Blog
I dag fylder mit dejlige barnebarn fem år.
Det er da helt vildt, som tiden går.
På den ene side set synes jeg, at det er så kort tid siden, han blev født. På den anden side set, kan jeg næsten ikke huske, hvordan alting var, inden han kom ind i vores liv.
Jeg håber, at han får en dejlig, dejlig fødselsdag, og glæder mig, til vi skal være med til at fejre ham på lørdag.
Jeg oprettede jo min blog, da Sander blev født, så bloggen fylder også fem år i dag.
I går slog BonBon-Land dørene op for sæson 2014.
Jeg var inviteret til at være med til at fejre åbningsdagen. Jeg havde endda fået lov til at tage nogen med, og Farfar og Sander var ikke svære at overtale.
Vi var både glade og forventningsfulde, da vi stillede os i kø og ventede på at blive lukket ind.
Vores forventninger blev indfriet til fulde. Alle sejl var sat til for at gøre åbningsdagen festlig for alle besøgende.
Allerede lige da vi var trådt indenfor i parken, fik Sander ligesom alle de andre børn en kæmpestor bolchesut og en frugtstang. Sander spiste frugtstangen med det samme – så var der energi til en sjov og aktiv dag.
Vi storhyggede os og var nærmest i konstant bevægelse. Der er så meget at se på og så mange ting at prøve, og Sander ville helst både se og prøve det hele. Det nåede vi nu ikke, men vi nåede en masse. Selv om der var mere end 2500 mennesker i parken, var der masser af plads, næsten ingen køer, glade smil og godt humør over hele linien.
Der var både is og kage og goodie-bag med ekstra forkælelse til både store og små. For at det ikke skulle være løgn, var vejret helt perfekt, så vi kunne umuligt ønske os mere.
Tak til BonBon-Land for en helt igennem superdejlig dag!
Hvis du også kunne tænke dig en tur i BonBon-Land så hold øje med bloggen her, for der er en konkurrence på vej.
Der er et pænt stykke tid til fastelavn. Alligevel ser jeg hver dag tegn på, at folk er ved at forberede sig på at lave fastelavnsris eller anden fastelavnspynt.
Det fremgår af min blogs besøgsstatistik. Det gamle indlæg om min hjemmelavede fastelavnskat dukker op i statistikken hver dag i denne tid.
Det er ret hyggeligt, når læsere stadigvæk finder frem til de gamle blogindlæg.
Her til morgen læste jeg et indlæg på bloggen Annas Plads, hvor hun fortæller, at hun er blevet interviewet og fotograferet til en avisartikel.
Det var et godt blogindlæg, og det fik mig til at tænke nærmere over noget. Sidste år i januar – altså for næsten to år siden blev jeg interviewet til en avisartikel om bedstemødre, der blogger. Artiklen blev bragt i søndagstillægget Viva i JP. Det var en interessant og positiv oplevelse, men jeg skrev ikke om det på min blog. Jeg havde sådan en vag fornemmelse af, at det skulle jeg da ikke føre mig frem med.
Jeg ville heller ikke fotograferes til artiklen. Det var alt for tæt på, syntes jeg dengang. Heldigvis var Alma og Fridas mormor, som også blev interviewet til artiklen, ikke så pivet som mig. Hun stillede op til fotografering sammen med sine søde børnebørn, og der kom nogle gode billeder i artiklen.
I dag kan jeg godt se, at det var noget pjat, at jeg ikke fortalte om interviewet og artiklen her på bloggen. Det var der vist ingen, der ville have taget mig ilde op.
Jeg er nok blevet lidt mere tryg ved hele bloguniverset og har indset, at der ikke sker så meget ved at fortælle lidt om sig selv. Så hvis nogen gider, kan de læse den gamle artikel lige her
Se nu her. Jeg har været så heldig at vinde et eksemplar af Blogbogen af Julia Lahme. Jeg vandt den ovre hos AB
Her på bloggen skriver jeg jo lige ud af posen om alt, hvad jeg har på hjerte og hvad, der falder mig ind. Jeg er bare en glad amatør, men det er altid spændende at lære nyt og lade sig inspirere. Så jeg glæder mig til at læse bogen.