Vor nordlige vej

vornordligevej

Jeg har læst Vor nordlige vej af Klaus Møller.

Jeg har modtaget bogen som anmeldereksemplar.

Vor nordlige vej er en selvstændig fortsættelse af Vores vej, som jeg tidligere har omtalt her på bloggen.

Efter at have boet nogle år i en mindre by på Sjælland flytter Irene og Svend sammen med deres niårige søn til Nordgrønland. Deres næsten voksne datter bliver boende  i Danmark.

Svend, Irene og sønnen betages af naturen, kulturen og menneskerne i Grønland. Sønnen bliver boende, da forældrene efter en årrække vender hjem til Danmark. De er splittede mellem de to verdener, som hver især betyder så meget for dem.

Det har været interessant at lære Irene og Svend nærmere at kende. Handlingen i Vor nordlige vej spænder over en del år, hvor man følger parret gennem de forandringer og udfordringer, livet byder på – og den udvikling der følger med.

Beskrivelserne af de forskellige steder i Grønland er spændende – og helt særligt har det selvfølgelig været for mig at læse om de steder i Nuuk og omegn, hvor jeg selv har været.

Læs mere om Vor nordlige vej på Forlaget Mellemgaards hjemmeside.

Læs videre

Læst i November

laestinovember

I løbet af november har jeg læst den lille stak bøger på billedet.

Jeg har modtaget bøgerne som anmeldereksemplarer.

Bryster skal hoppe når man hikker af Hella Joof og Karen Thisted er en samtalebog. De to kvinder har hen over sommeren haft samtaler om livet og døden, økonomi, konflikter i familien, kosmetiske indgreb og meget, meget andet.

Uren af Karen Schultz er en erindringsroman.

Karen bliver født i 1959. Hendes mor er alene med hende – faderen er ude af billedet. Senere, da Karen er seks år, møder hendes mor en ny mand, som hun gifter sig med. Stedfaderen har en voldsomt grænseoverskridende adfærd overfor Karen, og den lille pige lærer sig hurtigt at udtænke nødvendige strategier for at undgå at være alene med ham. I bogen følger læseren Karen, til hun har taget sin hf-eksamen og flytter væk fra byen, hvor hun voksede op.

De hængte hunde, De mørke mænd og De frosne flammer udgør Danehof-trilogien af Jens Henrik Jensen. Boxen er en oplagt gaveide, og jeg forestiller mig,  at den kommer til at ligge under en hel del juletræer denne jul. Den vil helt sikkert blive modtaget med begejstring af enhver, der kan lide at læse en velskrevet historie med et højt spændingsniveau.

Læs videre

De frosne flammer

defrosneflammer

Jeg har læst de frosne flammer af Jens Henrik Jensen.

Jeg har modtaget bogen som anmeldereksemplar sammen med de øvrige to bøger i Oxen Boxen.

De frosne flammer er tredje bind i Danehof-trilogien og dermed en fortsættelse af De hængte hunde og De mørke mænd.

Krigsveteranen Niels Oxen formodes død ved en ulykke til søs. I virkeligheden overlevede han og lever i skjul på en ø i den svenske skærgård.  Hvis det bliver kendt, at han stadig lever, vil han blive jagtet både af politiet og af de mørke mænd, der ønskede ham død.

Sammen med sin gamle makker Margrethe Franck, tidligere PET-chef Axel Mosmann og dennes nevø indleder Oxen en  kamp for at få sit liv tilbage og besejre de mørke kræfter fra Danehof.

De frosne flammer er virkelig, virkelig spændende. Der er så mange intriger, tråde og spor, der fletter sig ind i hinanden. Som læser skal man holde tungen lige i munden for at holde styr på det hele. Alligevel overrasker historien gang på gang. Jeg har været fuldstændig blæst bagover af denne velkomponerede, overraskende og hæsblæsende afslutning på Danehof-trilogien – den er fremragende.

