Igennem hele foråret har jeg på mine gåture næsten dagligt set en lillebitte kanin, der tilsyneladende er undveget sit fangenskab. Den er virkelig lillebitte, og jeg har spekuleret over, om den kan klare sig på egen hånd i naturen på længere sigt. Den holder sig i et bestemt område, hvor den har gode muligheder både for at finde føde og for at gemme sig. Men tit sidder den altså, så man kan få øje på den. I hvert fald når man ved, den er der, og kigger godt efter. Efterhånden er det blevet sådan, at jeg bliver en lille smule bekymret, hvis der går et par dage, hvor jeg ikke ser den.
Flere gange har jeg set, at nogen har forsøgt at lokke den til sig ved at friste med salatblade. Kaninen har ikke ladet sig lokke.
Igennem et par uger har jeg så pludselig ikke set den lille udbryderkonge. Jeg var faktisk begyndt at blive lidt trist ved tanken om, at der kunne være sket den noget.
Men i går sad den der igen og kiggede roligt på verden med sine store kønne øjne. Jeg blev helt glad for at se den.
Der er noget over den kanin, jeg ikke kan stå for. Tænk engang at stikke af fra et liv i fangenskab og så klare sig så længe ude i den barske virkelighed. Der er mange farer, der lurer på sådan et lille dyr. Ikke mindst er der en meget befærdet landevej meget tæt på dens tilholdssted.
Men den klarer sig altså. Og jeg synes, den er så sej. Selvom dens familie i sikkert mange generationer garanteret er født i fangenskab, har den stadig sine instinkter i behold og kan klare sig. Det er da sejt.
