Otte gode råd

Miljøministeriets nye kampagne 65.000 sætter fokus på kemien i vores hverdag. Kampagnen retter sig især mod forældre og bedsteforældre, og formålet er at sætte fokus på, hvordan man beskytter småbørn mod for stor påvirkning fra hormonforstyrrende og allergifremkaldende kemiske stoffer i tøj, legetøj, plejeprodukter, fødevarer og andet.

Miljøstyrelsen giver otte gode råd om, hvordan man undgår, at de små udsættes for alt for meget skadelig kemi:

• Sørg for et godt indeklima – luft ud og gør rent
• Server varieret mad og brug egnet køkkengrej
• Køb svanemærkede plejeprodukter
• Køb plejeprodukter uden parfume
• Undgå de farligste ftalater
• Vask nye produkter før brug
• Smid gammelt blødt plastlegetøj ud
• Køb CE-mærket og uparfumeret legetøj.

Læs videre

Normaltid

Så blev det normaltid igen. Heldigvis. Jeg bryder mig simpelt hen ikke om, at vi render og stiller på urene og skifter mellem normaltid og sommertid.

Mit indre ur kan ikke finde ud af det. Jeg bliver skrupforvirret, når det tidspunkt uret viser ikke stemmer overens med lyset udenfor. Jeg er så længe om at omstille mig hvert år, når vi skifter til sommertid.

Så jeg byder normaltiden velkommen!

Læs videre

Tre generationer på skovtur

I dag har vi været på en dejlig travetur i skoven. Det var vores søn, der ringede og spurgte, om vi havde lyst til at tage med i skoven. Selvfølgelig havde vi det.

Vejret var ikke det bedste, det var lidt gråt og fugtigt. Alligevel fik vi en dejlig tur ud af det. Skoven er så smuk nu. Farverne er helt fantastiske.

Søn og svigerdatter havde medbragt brød med henblik på at fodre ænderne i søen ved Villa Galina. Der var sandelig også mange ænder, og de ville rigtig gerne svømme helt ind til bredden for at blive fodret. Sander kiggede meget interesseret på dem.

I det hele taget var det en kæmpestor fornøjelse at iagttage Sander på skovturen. Hans mor bar ham i bæresele, så han sad der og tronede og havde fint udsyn til skovens herligheder. Og som han kiggede. Han sad lige så stille på hele turen og kiggede og kiggede. På et tidspunkt blev han meget optaget af at kigge op i trækronerne. Han så så sød ud, som han sad der og oplevede og sugede indtryk til sig.

Læs videre

Håndskrift

Jeg tænker på, at det er lidt synd, at det der med at skrive breve og kort i hånden er lidt på retur. Det er da dejligt at få e-mails og sms’er, men det er altså også dejligt at få et håndskrevet brev eller kort. Håndskriften er så personlig.

Når man får et håndskrevet brev, fra en ven eller et familiemedlem, kan man som regel med et enkelt blik på skriften afgøre, hvem der har skrevet brevet. Når man kigger i gamle kort og breve, kan man også på lang afstand med 100% sikkerhed afgøre, om brevet/kortet er fra moster Grethe, mor, eller farmor. Bare ved at kaste et hurtigt blik på skriften. Også selv om håndskriften tilhører et menneske, der ikke har kunnet skrive breve i mange, mange år.

Jeg er så glad for de forskellige håndskrevne “skatte”, jeg har liggende. Breve og kort fra min mor, farmor, mormor, moster, mine søstre og veninder. Selv om min mor døde for næsten 25 år siden, skal jeg bare kaste et enkelt blik på noget, hun har skrevet, for at konstatere, at det er hendes håndskrift. Det samme gør sig gældende med breve fra mine bedstemødre og andre, der ikke længere er iblandt os.

Breve og små sedler fra mine børn har jeg også liggende i skuffer og skabe. Heller ikke her er det svært at se, hvem der har skrevet hvad. Jeg bliver så øm om hjertet, når jeg kigger på alle de ord og hilsner fra de mennesker, der betyder så meget i mit liv.

Kærestebreve er selvfølgelig et helt kapitel for sig.

Så skriv endelig – ikke bare til egen skrivebordsskuffe – men også hilsner til venner og familie – så de også får noget at gemme i skuffen.

Læs videre

Hva’ med julen?

Overskriften refererer til en snak vi havde i familien, da vi var samlet herhjemme fornylig.

Egentlig havde vi haft en ide oppe at vende – en rigtig god ide. En af sønnerne havde foreslået, at vi skulle rejse væk i julen hele banden. Til et lunt sted, hvor vi kunne foretage os en masse hyggelige ting sammen som familie. Jeg var vild med ideen. Tænk, at bytte juletravlhed, madlavning og kagebagning ud med feriedage sammen. Og skulle det være, skulle det være i år, hvor barnebarnet er så lille, at han stadig er ligeglad med julen.

Desværre var ikke alle lige tændte på ideen – eller jo – men der var/er nogle (økonomiske) forbehold, så ideen blev skrottet.

Men vi skulle jo så afklare, hvordan julen så skulle se ud i år. Hvor mange kommer hjem juleaften? Det er jo rart at vide. Der var fuld tilslutning. Så vi regner med at holde juleaften for hele banden.

Sådan er det jo ikke hvert år. En af sønnerne har sejlet i en del år, og har ikke altid været i land i julen. En anden har en svigerfamilie, der også skal holdes jul med osv..

Vi – Henrik og jeg – har indprentet sønnerne, at skulle det ske, at de allesammen har andre planer en juleaften end at holde jul med os, så er det helt i orden. Det værste vi kunne forestille os, er et scenarie, hvor drengene sidder og trækker lod om, hvem der “tager mor og far”. Vi ser sådan på det, at bare vi ses, så er det godt. Det behøver ikke nødvendigvis være juleaften.

Da drengene var små, besluttede vi at holde juleaften for os selv. Vi syntes, at det blev for stresset med den der store familiejul. Vi nåede ikke at lege med ungerne med deres gaver og i det hele taget var der ikke ro nok på. Vi ville gerne nedtone julehysteriet en smule og samtidig have mulighed for at skabe vores egne traditioner. Så vi holdt strengt på, at juleaften holdt vi alene med børnene, og så var vi åbne overfor familie-tam-tam de øvrige juledage.

Det var en jule-model, der fungerede godt for os.

Nu er jeg faktisk sådan en, der får røde knopper af at høre ordet Jul i utide – det vil sige før 1. December – men for lige at afklare hvem der holder juleaften med hvem og hvor – kan det gå an.

To blogindlæg i rap om noget julerelateret, når man ikke gider høre ordet jul, før kalenderen siger december? Hm, flot. Ikke et ord mere om jul fra mig før i december. Promise.

Læs videre