspiller sig i to tidsspor.

I 1943, da verden er i krig, bliver beboerne i Landsbyen Tyneham beordret til at forlade deres hjem, for at landsbyen kan overdrages til den britiske hær. Aftenen, før byen skal rømmes, sker der en voldsom hændelse.

I 2018 er Melissa på ferie ved Englands sydkyst sammen med sin kæreste Liam. Melissa har glædet sig til ferien, men til hendes skuffelse, tilbringer Liam ikke feriedagene sammen med hende. Han vil hellere bruge tiden på at surfe, så Melissa er lidt ensom. For at få tiden til at gå besøger hun den glemte landsby Tyneham. Landsbyen er netop genåbnet som museum efter at have været helt lukket i mere end 75 år.

Under sit besøg i Tyneham får Melissa øje på noget, der vækker hendes nysgerrighed. Hun gør desuden et interessant bekendtskab.

Jeg har været rigtig godt underholdt under læsningen af Den glemte landsby. Romanen rummer en fin blanding af romantik, drama og historie, og er samtidig skrevet i et let og flydende sprog. Alt i alt en bog for alle, der kan lide en feel good roman med et historisk touch.

Læs mere om Den glemte landsby hos Forlaget Zara.

Læs videre

Altid ved din side

altidveddinside

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Altid ved din side af Nikola Scott (Turbulenz). Bogens handling udspiller sig i to tidsspor.

I 1940 følger vi den unge Violet. Hendes liv tager en dramatisk drejning, da hendes kusine bliver dræbt under et af tyskernes bombeangreb på London. Violet flygter fra det hele ved at indrullere sig som markpige på godset Winterbourne gennem Womens Land Army. På godset kommer hun til at arbejde hårdt og knytte tætte venskaber. Violet er glad for sin nye hverdag, selv om markpigerne ikke bliver behandlet særlig godt af forvalteren.

Mere end tres år senere begynder Frankie at grave i sin mormors fortid og oplevelser under krigen. Det viser sig, at den gamle dame gemmer på dybe hemmeligheder, og de kan også få indflydelse på Frankies eget liv.

Altid ved din side er en medrivende fortælling om venskaber og om, hvor langt vi er parate til at gå for at beskytte dem, vi holder af.

Jeg har været rigtig godt underholdt under læsningen af Altid ved din side. Det er første gang, jeg stifter bekendtskab med Nikola Scotts forfatterskab, og jeg vil glæde mig til at læse flere af hendes bøger. Altid ved din side er en både rørende og fin fortælling med både alvor og humor, og jeg vil anbefale bogen til alle, der kan lide en god historisk roman.

Læs videre