Det lille konditori i Paris

detlillekonditoriiparis

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Det lille konditori i Paris af Julie Caplin, Turbulenz.

Britiske Nina er den yngste i en søskendeflok på fire, og hun er træt af, at både hendes søskende og forældrene altid blander sig i alt, hvad hun foretager sig. De er så overbeskyttende. Hun vil gerne vise, at hun kan stå på egne ben. Så da hun får muligheden for at være assistent på et konditorkursus i Paris, griber hun chancen.

Der er bare det minus ved arrangementet, at den dygtige og succesfulde kok, der står for kurset, er hendes storebrors bedste ven Sebastian. Han er også den mand, Nina har været forelsket i lige siden, hun var teenager.

Men Nina tager til Paris og kaster sig ud i jobbet som assistent for Sebastian. Kurset bliver afholdt i køkkenet på et lille og slidt – men charmerende konditori. Nina kommer hurtigt ind på livet af kursisterne, og de opbygger et helt særligt fællesskab.

Jeg har simpelt  hen hygget mig så godt i selskab med Nina og de andre på Det lille konditori i Paris. Det er en skøn, munter og romantisk historie. Julie Caplin er en sand mester i at opbygge et charmerende og uhøjtideligt univers i sine bøger. Trænger du til at læse noget let og underholdende og samtidig opleve lidt pariserstemning og ikke mindst få pirret lækkersulten, så kan jeg varmt anbefale Det lille konditori i Paris.

Jeg har tidligere anmeldt Det lille bageri i Brooklyn og Den lille café i København af Julie Caplin.

Læs videre

Huset på rivieraen

husetpaarivieraen

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Huset på rivieraen af Natasha Lester. Romanen er inspireret af virkelige hændelser.

Huset på rivieraen fortælles i to tidsspor. Handlingen forgår delvis i Paris i årene 1939- 41 under den tyske besættelse. Den unge Éliane Dufort er i gang med at katalogisere Louvres kunstskatte. Hendes arbejde overvåges af tyske soldater. Tyskerne ved ikke, at Éliane forstår tysk, og at hun holder øje med, hvilke kunstværker de stjæler til deres egne private samlinger. Éliane giver oplysninger om tyverierne videre til den franske modstandsbevægelse og løber dermed en stor risiko.

Den anden del af handlingen udspiller sig i 2015 på Den Franske Riviera, hvor den australske modeekspert Remy Lang opholder sig. Hun bor i et skønt hus, hun har arvet, mens hun sørger over et stort tab, hun har lidt. I huset finder Remy en dag en liste over kunstværker, som blev stjålet under 2. Verdenskrig. Remy bliver meget overrasket over at finde et maleri, hun kender vældig godt, på listen. Maleriet hang på hendes børneværelse hjemme i Sydney.

Huset på rivieraen er en meget fængslende roman, der byder på både krig og kærlighed. Begge bogens spor er fulde af drama, hemmeligheder og stormfuld kærlighed. Bogens karakterer er troværdige og hele fortællingen både gribende og medrivende. De to tidsspor flettes sammen lidt efter lidt og samles til sidst på fineste vis. En meget vellykket roman.

Jeg har tidligere anmeldt Den hemmelige arv af Natasha Lester.

Læs mere om Huset på rivieraen hos Alpha.

Læs videre

En drøm kan være så stærk

endroemkanvvaeresaastaerk

Reklame – indlæg i samarbejde med Lydbogormen.dk

Jeg har læst En drøm kan være så stærk af Thorstein Thomsen (People’s).

Marianne bliver født i en arbejderfamilie på Vesterbro i 1930. Fra hun er 11 år, har hun en drøm, der er så stærk, at den vil komme til at bestemme hendes liv. Hun vil være malerinde.

Marianne tegner og tegner, men hendes forældre bryder sig ikke om det. Kun hendes mormor støtter hende i de kreative udfoldelser.

Da hendes mormor dør, efterlader hun sig et testamente. Marianne bliver betænkt med størstedelen af arven, og der bliver kun en mindre del til hendes mor. Forældrene bliver vrede og skuffede og smider Marianne ud hjemmefra.

