Så er det saftsuseme søndag igen. Der er gået en uge igen, uden at man rigtig har lagt mærke til det.
I går passede vi Sander fra sidst på eftermiddagen og hele aftenen. Det var en fest.
Han er simpelthen så god, som dagen er lang – og selvfølgelig verdens ottende vidunder.
Vi morer os meget, når vi er sammen med vores barnebarn. Han har sådan en skæg og meget speciel måde at vifte med armene på, når han gerne vil op på armen. Det ser så skægt ud. Vifteriet ledsages af et meget insisterende blik på den, han gerne vil op til.
Som bedsteforældre kigger vi jo tit efter små træk hos barnebarnet, som vi kan genkende fra vores eget barn. De ting er der skam også. Men lige præcis de her meget festlige og helt karakteristiske armbevægelser kan vi ikke genkende fra nogen af vores egne børn. Faktisk har ingen af os før set et barn gøre lige præcis sådan.
Behøver jeg at nævne, at vifteriet ikke er forgæves, når farfar og farmor er i nærheden?
