Invitation til bagekonkurrence

Jeg er blevet inviteret til at deltage i en bagekonkurrence. Mere præcist en brunsvigerkonkurrence, der løber af stablen på SPIS! Odense Food Festival i september.

Jeg er jo pjattet  med konkurrencer, så jeg er da fristet til at deltage, men jeg tror nu nok, at jeg springer over. Jeg bager ganske vist temmelig meget – men mest brød. Kager gør jeg det ikke så meget i. Nok mest fordi der er en del kager, der er svære at bage med godt resultat, når man skal udelade både æg og mælkeprodukter – og det skal jeg jo pga. min allergi.

Dog er det ikke noget problem, når det drejer sig om  gærdej, så man kan  sagtens bage en brunsviger uden æg og mælk. Det har vi da før gjort her i huset, selv om det er rigtig længe siden. Men det er jo ikke sikkert, at vores variant – selv om den er både vegansk, økologisk og allergivenlig –  kan stå distancen overfor  kager bagt uden forbehold i ingredienslisten.

Så selv om det kunne lade sig gøre for mig at bage en nogenlunde fornuftig brunsviger, og selv om jeg elsker tanken om at deltage i en bagekonkurrence som en anden Bedstemor And, så må jeg nok se i øjnene, at kagebagning ikke er min stærkeste side. Jeg må kende min begrænsning og nøjes med at glæde mig over, at jeg overhovedet har fået invitationen.

Noget helt andet er, at programmet for den store SPIS! Odense Food Festival ser rigtig, rigtig spændende ud.

Gem

Læs videre

Med små skridt …

Det går lidt trægt med juleforberedelserne her i huset. Jeg stresser lidt ved tanken om alt det, der ikke er i orden endnu. Energien kører på lidt for lavt blus i øjeblikket, så det hele går ikke så hurtigt, som jeg kunne ønske. Men med små skridt i den rigtige retning går det vel. Det plejer jo altid at blive jul alligevel.

I går bagte jeg småkager. Bare en enkelt slags. Vi er ikke de store småkagespisere, så det må række.

Gaverne er også købt.

Jeg håber, at jeg får fingre i et par økologiske juleænder igen i år. De kan godt være svære at få fat i, men jeg satser på, at det lykkes. Snart går andejagten ind.

Gem

Læs videre

Efterårsferie

Vi havde egentlig tænkt os, at efterårsferien bl.a. skulle bruges til at gøre haven vinterklar.

Desværre fik Henrik en virus med hjem, da han gik på ferie i fredags, så han er lidt jams, og det har været så som så med hans lyst til havearbejde. Det har jo heller ikke rigtig været vejr til at gå i haven, så de planer er indtil videre sat i bero.

Mandag havde vi en fugemand på besøg. Han skulle udskifte et par fuger i køkken og badeværelse. Det var det sidste, der manglede at blive ordnet efter et-års gennemgangen af vores hus efter istandsættelsen. Tjek ved det. Bagefter var der noget rengøring at tage sig af, så mandagen fik hurtigt ben at gå på.

I går eftermiddags blev vi enige om at tage en tur ud i det blå – eller grå. Vi kørte en dejlig tur og fik kigget på efterårslandskabet. Selv om det var gråvejr og snuskregn, var der ret så smukt derude.

Før vi tog afsted, havde jeg sat en bolledej til at hæve, så i aftes var der nybagte boller. De blev nydt mens vi så et dokumentarprogram, som vi var gået glip af i mandags.

Læs videre

Nybagte boller og hjemmelavet syltetøj

Jeg bagte jo i går, og resultatet af mine anstrengelser blev, som det skulle være.

Jeg er gået over til næsten udelukkende at bage boller af den slags dej, man bare rører sammen, lader hæve 5-6 timer og sætter på bagepladen med en ske. Det går lynhurtigt. Ingen æltning. Man får ikke dej på fingrene. Det kan ikke være nemmere, og resultatet bliver faktisk altid godt.

Jeg varierer bollerne lidt ved at give dem forskellige former for drys ovenpå. Min favorit er blå birkes, Henrik kan allerbedst lide græskarkerner, andre foretrukne drys er majsgryn eller solsikkekerner.

Til bollerne blev der taget hul på et glas hindbærsyltetøj, som jeg lavede forleden. Jeg laver aldrig store portioner syltetøj. For det første spiser vi meget lidt af det. For det andet vil jeg ikke bruge konserveringsmidler. Onde tunger spøger ellers med, at i vores alder, har man brug for alle de konserveringsmidler, man kan få. Men her i huset foretrækker vi at gå udenom den slags. Så jeg fryser vores dejlige, økologiske bær fra haven i portioner på  500 g. Det er lige passende til et mellemstort glas syltetøj.

Gem

Læs videre

Så er der snart nybagt brød

Det er bagedag i dag. Rugbrødene begyndte jeg på i går – processen strækker sig jo over et par dage, når man bruger surdej. Jeg bager rugbrød med omkring 12 dages mellemrum. Det er fast rutine.

Når jeg nu alligevel skal i gang med mel og kerner, kan jeg lige så godt bage en plade boller også. Bolledejen står og hæver nu og er klar til at komme i ovnen henad aften. Jeg bruger økologisk gær fra Skærtoft Mølle, det giver dejen den mest fantastiske duft – for slet ikke at tale om smagen af det færdigbagte brød. Før jeg begynde at bruge gær fra Skærtoft, havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at sådan en lille klump gær kunne gøre sådan en forskel. Men det er bare noget helt andet – og meget bedre.

Læs videre