Læs mere om De frosne flammer på Politikens Forlags hjemmeside.

oxenboxen3

Danehof-trilogien findes samlet i Oxen Boxen. Jeg anbefaler bøgerne på det varmeste.

Boxen er en oplagt gaveide, og mon ikke den kommer til at ligge under en hel del juletræer denne jul? Den vil helt sikkert blive modtaget med begejstring af enhver, der kan lide at læse en velskrevet historie med et højt spændingsniveau. Trilogien i Oxen-Boxen er fremragende læsning.

Senest er Lupus udkommet – det er fjerde bog i den spændende serie, og den lever fuldt og helt op til de tre første.

Læs videre

De mørke mænd

demoerkemaend

Jeg har læst De mørke mænd af Jens Henrik Jensen.

Jeg har modtaget bogen som anmeldereksemplar.

De mørke mænd er andet bind i Danehof- trilogien og dermed en fortsættelse af De hængte hunde .

Krigsveteranen Niels Oxen lever i skjul på et afsides beliggende dambrug i Jylland, hvor han går den ældre ejer til hånde. Han lever i konstant alarmberedskab, fordi han bærer på en hemmelighed, der holder ham i live, men som også kan slå ham ihjel.

Drabet på en museumsinspektør bliver startskuddet til en række voldsomme hændelser.

Margrethe Franck, der er Oxens gamle makker fra PET, finder frem til ham, og de to beslutter sig for at tage kampen op mod magtens mørke mænd. For Niels Oxen er der kun to muligheder: gå til grunde – eller gå til angreb.

De mørke mænd er mindst lige så spændende som De hængte hunde. Der er fuld knald på begivenhederne fra start til slut. Undervejs lærer læseren den sympatiske hovedperson en lille smule bedre at kende – små brikker til det puslespil, der udgør hans fortid, dukker op bogen igennem. Jeg må på nuværende tidspunkt erklære mig for trofast fan af Oxen, og jeg kan slet ikke vente med at læse mere om ham i den næste bog i serien.

oxenboxen2

Hele Danehof-trilogien findes samlet i Oxen Boxen.

Læs mere om Oxen Boxen på Politikens Forlags hjemmeside.

Læs videre

Oxen Boxen

oxenboxen

Jeg er i gang med at læse bøgerne i Oxen Boxen. Det er de tre første bind i serien om krigsveteranen Niels Oxen af Jens Henrik Jensen.

Jeg har modtaget bøgerne som anmeldereksemplarer.

Seriens hovedperson Niels Oxen er tidligere medlen af Jægerkorpset. Han har været udsendt på adskillige missioner i udlandet og er ramt af posttraumatisk stress.

Indtil videre har jeg læst den første bog i serien:

De hængte hunde

dehaengtehiunde

I De hængte hunde møder læseren Niels Oxen for første gang.

Han bor i et usselt kælderværelse i København sammen med sin hund. Han lever et isoleret liv og går helst kun ud om natten. Han finder sin mad i supermarkedernes affaldscontainere, og huslejen skraber han sammen til ved at samle flasker.

En dag lægger Oxen livet i kælderværelset bag sig og tager sammen med hunden til Rold Skov for at komme væk fra det hele. Han vil bare være i fred og forsøge at blive sine indre dæmoner kvit.

Det er ikke længe, Niels Oxen får lov til at være i fred. Han bliver hurtigt – helt uden at ville det – trukket ind i en mystisk drabssag, der viser sig at pege i retning af mennesker med indflydelse og magt.

De hængte hunde er en meget spændende roman med en hårdt prøvet hovedperson. Handlingen udspiller sig i et højt tempo. Undervejs berøres alvorlige, aktuelle emner – bl.a. systemets behandling af krigsveteraner, PTSD og magtmisbrug. En virkelig velskrevet spændingsroman der fastholder læseren til sidste side.

Jeg glæder mig til at læse den næste bog i serien.

Læs mere om Oxen Boxen på Politikens Forlags hjemmeside.

Læs videre