Hannies bog

hanniesbog

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Hannies bog af Lisa Wingate.

Hannies bog er inspireret af virkelige begivenheder og originale avisannoncer fra Sydstaterne, hvor frigivne slaver efterlyste savnede slægtninge.

Romanens handling foregår i to tidsspor. I 1875 i tiden efter den amerikanske borgerkrig tager 18-årige Hannie fra Louisiana ud på en farefuld færd for at finde sin mor og sine søskende, som hun blev adskilt fra, da hun var en lille pige. Hendes ledestjerne er tre glasperler, som hun engang fik af sin mor. Alle i familien bærer sådan tre perler. Perlerne er et symbol på familiens samhørighed og skal gøre det nemmere for de enkelte familiemedlemmer at genkende hinanden, når de en dag forhåbentlig ses igen

I 1987 bliver den unge lærer Benedetta ansat på en skole i Louisiana. Stedet er præget af raceulighed, fattigdom og opløste familier. Eleverne har ikke meget tro på fremtiden og de kender ikke deres egen historie. De er overhovedet ikke motiverede til at deltage i undervisningen. Benedetta sætter sig for at ændre på tingene.

Læseren følger skiftevis de to kvinder i hver deres tid. Til sidst bliver deres historier vævet sammen på fineste vis.

Jeg har været helt opslugt af bogen. Tanken om de stakkels familier, hvor forældre og børn brutalt blev revet væk fra hinanden, er hjerteskærende. De to hovedpersoner Hannie og Benedetta er et par stærke kvinder, der kæmper med næb og kløer for det, der betyder noget for dem. I det hele taget er romanens karakterer troværdige, og hele historien er velskrevet og både barsk og rørende. At historien er inspireret af virkelige hændelser gør den endnu mere vedkommende.

Jeg har tidligere anmeldt Inden vi blev jeres af Lisa Wingate her på bloggen.

Læs mere om Hannies bog hos Alpha Forlag.

Læs videre

Kost & Kronisk Sygdom

kost&kronisksygdom

E-bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har gennemlæst Kost & Kronisk Sygdom af Strange Skov & Siv Skov.

I bogen giver Strange og Siv Skov deres bud på, hvorfor vi bliver syge, og hvordan vi kan spise os til bedring. Bogen er et resultat af fem års research og kritisk gennemgang af  tilgængelig viden om kost og helbred . Der kigges kritisk på  kostanbefalinger, der måske  bygger på forskning betalt af fødevareindustrien. I bogen anvises nye måder at anskue  sammenhængen mellem vores mad og hvordan vi har det.

Bogen handler i bund og grund om at tage ansvar for sin egen sundhed, sin egen krop og sit eget liv. Den handler om at vende udviklingen af en kronisk sygdom, der langsomt begrænser livsudfoldelsen til et sundere og mere aktivt liv i en krop, der fungerer optimalt, fordi den  får den bevægelse og de næringsstoffer, den har brug for. Den handler om at ændre sit syn på, hvad god mad/sund mad egentlig er.

Kost & Kronisk Sygdom er et sandt bombardement af informationer om kost og sundhed – fra en lidt anden vinkel, end de fleste måske er vant til. Det hele bliver præsenteret på en måde, der er til at forstå, og er krydret med en god portion humor. Den røde tråd i bogen er fortællingen om den erhvervede viden, der hjalp Strange Skov til at ændre sin kost, tabe 20 kg og blive symptomfri trods den gigtsygdom, han har arvet fra sin far. Strange Skov fortæller, at han er sikker på, at når han kunne gennemføre de resultatskabende livsstilsændringer, så kan andre også gøre det.

Kost & Kronisk Sygdom er en fantastisk inspirerende bog. Den giver optimisme og håb om bedring for alle, der har mod på at kaste sig ud i en helt ny måde at spise, tænke og leve på.

Læs mere om Kost & Kronisk Sygdom på Strange Skovs hjemmeside.

Læs videre

Læst i juni 2021

laestijuni2021

I løbet af juni har jeg læst de skønne bøger på billedet.

Under bjælken af Jens Andersen tegner et nuanceret portræt af Kronprins Frederik. Bogen går tæt på kronprinsens viljestærke kamp for at forlige sig med sin skæbne og rolle. Den skildrer hans mange kampe med sig selv og sine omgivelser og følger den personlige rejse fra genert dreng til rebelsk ung mand, frømand, ægtemand og far til fire.

Døden mellem Linjerne af Elly Griffiths er første selvstændige bind i serien om kriminaloverbetjent Harbinder Kaur. En spændingsfyldt krimi af forfatteren til de populære bøger om Ruth Galloway.

