I mørket

imoerket

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst I mørket af Line Areklew. Bogen er den anden i krimiserien om makkerparret Fredrik Fröding og Sofia Hjortén.

Fra bogens bagsidetekst:

Politiefterforskeren Sofia Hjortén og den tidligere politiaspirant Fredrig Fröding får deres sag for, da en lille pige forsvinder fra sit hjem. Det er en kamp mod tiden for den højgravide Sofia og hendes politikolleger, der efterforsker sagen i det sneklædte landskab.

Samtidig forsøger Fredrik at hjælpe sin ven, hvis kæreste også er forsvundet på mystisk vis. Midt i kaosset kæmper Fredrik med sine egne traumer og problemer, der pludselig bliver helt uoverskuelige.

Jeg kunne godt lide den første bog i denne krimiserie, Fra asken, som jeg for nylig har anmeldt her på bloggen. Så jeg har glædet mig til at læse denne anden bog i serien. Og hold nu op, hvor er mine forventninger da bare blevet indfriet. I mørket er virkelig, virkelig spændende og velskrevet. Læseren  kommer mere ind under huden på de gennemgående karakterer, og der bliver samlet op på nogle løse ender fra den første bog. Tempoet er højt, der er noget på spil, og som læser er man fanget ind af historien fra start til slut. Jeg glæder til at læse mere om de to sympatiske og hårdt prøvede hovedpersoner.

Læs mere om I mørket hos Memoris.

Læs videre

Fra asken

fraasken

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Fra asken af Lina Areklew. Bogen er den første i krimiserien om makkerparret Fredrik Fröding og Sofia Hjortén. De to hovedpersoner martres begge af sorg og traumer, som de håndterer på meget forskellig vis.

Fra bogens bagsidetekst:

Som ung dreng mister Fredrik Fröding sin familie under færgen Estonias forlis, men han nægter at erkende, at hans bror er død.

Femogtyve år senere fører traumet ham til den skønne ferieø Ulvön, hvor han møder en gammel bekendt, Sofia Hjortén, der efterforsker et mord på øen.

Det bliver ikke det sidste mord på den lille ø, for regnskabets time er kommet, og morderen har Gud ved sin side.

Bogen er skrevet i to tidsspor. Dels nutidsporet, hvor læseren skiftevis følger Fredrik Fröding og Sofia Hjortén og dels et spor fra 79,  hvor man følger en flok store børn på feriekoloni. Der sker ting på kolonien, der får vidtrækkende konsekvenser.

Fra asken er en rigtig spændende og velskrevet krimi med et interessant og troværdigt persongalleri. Dog er det lidt svært at finde rundt i de mange navne på de unge på feriekolonien. Men alt i alt en spændende og underholdende krimi. Jeg glæder mig til at lære makkerparret Fröding og Hjortén nærmere at kende i den næste bog i serien..

Læs mere om Fra asken hos Memoris.

Læs videre

Enkemand

enkemand

Bog modtget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Enkemand af Kristian Ibler.

Fra bogens bagsidetekst:

Under Idas terminale sygdomsforløb oplever Kristian Ibler en eksistentiel krise. han føler, han har levet sit liv på en løgn og har forsømt det, der virkelig giver mening i livet. Det gælder især jagten på en skuespillerkarriere, der kollapser fuldstændig, da Ida dør.

Han står tilbage som enkemand og alenefar til to små børn uden økonomisk eller personligt fundament og må balancere mellem en ekstrem trang til  at leve livet på trods af sin sorg og en pligt til at holde fast i fortiden og være en støtte for børnene.

Kristian Ibler skriver hudløst ærligt, ofte humoristisk og udstiller sig selv som en mand, der til tider slet ikke forstår, hvordan hans liv fundamentalt set er ved at ændre sig.

