Fællesskab

Jeg har tilbragt stort set hele formiddagen hos øjenlægen. Jeg har siddet i et trangt og trist venteværelse sammen med en flok andre kvinder. De fleste godt oppe i årene. Ingen lod til at kende hinanden på forhånd.

Vi sad der og så hinanden komme ud inde fra øjenlægen med brede spor af stærkt gule øjendråber ned ad kinderne og med en serviet i hånden. Når øjnene var dryppet, skulle de fleste af os vente videre.

Om vi ventede i tavshed? Nej, det gjorde vi heldigvis ikke. Der blev simpelt hen snakket og endda grinet i stor stil.

Jeg synes simpelt hen, at det er så hyggeligt, når man sådan lynhurtigt kan opnå en slags fællesskab. Vi sad jo der i nogenlunde samme situation og var tvunget til at vente. Så vi kunne jo lige så godt få det bedste ud af det. Og vi snakkede altså ikke om øjensygdomme, men om alt muligt andet.

Jeg gad vide, om der var blevet snakket lige så livligt, hvis det havde været en flok mænd, der sad i venteværelset? Jeg tvivler.

Nå, men jeg skal til øjenlæge igen allerede på mandag, og hvis det bliver lige så hyggeligt som i dag, så gør det ikke noget.

Læs videre

Dejligt møde

Da jeg sidst på eftermiddagen kom farende ud fra apoteket med hovedet fuldt af tanker om de næste indkøb på min liste, var jeg ved at rende ind i  søn, svigerdatter og barnebarn.

De var også på handletur. Så vi fik os lige en lille hurtig snak, og Sander og farmor fik fjantet lidt sammen. Han stak mig et par glade smil til at komme videre på.

Det er utroligt, hvad sådan et smil, der afslører fire flotte tænder, kan gøre ved en bedstemors humør. Det var ret godt i forvejen, men efter mødet med den lille charmetrold blev det endnu bedre.

Læs videre

Så tager vi hul på en ny uge

Mandag igen.

En ny uge med nye planer, nye gøremål og nye forhåbninger og drømme om, hvad der kan presses ind i sådan en uge.

En uge, der er skudt i gang med solskin og mild forårsluft. Opgaver der allerede er taget fat på.

Godt begyndt er halvt fuldendt.

Læs videre

Ugen der gik

Så er det saftsuseme søndag igen. Der er gået en uge igen, uden at man rigtig har lagt mærke til det.

I går passede vi Sander fra sidst på eftermiddagen og hele aftenen. Det var en fest.

Han er simpelthen så god, som dagen er lang – og selvfølgelig verdens ottende vidunder.

Vi morer os meget, når vi er sammen med vores barnebarn. Han har sådan en skæg og meget speciel måde at vifte med armene på, når han gerne vil op på armen. Det ser så skægt ud. Vifteriet ledsages af et meget insisterende blik på den, han gerne vil op til.

Som bedsteforældre kigger vi jo tit efter små træk hos barnebarnet, som vi kan genkende fra vores eget barn. De ting er der skam også. Men lige præcis de her meget festlige og helt karakteristiske armbevægelser kan vi ikke genkende fra nogen af vores egne børn. Faktisk har ingen af os før set et barn gøre lige præcis sådan.

Behøver jeg at nævne, at vifteriet ikke er forgæves, når farfar og farmor er i nærheden?

Læs videre

Hverdag igen

Vi har skudt hverdagen i gang ved at tage morgentørnen med Sander.

Begge forældre skulle hjemmefra før den tid, hvor Sander kan afleveres i vuggestuen. Så vi fik en glad morgen sammen med en veloplagt og klarøjet lille dreng.

Vi var lidt spændte på, hvad Sander ville sige til at blive afleveret i vuggestuen efter en lang påskeferie.

Vi havde ikke behøvet at bekymre os, for der var slet ingen problemer. Vi kunne roligt vinke til ham og gå vores vej. Da vi kom ud, kunne vi se gennem vinduet, at han allerede var i fuld gang med legetøjet på gulvet.

Læs videre