Hannies bog

hanniesbog

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Hannies bog af Lisa Wingate.

Hannies bog er inspireret af virkelige begivenheder og originale avisannoncer fra Sydstaterne, hvor frigivne slaver efterlyste savnede slægtninge.

Romanens handling foregår i to tidsspor. I 1875 i tiden efter den amerikanske borgerkrig tager 18-årige Hannie fra Louisiana ud på en farefuld færd for at finde sin mor og sine søskende, som hun blev adskilt fra, da hun var en lille pige. Hendes ledestjerne er tre glasperler, som hun engang fik af sin mor. Alle i familien bærer sådan tre perler. Perlerne er et symbol på familiens samhørighed og skal gøre det nemmere for de enkelte familiemedlemmer at genkende hinanden, når de en dag forhåbentlig ses igen

I 1987 bliver den unge lærer Benedetta ansat på en skole i Louisiana. Stedet er præget af raceulighed, fattigdom og opløste familier. Eleverne har ikke meget tro på fremtiden og de kender ikke deres egen historie. De er overhovedet ikke motiverede til at deltage i undervisningen. Benedetta sætter sig for at ændre på tingene.

Læseren følger skiftevis de to kvinder i hver deres tid. Til sidst bliver deres historier vævet sammen på fineste vis.

Jeg har været helt opslugt af bogen. Tanken om de stakkels familier, hvor forældre og børn brutalt blev revet væk fra hinanden, er hjerteskærende. De to hovedpersoner Hannie og Benedetta er et par stærke kvinder, der kæmper med næb og kløer for det, der betyder noget for dem. I det hele taget er romanens karakterer troværdige, og hele historien er velskrevet og både barsk og rørende. At historien er inspireret af virkelige hændelser gør den endnu mere vedkommende.

Jeg har tidligere anmeldt Inden vi blev jeres af Lisa Wingate her på bloggen.

Læs mere om Hannies bog hos Alpha Forlag.

Læs videre

Kost & Kronisk Sygdom

kost&kronisksygdom

E-bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har gennemlæst Kost & Kronisk Sygdom af Strange Skov & Siv Skov.

I bogen giver Strange og Siv Skov deres bud på, hvorfor vi bliver syge, og hvordan vi kan spise os til bedring. Bogen er et resultat af fem års research og kritisk gennemgang af  tilgængelig viden om kost og helbred . Der kigges kritisk på  kostanbefalinger, der måske  bygger på forskning betalt af fødevareindustrien. I bogen anvises nye måder at anskue  sammenhængen mellem vores mad og hvordan vi har det.

Bogen handler i bund og grund om at tage ansvar for sin egen sundhed, sin egen krop og sit eget liv. Den handler om at vende udviklingen af en kronisk sygdom, der langsomt begrænser livsudfoldelsen til et sundere og mere aktivt liv i en krop, der fungerer optimalt, fordi den  får den bevægelse og de næringsstoffer, den har brug for. Den handler om at ændre sit syn på, hvad god mad/sund mad egentlig er.

Kost & Kronisk Sygdom er et sandt bombardement af informationer om kost og sundhed – fra en lidt anden vinkel, end de fleste måske er vant til. Det hele bliver præsenteret på en måde, der er til at forstå, og er krydret med en god portion humor. Den røde tråd i bogen er fortællingen om den erhvervede viden, der hjalp Strange Skov til at ændre sin kost, tabe 20 kg og blive symptomfri trods den gigtsygdom, han har arvet fra sin far. Strange Skov fortæller, at han er sikker på, at når han kunne gennemføre de resultatskabende livsstilsændringer, så kan andre også gøre det.

Kost & Kronisk Sygdom er en fantastisk inspirerende bog. Den giver optimisme og håb om bedring for alle, der har mod på at kaste sig ud i en helt ny måde at spise, tænke og leve på.

Læs mere om Kost & Kronisk Sygdom på Strange Skovs hjemmeside.

Læs videre

Den usynlige pige

denusynligepige

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Den usynlige pige af Lisa Jewell.

Fra bogens bagsidetekst:

Efter sine forældres død har 17-årige Saffyre Maddox gået i terapi hos børnepsykologen Roan Fours. Da Roan efter tre års behandling vurderer, at Saffyre er klar til at komme videre, føler hun sig svigtet, og i ly af mørket begynder hun at udspionere Roan og hans familie for at bevare en forbindelse til ham.

