Leksikon om lys og mørke

leksikonomlysogmoerke

Jeg har læst Leksikon om lys og mørke af Simon Stranger.

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar.

Leksikon om lys og mørke bygger på virkelige hændelser og strækker sig over otte årtier og fire generationer.

Simon Stranger finder ud af, at hans jødiske kones familie har boet i et hus, der under krigen var hovedkvarter for en af Norges mest frygtede, forhadte  og berygtede mænd, nazisten Henry Rinnan og hans håndlangere. Forfatteren dykker ned i historien og stykker en både fin og grusom fortælling sammen om hustruens familie. Samtidig tegnes et billede af, hvordan en norsk skomagersøn endte med at blive nazist og landsforrædder.

I henhold til jødisk tradition siger man, at mennesker dør to gange. Første gang når hjertet holder op med at slå og anden gang, når ingen længere siger, tænker eller læser vedkommendes navn. Med romanen ønsker Simon Stranger at sikre, at hans hustrus døde familiemedlemmers navne fortsat skal huskes, læses og nævnes ligesom navnene på alle de andre jøder, der så meningsløst blev dræbt under krigen.

Leksikon om lys og mørke er en rå Holocaust-beretning og samtidig et fint og respektfuldt mindeord over ofrene for krigen. Romanen har rørt mig dybt – den er skrevet med stor indlevelse og følsomhed. En stærk og smukt skrevet fortælling om slægt og sammenhold og om de familiefortællinger, vi giver videre til vores børn.

Læs mere om Leksikon om lys og mørke hos Politikens Forlag.

Læs videre

Af ingenting

afingenting

Jeg har læst Af ingenting af Vibeke Marx.

Jeg har modtaget bogen som anmeldereksemplar fra Bog&idé. Indlægget indeholder reklame/affiliate links.

Drine vokser op på et børnehjem. Hun er hittebarn og har derfor ingen erindringer om forældre og søskende, som mange af de andre børn på hjemmet klynger sig til. Drine og den lidt yngre Ena bliver hinandens faste holdepunkter i hverdagen på børnehjemmet. De to piger fantaserer om livet i en familie og opdigter en historie om, at de er søstre. Det bliver en historie, som de kommer til at holde fast ved hele livet.

I bogen følger læseren Drine gennem livet som børnehjemsbarn, tjenestepige, søster, hustru og mor og får indblik i, hvordan de overbevisninger, hun er blevet indprentet fra ganske lille, kommer til at præge hendes liv.

Af ingenting er en meget rørende fortælling om, hvordan livet kan forme sig for et menneske, der har manglet kærlighed, omsorg og anerkendelse fra det var ganske lille. Historien om Drine går lige i hjertet.
Vibeke Marx forstår som få at skildre helt almindelige menneskers liv. Hendes forfatterskab minder mig på mange måder om Martha Christensens, som jeg også er meget begejstret for.

Jeg har tidligere omtalt Jord og Hjerte af Vibeke Marx.

Læs videre

Læst i februar

laestifebruar

I februar har jeg læst nogle virkelig skønne bøger. De har hver især været dejlige læseoplevelser.

Jeg har modtaget bøgerne som anmeldereksemplarer.

Jord og Hjerte af Vibeke Marx er en meget velskrevet og rørende fortælling om familie, kærlighed, pligt og skyld. Det er en roman, hvis handling foregår for omkring hundrede år siden, men som rummer så mange eviggyldige dilemmaer og spørgsmål, som læseren kan fundere over og måske nikke genkendende til.

Den tavse Patient af Alex Michaelides er en psykologisk thriller og er på enhver måde en bemærkelsesværdig roman og en virkelig god læseoplevelse.

De heldige af Georgia Hunter er en barsk og voldsom Holocaust-beretning, men også en rørende og smuk historie om håb, kærlighed, sammenhold og styrke. Historien er mesterligt fortalt.

Familiens synder  af Cara Hunter er første bind i serien om kriminalinspektør Adam Fawley. Det er en velskrevet, spændende og overraskende krimi med troværdige personbeskrivelser, og jeg har været rigtig godt underholdt under læsningen.

Læs videre

Familiens synder

familienssynder

Jeg har læst Familiens synder af Cara Hunter.

Jeg har modtaget bogen som anmeldereksemplar.

Sharon og Barry holder havefest. Børnenes klassekammerater og deres forældre samt folk fra nabolaget er gæster. Børnene er klædt ud. Værtsparrets otteårige datter, Daisy er klædt ud som sit navn – en tusindfryd. Sidst på aftenen er der ingen, der kan finde Daisy. Hun er væk, og forældrene melder hende savnet.

Kriminalinspektør Adam Fawley og hans team går i gang med efterforskningen. De ser bl.a. en video, der er blevet optaget under festen. De bliver i tvivl, om den pige, man ser danse rundt i tusindfryd-kostume på videoen, i det hele taget er Daisy.

Familiens synder er første bind i serien om kriminalinspektør Adam Fawley.

Jeg har været rigtig godt underholdt under læsningen af Familiens synder. Det er en velskrevet og spændende krimi med troværdige personbeskrivelser. Bogen er speciel på den måde, at læseren med jævne mellemrum får lidt ekstra baggrundsinformation i form af flashbacks. De sociale medier spiller også en rolle i bogen – det er med til at gøre hele historien både aktuel og nuanceret. Handlingen tager jævnligt nye drejninger, og spændingen  holder lige til det sidste – det er en roman fuld af overraskelser. Jeg glæder mig allerede til at læse mere om den både sympatiske og empatiske Adam Fawley, der har tunge private problemer i bagagen.

Læs mere om Familiens synder hos Gads Forlag.

Læs videre

De heldige

deheldige

Jeg har læst De heldige af Georgia Hunter.

Jeg har modtaget bogen som anmeldereksemplar.

Fortællingen tager sin begyndelse i Polen i foråret 1939, hvor læseren møder familien Kurc, der er samlet for at fejre den jødiske højtid pesach. Tre generationer  er samlet – alle undtagen den mellemste søn, Addy, der opholder sig i Frankrig. Familien spiser, hygger sig sammen og forsøger at lade være med at tænke på krigen, der rykker tættere og tættere på. Den dag er de lykkeligt uvidende om, hvad familien skal gennemgå de kommende syv år.

Mens krigen raser, spredes familien for alle vinde, mens de hver især kæmper for at overleve trods umenneskelig vilkår. For dem alle gælder, at de nærer et brændende ønske om, at familien en dag må blive samlet igen.

Georgia Hunter var femten år, før hun fandt ud af, at hun er efterkommer af polske jøder. Hun fattede interesse for sin families historie og gik i gang med det kæmpestore arbejde det var, at stykke den sande historie sammen bid for bid. Det arbejde er der kommet en helt enestående roman ud af.

De heldige er en utroligt rørende roman. Jeg har været tabt for omverdenen, mens jeg har læst den. Den er simpelt hen så medrivende og svær at lægge fra sig. Hele følelsesregisteret har været på overarbejde. Georgia Hunter er en mesterlig fortæller, hun fortæller sin families historie stærkt og bevægende, og tager læseren med helt ind i personernes inderste. De heldige er en barsk og voldsom Holocaust-beretning, men også en rørende og smuk historie om håb, kærlighed, sammenhold og styrke.

Læs mere om De heldige hos Politikens Forlag.

Læs videre