Opløst af Sara Blædel og Mads Peder Nordbo er en af den slags krimier, man slet ikke kan lægge fra sig. Man må hele tiden lige læse lidt mere, og lidt mere. Siderne vender næsten sig selv. Med andre ord – bogen er superspændende. Den er også virkelig velskrevet og fuld af troværdige karakterer og miljøer. Plottet er udspekuleret.

Lenni og Margots et hundrede år af Marianne Cronin er historien om et helt særligt venskab mellem to vidt forskellige kvinder. Den ene er helt ung, den anden er gammel. De er begge alvorligt syge. Historien er gribende og meget, meget smuk. Den er fuld af både alvor og sjov. Det er en af de fineste fortællinger om kærlighed, tab, mod og venskab, jeg længe har læst.

Solen er så rød af Henriette Houth er en fortælling, der rummer en masse smerte. Det er en roman, der har fokus på tunge emner som utroskab, skilsmisse, alkoholisme, depression, anoreksi og selvmord. En velfortalt og gribende fortælling om at vælge livet på trods af sorg, tab, fortielser og skyldfølelse.

Den usynlige pige af Lisa Jewell er en af de bedste og mest spændende krimier, jeg har læst længe. Forfatteren formår på en helt særlig måde fastholde sine læsere fra første til sidste side i sine krimier. I Den usynlige pige går det hele op i en højere enhed. Persongalleriet er både interessant, originalt og overbevisende. Selve historien er bygget op over temaer som utroskab, tab, svigt og overgreb. Det hele spindes på mesterlig vis sammen til en meget spændende og nervepirrende læseoplevelse.

Læs videre

Den usynlige pige

denusynligepige

Bog modtaget som anmeldereksemplar.

Jeg har læst Den usynlige pige af Lisa Jewell.

Fra bogens bagsidetekst:

Efter sine forældres død har 17-årige Saffyre Maddox gået i terapi hos børnepsykologen Roan Fours. Da Roan efter tre års behandling vurderer, at Saffyre er klar til at komme videre, føler hun sig svigtet, og i ly af mørket begynder hun at udspionere Roan og hans familie for at bevare en forbindelse til ham.

Over for familien Fours’ hus bor Owen Pick. Han har aldrig haft en kæreste, bor på sin tantes gæsteværelse, og så er han for nylig blevet fyret fra sit job som lærer efter at være blevet beskyldt for seksuelt krænkende adfærd. Han benægter selv på det kraftigste, og da han en dag desperat søger efter professionel hjælp online, bliver han suget ind i internettets mørkeste afkroge.

På valentinsdag forsvinder Saffyre – og det viser sig, at Owen var den sidste, der så hende i levende live.

Lisa Jewell formår på en helt særlig måde fastholde sine læsere fra første til sidste side i sine krimier. I Den usynlige pige går det hele op i en højere enhed. Persongalleriet er både interessant, originalt og overbevisende. Selve historien er bygget op over temaer som utroskab, tab, svigt og overgreb. Det hele spindes på mesterlig vis sammen til en meget spændende og nervepirrende læseoplevelse. Den usynlige pige er efter min mening forfatterens hidtil bedste krimi og i det hele taget en af de bedste og mest helstøbte krimier, jeg har læst længe.

Jeg har tidligere anmeldt Den fremmede Gæst, Og så var hun væk og Huset i Chelsea af Lisa Jewell her på bloggen.

Læs mere om Den usynlige pige hos Gads Forlag.

Læs videre

Fra en bogbloggers hverdag #5

fraenbogbloggershverdag#5

Når jeg skriver en boganmeldelse på bloggen, ledsages teksten altid af et billede af den pågældende bog. Jeg bruger altid billeder, jeg selv har taget til formålet.

Jeg bruger ikke særlig lang tid på billederne. Jeg beskærer og redigerer aldrig mine billeder, og jeg bruger aldrig nogen form for filter. Billedet er, som det er. Jeg kan godt lide, at ting bare er, som de nu engang er. Det kan godt blive lidt for meget med al den redigering og retouchering, som man ser rundt omkring. Det gider jeg simpelt hen ikke at bruge tid på. Selvfølgelig vil jeg gerne have, at mine billeder er pæne at se på, men det er ikke noget, jeg gør et meget stort nummer ud af.

I går, da jeg skulle tage et billede af en stak bøger, havde jeg lige været ude og klippe en lille buket roser. Så de fik lov til at snige sig med i udkanten af billedet af bøgerne. En køn rose har jo aldrig skadet noget – men i mine indlæg om bøger er det altså først og fremmest selve bogen/bøgerne, det drejer sig om. Her får roserne lov til at fylde lidt mere.

Læs videre