Over for familien Fours’ hus bor Owen Pick. Han har aldrig haft en kæreste, bor på sin tantes gæsteværelse, og så er han for nylig blevet fyret fra sit job som lærer efter at være blevet beskyldt for seksuelt krænkende adfærd. Han benægter selv på det kraftigste, og da han en dag desperat søger efter professionel hjælp online, bliver han suget ind i internettets mørkeste afkroge.

På valentinsdag forsvinder Saffyre – og det viser sig, at Owen var den sidste, der så hende i levende live.

Lisa Jewell formår på en helt særlig måde fastholde sine læsere fra første til sidste side i sine krimier. I Den usynlige pige går det hele op i en højere enhed. Persongalleriet er både interessant, originalt og overbevisende. Selve historien er bygget op over temaer som utroskab, tab, svigt og overgreb. Det hele spindes på mesterlig vis sammen til en meget spændende og nervepirrende læseoplevelse. Den usynlige pige er efter min mening forfatterens hidtil bedste krimi og i det hele taget en af de bedste og mest helstøbte krimier, jeg har læst længe.

Jeg har tidligere anmeldt Den fremmede Gæst, Og så var hun væk og Huset i Chelsea af Lisa Jewell her på bloggen.

Læs mere om Den usynlige pige hos Gads Forlag.

Læs videre

Solen er så rød

solenersaaroed

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Solen er så rød af Henriette Houth.

Fra bogens bagsidetekst:

Hvordan lærer man at leve, når dem der skulle lære en det – forældrene – begge har valgt livet fra? Det er det spørgsmål, romanens voksne jeg-fortæller stiller sig selv, da vi møder hende i bogens begyndelse. Hun er på vej hjem fra hospitalet, hvor hendes mor netop er død efter at have taget livet af sig. Mange år tidligere døde hendes far på samme måde.

Det begynder ellers næsten som en lægeroman, forældrenes ægteskab. Han er den smukke, mørkhårede læge, hun er den unge sygeplejerske. Men ægteskabet bliver stormfuldt med selvmordsforsøg og sidespring fra farens side, og han ender med at forlade familien for en anden kvinde.

Solen er så rød er en fortælling, der rummer en masse smerte. Det er en roman, der har fokus på tunge emner som utroskab, skilsmisse, alkoholisme, depression, anoreksi og selvmord. Hver for sig voldsomme sager, når de rammer. Når de alle sammen rammer den samme familie, bliver det helt ubærligt. Det sker for familien i romanen. Så der er fuld plade i forhold til problemer og sorger. Men der er også en hel masse andet i den familie. Der er masser af styrke og gåpåmod langt hen ad vejen. Man bider tænderne sammen og fortsætter med at prøve på at holde sammen på det hele, så længe man kan. Der er en masse selvopholdelsesdrift og vilje. Men det er svært at få talt ordentligt sammen om de svære ting.

Solen er så rød er en velfortalt og gribende fortælling om at vælge livet på trods af sorg, tab, fortielser og skyldfølelse.

Læs mere om Solen er så rød hos Politikens Forlag.

Læs videre

Lenni og Margots et hundrede år

lenniogmargotsethundredeaar

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Lenni og Margots et hundrede år af Marianne Cronin.

Lenni er 17 år og uhelbredeligt syg. Hun er indlagt på hospitalet og  forsøger at få det bedste ud af dagene der. Hun begynder på et malekursus, der tilbydes på hospitalet. Kurset er egentlig beregnet for personer på 80 år og opefter, men det er Lenni ligeglad med. På kurset møder hun Margot, der er 83 år og dygtig til at tegne og male. De to bliver hurtigt gode venner og beslutter sig for at lave et fælles kunstprojekt, der skal fortælle historien om deres tilsammen 100 år lange liv på jorden.

Skridt for skridt, billede for billede fortæller de om vigtige og skelsættende begivenheder i deres liv.

Lenni og Margots et hundrede år er en vidunderlig fortælling. Den er gribende og meget, meget smuk. Historien er fuld af både alvor og sjov. Det er en af de fineste fortællinger om kærlighed, tab, mod og venskab, jeg længe har læst. Lenni og Margot vil leve videre i min erindring i lang tid.

Læs mere om Lenni og Martgots et hundrede år hos Alpha Forlag.

Læs videre