Det har været en stærk oplevelse at læse Enkemand. Historien i sig selv er både tragisk og bevægende og river og flår i hjertet. Jeg blev dybt berørt af at læse bogen. Den beskriver så stærkt og hudløst det kaos af tanker og følelser, der følger i kølvandet på den tragedie det er, at miste sin elskede og stå alene med to børn. Bogen er skrevet med både hjerte og smerte – men også med humor og mod. Enkemand er en stærk og vedkommende fortælling om kærlighed, tab og sorg – og om at fyldes med livsappetit midt i det hele.

Læs mere om Enkemand hos Gads Forlag.

Læs videre

Regnbuen ender ved Ferry Lane Marked

regnbuenendervedferrylanemarked

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Regnbuen ender ved Ferry Lane Marked af Nicola May. Bogen er tredje bind i den charmerende serie, der foregår omkring Ferry Lane Marked ved Cornwalls kyst.

Jeg har tidligere anmeldt seriens to første bind Velkommen til Ferry Lane Marked og Stjernehimlen over Ferry Lane Marked.

Glanna Pascoe – også kendt som Regnbuemaleren – nærmer sig sin 40-års fødselsdag. Hun driver et lille galleri ved Ferry Lane Marked. Hun er ved at komme sig efter at have fået sit hjerte knust og er begyndt at få styr på sit liv igen. Da hun møder en lokal, kendt kunstmaler, bliver hun tiltrukket af ham.

Da et maleri bliver stjålet fra hendes galleri, og hun næsten samtidig helt uventet møder sin tidligere kæreste og store kærlighed, begynder Glanna at tænke på, hvad der egentlig venter for enden af den regnbue, som hun holder så meget af at male igen og igen. Finder hun mon den lykke, som hun længes efter?

Regnbuen ender ved Ferry Lane Marked er ligesom de to første bind i serien ren feel good. I denne bog træder nye spændende karakterer ind på scenen, samtidig med at dem, læseren kender fra de to første bøger, stadig optræder i periferien. Bogen og serien som helhed er romatisk, charmerende, humoristisk og virkelig underholdende. Hele serien egner sig perfekt til afslappet og hyggelig ferielæsning.

Læs mere om Regnbuen ender ved Ferry Lane Marked hos Alpha Forlag.

Læs videre

Stjernehimlen over Ferry Lane Marked

stjernehimlenoverferrylanemarked

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Stjernehimlen over Ferry Lane Marked af Nicola May. Bogen er andet bind i den charmerende serie, der foregår omkring Ferry Lane Marked ved Cornwalls kyst.

Da Star blev gravid som bare 16-årig, troede hun, at hendes liv var slut. Nu er hun 33, hun ejer en populær smykkebod på det brogede Ferry Lane Marked, og hendes datter Skye er på vej til at blive voksen. Star er tilfreds med sin tilværelse, men hun har svært ved at glemme den amerikanse turist Jack. De havde et kort og lidenskabeligt forhold, før han rejste uden at sige farvel.

Men da den charmerende Conor dukker op og slår benene væk under hende, holder Star omsider op med at drømme om Jack. Sådan da.

En dag mødes Star og Jack igen. Han er vendt tilbage, for at fortælle hende, hvorfor han rejste.  Samtidig truer en hemmelighed med at vende op og ned på det liv, Star har bygget op for sig selv og sin datter.

Jeg er faldet pladask for det univers, Nicola May har skabt, i bøgerne om Ferry Lane Marked. Karaktererne bliver mere og mere sympatiske, jo bedre man lærer dem at kende. Tonen er uhøjtidelig og humoristisk. Historien er måske nok på nogle punkter lidt forudsigelig, men den er alligevel fuld af overraskelser. Og så er den underholdende og giver smil på læben. Jeg glæder mig til at give mig i kast med den næste bog i serien.

Jeg har tidligere anmeldt seriens første bind Velkommen til Ferry Lane Marked.

Læs mer om Stjernehimlen over Ferry Lane Marked hos Alpha Forlag.

Læs videre