Hun er kun 16 år og står nu helt alene, og aner ikke, hvad hun skal stille op. Hun får hjælp af sin mormors sagfører, og fire år senere begynder hun på Det Kongelige Danske Kunstakademi.

Bogen skildrer Mariannes anstrengelser for at gøre sin drøm til virkelighed. Hun vil være malerinde, og hun sætter alt andet til side for at udleve sin drøm. Det er en fængslende historie om en kvindelig kunstners kamp for anerkendelse i en tid, hvor ligestilling mellem mænd og kvinder ikke ligefrem var fremherskende. Romanen er speciel på den måde, at historien fortælles til og ikke af hovedpersonen. Det giver hele fortællingen et tvist, at man på den måde ser på hovedpersonen fra en anden synsvinkel. Udefra. Jeg synes, at denne lille distance giver et meget klart billede af, hvem Marianne er. En meget velskrevet roman og en rigtig god læseoplevelse.

Læs videre

Dømt

doemt

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Dømt af Kenneth Degnbol og Dagmar Winther.

Forlaget skriver:

Et lille landsbysamfund på Djursland er på den anden ende, da en tidligere dømt pludselig flytter ind.

En ung kvinde dræbes i sin lejlighed i Aarhus. Fire år senere løslades Lars Emil, der dengang blev dømt skyldig. En anden har tilstået. Lars Emil er en fri mand.

I den lille landsby Roslinge på Djursland står Lars Emils nye kone Kira og deres lille datter klar til at byde ham velkommen hjem. Men de er også de eneste. For hvem vil bo i nærheden af en mand med så belastet et rygte?

Frygten indtager landsbyen og udløser trusler og oprør. Og da endnu et drab finder sted, denne gang midt i fredelige Roslinge, er det lille lokalsamfund tæt på kogepunktet.

Dømt er en velskrevet krimi med et persongalleri, der har dybde og er autentisk og interessant. Nogle af romanens temaer er skyld, tilgivelse og tolerance – og ikke mindst de mange forskellige måder, kærlighed kan komme til udtryk på. En spændende, overraskende og meget tankevækkende roman.

Læs mere om Dømt hos Politikens Forlag.

Læs videre

Ædru

aedru

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Ædru af Jesper Stein.

Fra bogens bagsidetekst:

En 54-årig forfatter med kone, børn og stor succes er kommet på Minnesota-kur i et forsøg på at afværge en skilsmisse. I behandlingen skrælles lag på lag af hans personlighed, og han er ved at gå i opløsning. Han genfinder sig selv i mødet med de andre misbrugere og deres fortællinger om smadrede familier, hensynsløs afhængighed og ikke mindst angsten for at drikke igen.

Ædru er en ærlig og rå roman om at gøre op med sit livs løgne og med de store litterære nedtursfortællinger, hovedpersonen altid har elsket at spejle sig i. Der er også Jesper Steins meget personlige beretning om, hvad der skulle til for at holde op med at drikke.

Ædru er en bog, der næsten ikke kan undgå at gøre stort indtryk på læseren. Den har i hvert fald gjort stort indtryk på mig. Det er en fortælling om at se sig selv i øjnene med et særligt blik for alle fejlene, alt det destruktive. Det er en fortælling om at erkende problemet og gøre noget ved det for at redde det bedste i sig selv og sin tilværelse. En af de ting, der rørte mig meget under læsningen, er Jespers omsorg for de mennesker, han møder under behandlingen. De andre misbrugere. Der er en fin beskrivelse af det særlige fællesskab, der opstår. Hele vejen igennem er bogen fuld af skarpe iagttagelser, rammende beskrivelser og knivskarpe formuleringer. Og så er den fuld af mod og håb. Ædru er stærk og vedkommende, og jeg vil anbefale bogen på det varmeste.

Jeg har tidligere anmeldt Rampen og Solo af Jesper Stein.

Læs mere om Ædru hos Politikens Forlag.

Læs videre